Plader

Vit Päls: Nu var det i alla fall så

Skrevet af Anna Møller

Vit Päls er svensk lo-fi i bedste DIY-stil. Carl Johan Lundgren har skrevet naivistisk tekst og skramlet musik til alle numre og spiller også (næsten) alle instrumenter selv. Resultatet er ærlig, melankolsk, fjollet og smittende lo-fi, der rammer plet.

Jeg troede godt nok aldrig, jeg skulle være ved at tude til en sang, der hedder ”Wu Tang Clan”, men det er alligevel der, jeg er kommet til, da jeg stiger af cyklen efter at have haft Vit Päls i ørene. Det at have Vit Päls i ørene lyder i sig selv utroligt.

Vit Päls’ ballade ”Wu Tang Clan” er simpel og skramlet guitar, svensk vokal og harmonisk kor i noget, der lyder som et succesfuldt one-take. Og så teksten! »Præcis som med Wu Tang Clan / som man aldrig rigtig ved, hvor man har eller hvor blev af / på samme måde så spørger jeg mig, hvor er vi nu?« [egen oversættelse fra svensk].

Det er så banal en sammenligning, at den går rent ind hos mig, og kombinationen af den og så ærligheden i den lo-fi og skramlede soveværelses-lyd kommer fuldstændig til sin ret. Ærligheden forstærkes af, at teksterne dels er skrevet i talesprog, dels handler om det, man taler om til daglig, og det gør musikken meget let at forholde sig til. Jeg er helt solgt på det her nummer, men det står ikke alene på Nu var det i alla fall så.

”Paul Simon” er i den grad catchy lo-fi (med en lidt større lyd) og har den samme melankolske stemning, som er gennemgående på de fleste numre, hvis de ikke er halvfjollede og mere eksperimenterende. Det er intronummeret ”Let’s Party”, der insisterende bruger en blokfløjte, som spiller falsk, og den Devendra Banhart-lydende ”Malibu”, komplet med skingert og falskt kor og en simpel tekst om Malibu. Det er netop denne pendulering mellem det alvorlige og melankolske og det humoristiske og ironiske, Vit Päls foretager sig, og det gør, at man hverken forkaster det højstemte eller det ironiske.

Nu var det i alle fall så er så at sige skabt retrospektivt, da Vit Päls gennem et par år har lagt omkring hundrede sange ud på diverse hjemmesider, uden de dog nogensinde er blevet samlet. Mens hjemmesiderne langsomt blev lukket ned, slog det Karl-Jonas Winqvist (bl.a. Blood Music og First Floor Power), der havde fulgt bandet i flere år, og som selv havde samlet en stor del af numrene via hjemmesider, at han måske sad med de eneste kopier af nogle af sangene. Han kontaktede Lundgren, der rigtig nok ikke havde alle sangene liggende selv, og de to besluttede, at 21 af dem måtte udgives som Nu var det i alle fall så. Bandet Vit Päls har med tiden vokset sig til et sammensat orkester med medlemmer fra bl.a. Malmøbands som Solander og Band in Box, og had-kærligheds-forholdet til byen Malmø er også en gennemgående tråd i mange af numrene.

Bookletten, der er skrevet med blå maskinkrift, indeholder ikke teksterne, men derimod en kort tekst om, hvad teksterne handler om, sammen med naivistiske collager og det, der ligner overbelyste billeder fra det private fotoalbum. Om nummeret ”Wu Tang Clan” siger Lundgren bl.a.: »Jag minns att vi satt ett gäng runt mitt köksbord och hada micken på bordet och gjorde allt i en tagning. Jag hade hört Chicagos ”If You Leave Me Now” på radio och blivit helt såld på sättet dem sjöng.«

Kommentarerne gør, at man i endnu højere grad kan forholde sig til sangene og egentlig ville ønske, man sad rundt om det samme køkkenbord eller var til en fest, hvor Vit Päls spillede. Jeg må op på cyklen igen – med eller uden hvid pels i ørene.

★★★★★☆

2 kommentarer

  • Fin anmeldelse. Jeg vil blot informere om, at Vit Päls kommer til klub TONE i Studenterhuset i Kbh. den 14. maj.

Deltag i debat