Plader

Cibelle: Las Vênus Resort Palace Hotel

Skrevet af Signe Palsøe

Cibelle har ladet verden gå under og har inviteret dig og nogle få andre overlevende til et halvtamt sambashow på det sidste hotel i galaksen. Ikke en udpræget succesfuld formel for en vellykket ferie.

Sonja Khalecallon – med alter egoet Cibelle – har på Las Vênus Resort Palace Hotel valgt at beskæftige sig med en på mange måder rigtig smart genre. Man har i hvert fald svært ved at klandre hendes musik for at være kitschet. Eller forældet. Eller uoriginal. Alt dette er der taget højde for – ja, det er ganske enkelt forankret i musikkens koncept. Pladens pressemateriale beretter levende om, hvordan apokalypsen har fundet sted, og et flydende, regnskovsbevokset klippestykke således rummer verdens sidste beboede sted. Og her optræder Cibelle altså med sit band, Los Stroboscopious Luminous.

‘Optræder’ er det rigtige ord. Man forestiller sig, hvordan Cibelle slanger sig til de inciterende sambarytmer eller giver den som diva til de 50’er- og 60’er-inspirerede, klaverbårne og mere eller mindre sjælede indslag, der ofte lyder som temasangen til en 007-film (hvilket faktisk også er tilfældet med hendes cover af “Mango Tree”). Se blot forsidens fjerpryd – det er kabaret, det er eksotisk, det er underholdende, det er show!

Som det ofte gælder for hotelunderholdning, er Cibelles show ikke specielt banebrydende, og Cibelle ønsker næppe heller at være banebrydende med Las Vênus Resort Palace Hotel. Vigtigere er det at pointere, at albummet ikke er specielt interessant. Who cares? Folk har sikkert alligevel temmelig svært ved at abstrahere fra, at det meste af universet netop er gået under, og så er det ingen sag at præsentere sit show som galaksens bedste, som det sker i pladens intro.

Cibelles problem er helt klart, at musikken alt for sjældent viser tænder nok til, at man for alvor gider at engagere sig. Bedst fungerer faktisk to af pladens hele tre covernumre – førnævnte “Mango Tree” og “Lightworks”, der vinder på at være henholdsvis stilren og sprælsk, men først og fremmest på, at de begge er opmærksomhedskrævende og fængende. Her kommer Cibelles koncept til sin ret. Grundsubstansen af letfordøjelig, men vedkommende underholdning opstår spontant ud fra hoftevrid, maracas og melodi, og det er charmerende, når Cibelles brasilianske aner overtager styringen.

Det sker desværre alt for sjældent. Selvom mange numre indeholder lovende takter, når de aldrig til at være meget bedre end det jævne, og især de stille numre halter betydeligt. Personlighed er vigtig i showbiz, og her opstår der problemer for Cibelle, som med hele sit koncept og facade ikke lader meget oprigtighed skinne igennem. Til gengæld holder konceptet i så vid udstrækning, at man ikke ville undre sig over at høre Cibelles toner i baggrunden under en samtale på en charterferie. Man ville sikkert slet ikke registrere dem.

★★☆☆☆☆

Deltag i debat