Plader

Youth Pictures of Florence Henderson: s.t.

Skrevet af Lise Christensen

Youth Pictures of Florence Henderson er tilbage med et nyt udspil, denne gang bogstavelig talt bygget op omkring billeder i form af en poetisk visuel bog, der komplementerer bandets melankolske og fine postrock på strålende vis.

Det har aldrig været nemmere at være musikfan. Hop på nettet, og du kan med øjeblikkelig virkning få tilfredsstillet alle dine behov. Her kan du snuble og snuse virtuelt rundt mellem blogs, venners opfordringer og diverse streamingtjenester eller gå direkte efter at downloade alverdens ny musik i digital form.

Trods glæden ved immediacy oplever jeg dog stadig en nærmest stædig fryd ved at kunne tage mig tid til at fifle, fingere og føle musikken i dens fysiske form. Glæden ved at fumle med at folde cd’ens cover ud, smække båndet i maskinen eller vende pladen igen efter kun en halv times tid er en af de helt store, fordi den giver en oplevelse af at skabe sig en lille lomme af tid, i en tilværelse der ræser af sted som en turistmave i Indien. Norske Youth Pictures of Florence Henderson har gjort en dyd ud af denne side af musikoplevelsen. Deres andet album forener det musikalske, visuelle og litterære i en gennemført fin bog. Designet er lækkert, albummet er delt op i to dele, hvilket mimer lp’ens insisteren på at give sig tid, samtidig med at man kan lægge cd’en ind på computeren og skippe den semiprætentiøse nostalgi. De to dele, Puzzle og The Detective, lægger op til nogle interessante narrative betragtninger; er musikken gåden og lytteren detektiven? Titlerne gør det bestemt ikke mere klart; hvilken autograf-afgivende mand er død, og lige præcis hvis familie er E.T. involveret i? Alle disse spørgsmål ledsages af spinkle blyantsstreger, slørede fotos og poesi.

Det hele bliver yderst naturromantisk og sørgmodigt, hvilket passer som fod i hose med Youth Pictures of Florence Hendersons melankolske postrock. Det kan lyde en anelse teen-emotionelt, men imponerende nok undgår bandet at kamme over i det patetiske. I forhold til debutpladen Unnoticeable in a Tiny Town, Invisible in the City fra 2005 er de alternative lydklip og punkagtige tendenser strøget til fordel for en mere homogen lyd, der dog stadig abonnerer på det simple og melodiskabende, båret af guitar-fingerspil, synth, der svæver om kap med slørede korstemmer, og stemningsskabende trommer. Det hele trækkes ud i en shoegazer/postrock-implosion.

Puzzle-delen byder ikke på de store udsving og klimakser. Det er bygget op over store lydflader, som man som lytter langsomt sniger sig ind i. Mest af alt minder det om en god lang gåtur på en forårsmild dag. Du behøver hverken solcreme eller jakke og kan snildt tage en lur i græsset. Det kan næsten blive for idyllisk emotionelt, som på åbningsnummeret “Let’s Rent Bikes from 1942”, men det vejes i den anden ende op af “To Sit Down or to Follow, So I Follow”. Det lyder som et nummer, der kunne være opstået, hvis The National fusionerede deres sang og guitarspil med Explosions in the Skys mere stille stunder.

The Detective er derimod mere nuanceret. Et nummer som “I Think E.T. Is Involved in My Family” flirter med en mere klassisk postrock-komposition, hvor man inden for det enkelte nummer går fra det fredeligt simple til det støjende ekstreme. “The League Will Never Let the Albino Kid Win” bevæger sig over i det mere indiepoppede, mens “Scientists Now Think This City Is Overdue” benytter sig af et af de for tiden allestedsnærværende ‘indie’-børnekor (jævnfør bl.a. Dead Man’s Bones selvbetitlede plade). Men Youth Pictures of Florence Henderson forlader dog aldrig rigtig det melankolsk yndige, der løber som en decideret motorvej gennem albummet.

Youth Pictures of Florence Henderson er ikke en plade, der overvælder dig og hensætter dig til et andet stadie, det være sig emotionelt eller musikalsk. Til gengæld henter pladen/bogen sin berettigelse i at være en helt igennem behagelig, om end stille, oplevelse, der på helstøbt vis forener glæden ved at tumle med både musikkens materielle og lydlige fremtræden.

★★★★☆☆

Om skribenten

Lise Christensen

Konkurrenceansvarlig

lise@undertoner.dk

 

Biografi:
Min første plade var Tjajkovskijs Svanesøen. Den købte jeg som ni-årig. Det var i den periode, hvor man også skulle have en Monet-plakat i ramme. Helst en med beroligende åkander. Den klassiske musik fik tre spin, og så tænkte jeg ellers ikke videre over det, indtil jeg kom på uni. Jeg havde været en okay flittig musiklytter indtil, men nærmest med ét blev jeg involveret i et spillested, begyndte at anmelde, afholdt en festival og var da også turen omkring et pladeselskab. Alle sjove og hårde på deres egen facon. Men det mest udfordrende har nu været at skulle forholde sig til musikken på skrift. Et puslespil med umage brikker. Nu er der gået 16 år, og jeg er begyndt at høre neoklassik (foruden elektronisk minimalisme, techno, ambient, skæv pop og engelske mænd, der synger om erotik), og Lille-Lise får et mentalt skulderklap, mens interesserne strejfer hinanden på tværs af tiden.


Fem favoritalbums:
Fuck Buttons: Tarot Sport
Nils Frahm: Felt
Wild Beasts: Smother
Four Tet: Rounds
alva noto & Ryuichi Sakamoto: Insen

Skriv et svar