Koncerter

CV Jørgensen, 16.05.10, Store Vega, København

Et minde fra ungdommen, en legende fra forældrenes tid eller en ukendt, gammel hippie – uanset indgangsvinklen kunne alle gå fra CV Jørgensens koncert med respekt for en af dansk sanglyriks mestre.

For mig har CV Jørgensen altid stået som et ikon inden for dansk musik. Ikke fordi Tidens tern er optaget i kulturkanonen, det er jeg for så vidt hamrende ligeglad med, men fordi han er en af de kunstnere, der udfordrer, udforsker og udformer sproget så sublimt, men stadig nærværende, at man som sangsprogs-entusiast har svært ved at komme uden om ham.

Det var derfor også med en grad af nervøs forventning, at jeg tog den vante gang fra Vesterbrogade til Enghavevej. Jeg havde ikke set ham live før, og hans eksistens har derfor været hensat til et pladecover lige siden jeg var barn, og jeg første gang stødte på hans grinende solbrillebeklædte ansigt på forsiden af Tidens tern. Alle bliver ældre, og med 60 år på bagen kunne man frygte, at selv mesteren var blevet en smule rund i kanterne. En stynet strejfer og T-shirts, terylenebukser og gummisko havde fyldt mine øregange, siden jeg tog hjemmefra; selvom rygtet lød, at han kun spillede musik fra 80’erne og opefter, kunne man jo have lov at håbe.

36 år er gået, siden En stynet strejfer kom ud, og det kunne også ses på den folkemængde, der fyldte Vega denne søndag aften. Gråsprængte manker dækkede udsynet fra gulvet, og på balkonen oplevede jeg for første gang, at man som i forstadsbusserne måtte rejse sig for de ældre. Dog var der også en god portion yngre tilskuere, der vidnede om, at CV skriver til et så bredt publikum som befolkningen.

Til lyden af publikums applaus indledte CV og band med “Altmuligmanden” fra 85’er-albummet Vennerne og vejen, der gik direkte over i Indian Summers 88’er-skæring “Babylon”, begge leveret med overbevisning og energi, stemmen fejlede intet. Manden var på hjemmebane, som han selv udtrykte det, og taknemmeligheden over at være til stede i rummet var gensidig.

“Flimmer fra en fjerner” blev leveret i en butterdej af guitarstøj, der desværre omsluttede numrende lidt for meget til tider. Det var en generel tendens koncerten igennem, at hvor Aske Jacoby (og Gustaf Ljunggren) er dygtige musikere, så er det ikke dem, man kommer for at se. Hele koncerten igennem skete det, at de overtog for meget – specielt når lyden på soloerne er begrænset til den samme distortede guitarstøj, kan det blive en mundfuld af noget, man ikke er kommet for at spise.

Gennem hele koncerten oplevede vi store skift i intensitet. “Flimmer fra en fjerner”, “Backstage boogie” og “Datadisciplin” blev afløst af “Det regner i mit hjerte” og “Spildte bedrifter”, hvor jeg desuden blev nødt til at vige min plads for et kærestepar, der var blevet adskilt, men nu ikke længere kunne holde distancen ud. Derefter fulgte “Some Like It Hot” for så at falde ned igen i “Til skaberens fulde tilfredshed”.

Desværre for de stille numre, blev intimiteten ofte brudt af fadøllens frontkæmpere, der åbenbart havde svært ved at acceptere, at de ikke skulle være centrum under koncertens to timers varighed. Bevares, ikke et ukendt syn, men stadig en faktor, der brød den besværgelse, der ellers lagde sig over rummet. Heldigvis kunne jeg vende siden til satirebanden og rette min opmærksomhed dels mod scenen, men også mod min sidemand, en mand der lod til at være nogenlunde jævnaldrende med aftenens hovedperson. For hos ham så jeg netop det, som jeg havde forventet, men også håbet på: Jeg så hofternes forgæves undertrykte vrikken til bassen i “På gyngende grund” og stjernerne i øjnene, da “Det si’r sig selv” sendte salen ud i en uopfordret, men næsten naturlig fællessang.

Under første ekstranummer, “Elisabeth”, bliver en ensom lighter tændt i kanten af salen, men om det koncept er ved at blive umoderne (det er længe siden, jeg har oplevet det), eller om folk blot var for optaget af musikken, skal jeg ikke kunne sige. Ikke desto mindre er det et smukt nummer, der fik mig til at frygte, at koncerten ville ende ude på kanten med nerverne blottet, eller om vi skulle skydes hjem med et brag, da bandet forlod scenen for anden gang. Men igen vendte den seks mand stærke trup tilbage og forløste os med “Det ganske lille band”, der med jubelskrig sendte salen ud i en dansefest – og mig ud i det tvivlsomme forårsvejr med en følelse af, at mit fortidens ikon var trådt ind blandt nutidens mestre.

Det skete et par gange, at han faldt lidt over ordene, men på intet tidspunkt oplevede jeg det værre, end hvad man kan høre til så mange andre koncerter, og at sige, at det skulle være på grund af alderen, ville ikke alene være søgt – det ville være direkte unfair over for en mand, der i dén grad beviste sit værd.

Man kunne tro, at han på grund af sin status får aftenen letforæret, og publikum var solgt, før tæppet blev løftet, men det var bestemt ikke tilfældet her. De mest mindeværdige øjeblikke var dem, hvor lydbilledet blev skåret ind til benet, og CV fik lov til at gøre, hvad han gør bedre end de fleste danske sangere: betage os med ord.

★★★★★½

Fotos: Mathias Laurvig, LiveShot.dk

Deltag i debat