Nyheder

Wolf Parade til Lille Vega

Ét bandmedlem har ikke lært den svære kunst at kigge væk fra kameraet for at se cool ud.

Wolf ParadeI de sidste par dage er en række stærke navne blevet føjet til Vegas koncertprogram for de kommende måneder, og i går blev endnu et kompetent navn tilføjet. Denne gang drejer det sig om canadiske Wolf Parade, der lægger vejen forbi Lille Vega den 27. september for at promovere deres kommende albumudspil med titlen EXPO 86.

Bandet blev oprindeligt dannet i 2003 i Montreal, hvor også Arcade Fire har deres udspring. Deres første album, Apologies to the Queen Mary, fra 2005 blev af stort set alle musikpublikationer udråbt til et hovedværk inden for canadisk rock, og bandet kom herefter til at indtage en prominent plads blandt Canadas toneangivende indierockbands, såsom Arcade Fire, Broken Social Scene og Stars. Alt i alt er der lagt op til en forhåbentlig, fremragende koncertoplevelse.

Billetter kan købes via Billetlugen.

Deltag i debat