Det har aldrig været nemmere at være musikfan. Hop på nettet, og du kan med øjeblikkelig virkning få tilfredsstillet alle dine behov. Her kan du snuble og snuse virtuelt rundt mellem blogs, venners opfordringer og diverse streamingtjenester eller gå direkte efter at downloade alverdens ny musik i digital form.

Trods glæden ved immediacy oplever jeg dog stadig en nærmest stædig fryd ved at kunne tage mig tid til at fifle, fingere og føle musikken i dens fysiske form. Glæden ved at fumle med at folde cd’ens cover ud, smække bÃ¥ndet i maskinen eller vende pladen igen efter kun en halv times tid er en af de helt store, fordi den giver en oplevelse af at skabe sig en lille lomme af tid, i en tilværelse der ræser af sted som en turistmave i Indien. Norske Youth Pictures of Florence Henderson har gjort en dyd ud af denne side af musikoplevelsen. Deres andet album forener det musikalske, visuelle og litterære i en gennemført fin bog. Designet er lækkert, albummet er delt op i to dele, hvilket mimer lp’ens insisteren pÃ¥ at give sig tid, samtidig med at man kan lægge cd’en ind pÃ¥ computeren og skippe den semiprætentiøse nostalgi. De to dele, Puzzle og The Detective, lægger op til nogle interessante narrative betragtninger; er musikken gÃ¥den og lytteren detektiven? Titlerne gør det bestemt ikke mere klart; hvilken autograf-afgivende mand er død, og lige præcis hvis familie er E.T. involveret i? Alle disse spørgsmÃ¥l ledsages af spinkle blyantsstreger, slørede fotos og poesi.

Det hele bliver yderst naturromantisk og sørgmodigt, hvilket passer som fod i hose med Youth Pictures of Florence Hendersons melankolske postrock. Det kan lyde en anelse teen-emotionelt, men imponerende nok undgår bandet at kamme over i det patetiske. I forhold til debutpladen Unnoticeable in a Tiny Town, Invisible in the City fra 2005 er de alternative lydklip og punkagtige tendenser strøget til fordel for en mere homogen lyd, der dog stadig abonnerer på det simple og melodiskabende, båret af guitar-fingerspil, synth, der svæver om kap med slørede korstemmer, og stemningsskabende trommer. Det hele trækkes ud i en shoegazer/postrock-implosion.

Puzzle-delen byder ikke pÃ¥ de store udsving og klimakser. Det er bygget op over store lydflader, som man som lytter langsomt sniger sig ind i. Mest af alt minder det om en god lang gÃ¥tur pÃ¥ en forÃ¥rsmild dag. Du behøver hverken solcreme eller jakke og kan snildt tage en lur i græsset. Det kan næsten blive for idyllisk emotionelt, som pÃ¥ Ã¥bningsnummeret “Let’s Rent Bikes from 1942″, men det vejes i den anden ende op af “To Sit Down or to Follow, So I Follow”. Det lyder som et nummer, der kunne være opstÃ¥et, hvis The National fusionerede deres sang og guitarspil med Explosions in the Skys mere stille stunder.

The Detective er derimod mere nuanceret. Et nummer som “I Think E.T. Is Involved in My Family” flirter med en mere klassisk postrock-komposition, hvor man inden for det enkelte nummer gÃ¥r fra det fredeligt simple til det støjende ekstreme. “The League Will Never Let the Albino Kid Win” bevæger sig over i det mere indiepoppede, mens “Scientists Now Think This City Is Overdue” benytter sig af et af de for tiden allestedsnærværende ‘indie’-børnekor (jævnfør bl.a. Dead Man’s Bones selvbetitlede plade). Men Youth Pictures of Florence Henderson forlader dog aldrig rigtig det melankolsk yndige, der løber som en decideret motorvej gennem albummet.

Youth Pictures of Florence Henderson er ikke en plade, der overvælder dig og hensætter dig til et andet stadie, det være sig emotionelt eller musikalsk. Til gengæld henter pladen/bogen sin berettigelse i at være en helt igennem behagelig, om end stille, oplevelse, der på helstøbt vis forener glæden ved at tumle med både musikkens materielle og lydlige fremtræden.