Plader

Black Light White Light: Directors Cut

Skrevet af Esben Rasmussen

Black Light White Lights forbilleder er ganske tydelige, men deres noget fortærskede neopsychedelia løfter sig aldrig over den syndflod af bands, der alle vil gå i sort tøj og hedde Reed (alternativt Reid) til efternavn.

Hvor mange semipsykedeliske rocksange, hvor ordet ‘high’ er omkvædets bærende element, har verden endnu brug for? Når man tager i betragtning, med hvilken frekvens den slags sange er fremkommet i tidens løb, er svaret: ikke mange. Alligevel forsøger den danske trio Black Light White Light (korrekt, bandet vil gerne sættes i bås med de ypperste heroinrockere: The Velvet Underground) sig med denne noget fortærskede formel. Og desværre ikke med udpræget held.

Det helt overordnede problem med gruppens debut-ep, Directors Cut, er ikke blot, at bandet gennemprøver en i lang tid kendt formel. Det er snarere, at de henter deres inspiration, ikke direkte fra kilden, men fra diverse nutidige imitatorer – især Black Rebel Motorcycle Club. Og hvor disse (selviscenesatte) sortklædte enfants terribles henter endog voldsom inspiration fra The Jesus and Mary Chain og førnævnte Velvet Underground og omsætter det i en hypermoderne, lettere fordøjelig lyd, er Black Light White Lights lyd endnu mere udvandet – og det er selvsagt ikke godt.
Det, de tre københavnere frembringer, er såmænd ikke helt dårligt. Det lyder bare en kende for bedaget til rigtigt at fange én. Når de så samtidig stikker fingrene dybt ned i klichékrukken i åbneren “Higher Than Low” og synger »just to be high / high on the road,« så er det måske ikke direkte tåkrummende, men i hvert fald en smule morsomt. Ufrivilligt, går jeg ud fra. Efterhånden tror jeg, de fleste har fanget dén – high er ikke blot en lovlig euforisk sindsstemning, det kan også være – uha – én forårsaget af ulovlige substanser!

Men hvor The Velvet Undergrounds “Heroin”, qua tiden og John Cales atonale violin-extravaganza, var både provokerende og foruroligende hypnotisk, er Black Light White Lights to rockskæringer, “Higher Than Low” og “Like You”, både forudsigelige og i sidste ende ganske ligegyldige. Det er synd, for der er både kompositorisk og sangskrivningsmæssig kvalitet i bandet, men den bliver slet ikke forløst. Dels pga. nogle i forvejen fortyndede inspirationskilder og dernæst en uinspireret produktion, hvor hverken de ‘psychede’ tremolo-effekter eller distortionen får lov at folde sig ud.

Bedst er måske det sidste nummer, det noget mere afdæmpede “Little Hazards”, der med sine korarrangementer og den udmærkede melodi trækker veksler på en mere folk’et tradition. Det er er stadig ikke helt godt, og grundlæggende skal sangskrivningen forbedres, hvis Black Light White Light for alvor skal formå at skabe et interessant udtryk. Lige nu lyder de lidt for meget som andre bands, der lyder alt for meget som andre, langt bedre bands. Jeg ved ikke helt, hvor vi så er, men for trioen er der, trods enkelte gode momenter, en del at arbejde på.

★★☆☆☆☆

Deltag i debat