Det starter godt. De første fire toner er lige strøget ud af mine højtalere. Og det lyder faktisk fremragende. Jeg kan konstatere en stærkt folk-præget melodi på akustisk guitar og tamburin. Og efter et par takter glider den karakteristiske vokal ind i det vanlige sexede fokus.
Det er titelnummeret på Black Rebel Motorcycle Clubs nyeste udgivelse, Beat the Devil’s Tattoo. En titel, der efter sigende skulle referere til det at banke fingrene rytmisk på en bordkant eller stampe med foden i gulvet. Noget alle musikinteresserede bør kunne genkende. Jeg har i hvert fald tæsket djævlens tatovering i rigelige mængder i min tid. Og ganske som lovet, fristes man til at sige, underbygges omkvædet i titelsangen af, hvad der umiddelbart lyder som et dusin soldater, der tramper hen over et cementgulv i store læderstøvler. Og jeg tramper velvilligt med; tæsker den satans tusch. Og dermed har vi første indikator på, at det er et glimrende album, der er åbnet op for.
Forventningerne er selvfølgelig også tårnhøje. Black Rebel Motorcycle Club er uomtvisteligt et af det forrige årtis allerstørste bands. Bandet skrev under på sin første pladekontrakt i marts 2000, og nu sidder vi så her – nøjagtig 10 år og et par måneder efter – og venter spændt på at høre, hvor årtiet har båret dem hen.
Black Rebel Motorcycle Club spiller straks et vaskeægte trumfkort: en ny trommeslager. Ny kvindelig trommeslager, endda. Og for at gøre det helt eksalteret på vores breddegrader: ny dansk kvindelig trommeslager. Århusianske Leah Shapiro har gjort lynkarriere som trommedronning ved at få tourtjansen for Raveonettes, og derigennem har hun fået Black Rebel Motorcycle Clubs opmærksomhed. Godt gået, du. Undertoner ønsker alt mulig held og lykke og krydser fingre for en karriere af Lars Ulrich’ske dimensioner.
Efter den trommeløse åbner får Shapiro på pladens andet nummer, “Conscience Killer”, chancen for at bevise sit værd. Nummeret åbner med et decideret bluesriff, men glider hurtigt over i klassisk Black Rebel Motorcycle Club-rock’n’roll, hvor Shapiro med lethed glider ind i den distancerede coolness, som bandet er kendt for. Men bag de rå solbriller opdager man hurtigt Shapiros dynamiske evner bag trommesættet. Hun viser fra første takt, at hun bestemt er en værdig tøndeslager i det anerkendte band. Hun glider lige ind i smørhullet.
Og det bliver endnu bedre. På pladens tredje nummer, “Bad Blood”, lyder Black Rebel Motorcycle Club nøjagtig, som jeg synes, de skal lyde, nemlig som på debutpladen. For det er nu engang sådan, at lige meget hvad dette orkester går hen og foretager sig, vil det altid være dén, deres fænomenale førsteudgivelse, alt andet vil blive målt ud fra. Tilbage i 2001 skød den med et fingerknips Black Rebel Motorcycle Clubs karriere af sted med raketmotorer. Og det er stadig de vinger, bandet flyver på. Her et lille tiår senere synes rumfærgen stadig ikke at være landet.
Og gudskelov. Lad dem blive deroppe længe endnu. Virkelig gode og ikke mindste konsistente bands er en mangelvare i disse dage. Her lyser Black Rebel Motorcycle Club stadig stærkt på himlen, hvilket bevises sort på hvidt med Beat the Devil’s Tattoo. Tag blot den akustiske ballade “Sweet Feeling’s Gone”. Det er en af den slags virkelig sjældne sange, der kan få én til at tro på rock’n’roll lidt endnu. Forsanger Peter Hayes beviser her, hvilken fuldstændig enestående sanger og komponist han er. Sangen er smuk, smuk, smuk. Som ind i helvede.
Beat the Devil’s Tattoos næste oplevelse, den slæbende episke støjballade “Evol”, falder ikke i kadence. Denne form for tilbagelænet, men alligevel intens, guitarbaseret rockmusik er Black Rebel Motorcycle Club, som vi kender dem. Af andre højdepunkter på pladen bør nævnes den tunge, basdrevne “War Machine”, den særdeles melodiske “Mama Taught Me Better” og den bluesy “River Styx”.
Lyden har ændret sig en smule med den nye trommeslager. Det er uundgåeligt. Og den gamle trio var en fuldstændig enestående enhed. Og det er dermed hårde odds for Shapiro at leve op til. Hun gør det som sagt glimrende, men af og til virker det, som om bandet, i al sin glans og styrke, stadig mangler at inkorporere hendes stil helt og aldeles. Og bortset fra en sjælden gang imellem når denne nye plade heller ikke fordums højder. Den fandenivoldske ‘whatever happened to my rock’n’roll’-side af sagen mangler sgu lidt gnist og tænding.
Bortset fra “Shadows Keeper”, der er en ganske effen lille rocksang, bliver de sidste par numre derfor ret uinteressante. Særligt det 10 minutter lange afslutningsepos “Half-State”, der æstetisk set burde samle og afslutte hele pladens udtryk, bliver ret langt i spyttet. Ærgerligt, når pladen sagtens kunne have levet uden.
Men pyt. Det skal ikke trække særligt meget ned, da Beat the Devil’s Tattoo grundlæggende er en god skive. En værdig udgivelse fra et fremragende band. Intet mindre. Fans vil ikke blive skuffet. Og for førstegangslyttere er det bestemt en mulig begyndelse – hvis bare man husker at få debuten med i samme ombæring.
