Koncerter

Under Byen, 06.04.10, Jazzhouse, København

Skrevet af Anna Møller

Under Byen forsvandt ind i deres støjende og shoegazende postrock og tog punks og pensionister med sig, så kun musikkens grusomme skønhed stod tilbage.

Fotos: Sara Jeffries, LiveShot.dk

Alle typer er samlet tirsdag i Copenhagen Jazzhouse, hvor Under Byen, der for nylig har udgivet deres fjerde album, Alt er tabt,  er på plakaten. Mens jeg kigger nysgerrigt på tatoverede rygge, piercede kinder og en ældre dame med hvide lokker og guldindfattede briller på forreste række, begynder røgmaskinen at arbejde på højtryk – og i røgmaskinens slør er alle katte og koncertgængere jo alligevel grå.

Snart lyder de første sørgmodige toner fra århusianske Under Byen, der åbner med ”Heftig” fra Samme stof som stof (2006), og Henriette Sennenvaldts på én gang umådeligt skrøbelige og samtidig stadigt gennemborende vokal rammer os lyttende.

Under Byen er seks (Sennenvaldt, Saxild, Gröndahl, Larsen, Stochholm og Svenstrup) på scenen denne aften, og jeg må indrømme, at jeg på forhånd var nysgerrig efter, hvordan aftenen ville forløbe efter en del udskiftning i musikkollektivet. Vigtigste exit er nok både komponist og (bl.a.) pianist Thorbjørn Krogshede og tidligere medtekst-skriverinde, komponist og (bl.a.) pianist Katrine Stochholm, der begge har forladt orkesteret over de sidste to albums. Krogshede laver bl.a. soloprojektet Thunderbear, der er instrumentelt klaver og bestemt værd at tjekke ud, hvis man er til noget af det klassiske, mens Stochholm udgav sit eget debutalbum efter at have forladt musikkollektivet tilbage i 2004.

Samtidig er orkesterets anden tekstforfatter, den forjættende Sennenvaldt, blevet optaget på Forfatterskolen sidste år, så man kunne godt frygte et Under Byen i modvind. Åh, hvor skulle jeg tage grueligt meget fejl.

Vanen tro havde orkestret koncerten igennem ingen kontakt med publikum, men forsvandt i deres støjende og drømmende postrock i en ordentlig omgang velspillet shoegazer inkl. xylofon, cello, violin og koklokker. Kun få gange i løbet af koncerten undertrykte jeg et lille gab, når det underspillede tog over og det ustrukturerede ikke kunne holde momentum, men det er jo risikoen ved postrock. Til gengæld er der gode chancer for at forsvinde helt i den eskalerende støj.

Især ”Den her sang handler om at få det bedste ud af det” fra Samme stof som stof ramte plet. Sangen kaldte orkestret på sætlisten for ”Onkel”, og det kan man godt forstå, når man hører de geniale tekster: »På besøg hos onkel / læderstol i det private bibliotek / skal hun lære at dy sig? / skal hun lære at te sig? / Ja hun skal ja hun skal / onkel Bøjdigindoverher.«

Bedst var i mine øjne numrene fra Samme stof som stof, og selv ikke mine personlige yndlinge fra Det er mig der holder træerne sammen, titelnummeret og ”Plantage”, nåede i deres afdæmpede versioner nær derop. Måske fordi det var i de mest støjende momenter, Under Byen virkelig fik tændt publikum, og dette især i ”Film og omvendt” fra tredje plade, hvor den grusomme og støjende skønhed, der er Under Byen, nåede sit højdepunkt, og hvor forreste rækkes ældre dame måtte tage sig til panden og justere de guldindfattede briller, der blev rystede af lydbølgerne.

Under Byen havde til aftenen allieret sig med effektfuldt lysshow, hvor musikernes skygger i glimt blev projiceret op på de ophængte lagener bag dem. Lysglimtene og de sparsomme billeder (af træ?) var eneste form for kommunikation, der var fra orkesteret, der blot bukkede samlet efter først numre og derefter ekstranumre. Især kunne Sennenvaldt ikke komme hurtigt nok væk fra scenen, hvor hun var placeret bagerst og fra sin placering virkede, som om hun nægtede at indtage den position, hun ellers gør gennem sin dragende og følelsesfulde stemme, der er lige del sanselighed og lige dele barnlig uskyld. Det er både ærgerligt og beundringsværdigt, at musikken i den grad står for sig selv. Ærgerligt, fordi man som publikum, lytter og barnlig sjæl vil have mere, mere, mere — og beundringsværdigt, fordi musikken jo i den grad har kvalitet til at stå selv.

Efter ekstranumrene ”Alt er tabt” og ”Pilot” var der heller ikke mere Under Byen, så da røgmaskinens tåger lettede, fulgtes jeg med punks og pensionister ud til tirsdagens omsluttende tinnitus.

★★★★★☆

Deltag i debat