Outbursts er Turin Brakes’ femte album pÃ¥ 10 Ã¥r, og bandet har om nogen været med til at sætte en standard for britisk akustisk folkpop. Det er de lyse og luftige toner, der sætter dagsordenen i musikken – den lidt udefinerbare genre ‘quiet is the new loud’, som bl.a. ogsÃ¥ Kings of Convenience er kendt for.

Indimellem har Turin Brakes flirtet lidt med toner fra den amerikanske vestkyst og senest – pÃ¥ Dark on Fire – med de mere mørke rockflader, men generelt dominerer de mere afdæmpede akustiske toner fra guitarer og slagtøj, der holder parkeret i Turin Brakes’ maskinpark.

Den femte rejse med Turin Brakes har duoen valgt at kalde Outbursts, og pladen indeholder 12 numre, der fremstår som en musikalsk battle mellem de to medlemmer. Udrustet med hver sin akustiske guitar går de til angreb på hinanden, og indimellem tyer de til lidt bas eller rytmik. Men kampen udspilles i den akustiske arena, og det er en vældig behagelig dyst at overvære. Der er nemlig ingen vinder eller taber.

Det gode ved Turin Brakes er, at der arbejdes godt sammen om tingene. Sangene kører i samme retning, og både vokalharmonier og instrumentering supplerer hinanden rigtig godt. Det er svært at vælge et decideret højdepunkt eller lavpunkt, for pladen fungerer rigtig godt som helhed betragtet.

Ã…bningsnummeret “Sea Change” er virkelig appellerende og godt arrangeret. Helt klart pladens bedste. Det bygges op fra det minimale til et mere insisterende beat, og guitarens lyse toner kommer rigtig godt til sin ret uden brug af en hel masse gimmicks. “Apocolips” henleder tankerne mod Thom Yorke og de lidt desperate toner, der nærmest messes ud, hvorimod “Paperheart” er en klassisk akustisk ballade med tÃ¥redryppende, lavmælt melankoli fra instrumenterne – tilført noget længsel i vokalen.

Sådan kunne man blive ved med at beskrive hvert enkelt nummer. Luftigt og let flyder pladen gennem sin semi-akustiske ramme, hvor man har fået placeret numrene i en rigtig god rækkefølge. På intet tidspunkt rammes man af tanken: nå, nu skulle vi lige have noget desperat eller larmende, fordi bandet ville vise, at de kan spille på flere strenge. Turin Brakes gør det for så vidt enkelt, men der er masser af bund i sangene, og selv de mest ligefremme akkorder får et fint modspil af vokalerne, som bærer meget i sig selv.

Visse steder opererer man med begrebet ‘less is more’, og det kunne man let fristes til at sige om Outbursts. Det ville alligevel være lidt for letkøbt, for selvom duoen ikke gør det sværere, end det er, sÃ¥ fÃ¥r de rigtig meget ud af at sammensætte lydbilledet, sÃ¥ der bÃ¥de er plads til at trække vejret, men samtidig ogsÃ¥ til at ane de grÃ¥ skyer af tristesse, der uden tvivl er en del af konceptet. Pladen er god, men ikke overraskende eller aldeles fremragende. Det ville have krævet flere sange a la “Sea Change”. Det er lidt ‘business as usual’, men i tilfældet Turin Brakes gør det ikke sÃ¥ meget, nÃ¥r niveauet er, som det er.