Plader

Black Francis: Nonstoperotik

Det lyder, som om Black Francis på Nonstoperotik forsøger at gøre op med den musikalske fortid, som han samtidig refererer til. Og som det kan være nok så svært for en mand som ham at leve op til, uanset hvad han gør.

Allerede da jeg første gang sidder med Black Francis-albummet Nonstoperotik i hånden, er det med et helt sæt af forudindtagede forventninger, alene pga. coveret. Det virker på alle måder hårdtpumpet: en lille serie billeder af denne store, bistert udseende og pilskaldede mand, der gør frustrerede fagter i luften foran noget, der kunne ligne et øde motel opført i streng beton. Og så navnet på manden: ‘Black Francis’. Og titlen: Nonstoperotik. Der er sørme ikke sparet på de hårdtslående argumenter her.

Da jeg så begynder at lytte, er indtrykket overraskende og helt anderledes end forventet. Det er i første omgang blød rock i den helt klassiske forstand, vokalen er lys og… underligt genkendelig? Jeg opdager meget hurtigt, at jeg virkelig har været en ignorant her. Bag identiteten Black Francis gemmer sig en mand med det (ikke ret) borgerlige navn Charles Michael Kittridge Thompson IV, der igen er manden, som startede og var forsanger samt guitarist i det nærmest legendariske Pixies. Også dengang kaldte han sig Black Francis; et navn, han nu har taget til sig igen, ikke uden en vis portion selvironisk erkendelse af sin egen uafrystelige fortid. Den helt umiddelbare gensynsglæde sender mig med det samme på en længere og lettere ør surftur gennem utallige amerikanske musiksider på nettet, gennem den nære og fjernere fortid, via links og sammenligninger, over last.fm og Youtube, videre og videre. Og så må jeg selvfølgelig også en tur dybt ned i samlingen af gamle vinylplader inde i stuen, hvilken nostalgi! Åh, Pixies… hvor er det dog svært ikke at sammenligne.

Nonstoperotik åbner med det klassiske rocknummer ”Lake of Sin”, der brager derudad med tydeligt hørbar reference til Red Hot Chili Peppers tilsat en enkelt dråbe Sonic Youth. Det rockede udtryk blødes noget op på den fint skæve ”O My Tidy Sum”, hvor Black Francis’ vokal ligger lys og ultralet på en dyb bund af akustisk guitar, et sprødt grundbeat og noget, der lyder besnærende meget hen ad vinylknas.

Og Black Francis er som altid en mand, der spænder vidt, både i sit udtryk og helt basalt via sin stemme, der tilsyneladende rummer muligheder for det meste – lige fra det helt bløde, næsten feminine og klynke-rockede, over den klassisk rå og upolerede rockvokal og til den skæve Pixies-stil med de knækkede ord og det til tider næsten forvrængede og skrigende. Og ja, jeg er muligvis en smule forudindtaget, men uanset hvor meget jeg anstrenger mig, synes jeg stadig, at sidstnævnte klæder ham allerbedst. Man kan jo næsten ikke andet end at lade sig imponere lidt over mandens store alsidighed, men kan det også let gå hen og blive en svaghed for albummets helstøbthed eller mangel på samme?

Jeg forstår faktisk ikke, må jeg indrømme, hvad de helt, helt bløde og søde numre har at gøre på dette album, der tydeligvis også gerne vil præcis det modsatte? Den drømmende blide synthesizer og især saxofonen på ”Rabbits” virker noget malplaceret på dette ellers gennemgående rockede album. Også cover-nummeret ”Wheels” kunne sagtens have været udeladt for min skyld, uden at jeg af dén grund på nogen måde ville sidde tilbage og savne hverken Flying Burrito Brothers eller Springsteen.

Det virker på mig, som om albummets egentlige sjæl ligger i åbningsnummeret samt i de klassiske, lige ud ad landevejen-rocknumre ”Dead Man’s Curve”, ”Corrina” og ”Cinema Star”, men at Black Francis’ store spændvidde og helt umiddelbare og legende glæde ved at skabe musik simpelthen har budt ham at afsøge andre udtryk også. På sin vis forståeligt nok, men bestemt ikke nogen styrke for albummet som helhed. På “When I Go Down on You” og på titelnummeret “Nonstoperotik” er han helt ude i overstrømmende overgivelser til kvindekroppen og den fysiske kærligheds lyksaligheder, tydeligvis dybfølt og endda humoristisk formuleret, men altså – jeg synes sgu, det kammer over. Variationer og nuancer er naturligvis et gode på ethvert album, men dette her er nærmest følelsen af ’hvor i alverden kom dét nu fra?’.

Nonstoperotik er indspillet dels i Los Angeles og dels i et ’haunted studio’ i London, som der står i releasematerialet. Black Francis påstår, at ånderne ikke generede ham, men kun ydede moralsk opbakning osv., men jeg må indrømme, at det godt kunne lyde, som om de rent faktisk har blandet sig lige vel rigeligt og været temmelig uenige om pladens musikalske udtryk. Og er endt med alle at give deres besyv med.

For mig er det absolut bedste og eneste rigtig fede nummer på albummet ”Six Legged Man”. Her er lyd af punkrock, good old times og så ovenud tydelige referencer til Black Francis’ musikalske fortid, at jeg er tilbøjelig til at synge med og føre sangen næsten direkte over i Pixies-nummeret ”I’ve Been Tired”. Og jeg smiler endda imens og ønsker mig meget mere af dette her og en hel del mindre af så meget af det andet. For ja, det er altså svært at lade være med at sammenligne, når vi taler om en mand, der har Pixies med i bagagen.

★★★☆☆☆

Om skribenten

Anne Marie Taul de Neergaard

"Talking about music is like dancing about architecture" they say... still I'll keep doing both!

Musikken manifesterede sig for alvor for mig, da jeg som 16-årig begyndte at blive slæbt med til koncerter af ældre venner, og i de dage og nætter, hvor vi  lå og lyttede hele pladesamlinger igennem.  Intenst nærværende øjeblikke i vinyl i overfyldte teenageværelser, og  lange nætter, svævende på lydtæpper i små københavnerlejligheder slår rod, når man er 16 år.  I de år fyldte de små intime koncerter på Barbue hvor 'alle kendte alle' en hel del, og bands som My Bloody Valentine, the Cure og Jesus and Mary Chain lagde en solid bund for såvel indentiteten som for den musikalske orientering.  -En orientering, der siden er blevet nuanceret og bygget ud, men som i sin inderste substans stadig er den samme. Indieaner by heart, that's me...

Jeg har sidenhen uddannet mig til arkitekt, elsker mit fag, og burde vel ét eller andet sted først og fremmest være visuelt orienteret -men stadig er det musikken, der er mit bedste drug. Hvad det end er, musikken kan og gør, og hvordan det hænger så essentielt sammen med hvem og hvad man er, skal jeg ikke kunne sige. Men overbevisende er det i hvert fald.

 

Uden at nævne enkelte albums, vil jeg lige liste en række bands, der står mit hjerte særlig nær;

 

Death by Kite, My Bloody Valentine, Free Electric State, Kyrkan, the Cure, Jesus and Mary Chain, Gospel Gossip, the Smiths, Ceremony, Pinkshinyultrablast, Dinosaur Jr., Secret Shine, Daysleepers, the Mighty Lemon Drops, Ghost Society, Vaselines, Slowdive, Kliché,  Moloko Velocet, Sex Pistols, Holtoug, Pulp, Munich, Afraid of  Stairs, Joy Division, Astrobrite, How do I, Altmodisch, Sonic Youth,  Chapterhouse, Rumskib, Garbage, Film School, Primal Scream, Serena Maneesh, Galaxie 500, Brief Candles, Elastica, Death Valley Sleepers, Pixies, Swervedriver, the Raveonettes,  New Order, Bahnhof, Thrushes, Frightened Rabbit, Emma Acs, Alcoholic Faith Mission, Scarlet Chives,  Skywave, the Depreciation Guild, Maribel..

 

 

 

 

Skriv et svar

boeger