Plader

Dad Rocks!: Digital Age EP

Skrevet af Kristian Kimer

Frontmanden fra Mimas – aka Dad Rocks! – aka Snævar Njáll Albertsson – har begået en ep, der primært udmærker sig ved et vidunderligt tekstunivers. Rent musikalsk falmer den hen ad vejen.

Der er nu noget besynderligt ved at sætte en plade på, som hedder Digital Age, med en solist der kalder sig Dad Rocks!, for så at opleve anlægget spille akustiske sange med fløjlsbløde valdhorn og harmonika hen over. Det havde man alligevel ikke ventet.

Men når den helt umiddelbare skuffelse har lagt sig, fungerer det egentlig meget godt. For bag det hårdtslående kunstnernavn, der blot skulle referere til, at kunstneren for nylig er blevet far, gemmer sig dansk-islandske Snævar Njáll Albertsson, der – når han ikke trykker den af i Mimas – åbenbart finder den akustiske frem og komponerer rolige og underfundige sange med inspiration fra kunstnere som Bill Callahan og Akron/Family.

Det gør han på mange måder fint. Albertsson har en klangfuld og rummelig barytonstemme, der lægger sig flot i det beroligende lydlandskab, og når han derudover ikke er bange for bruge ord som Wikipedia og grasspants (græsbukser!) i sine sange, kan det ikke undgå at vække sympati. Lyrikken fremføres på så nonchalant og samtidig karakterfast facon, at de ord forekommer helt naturlige, i et tekstunivers der dejligt direkte henvender sig til aktuelle spørgsmål som økologi og uddannelse (ja, sgu). Et element, som titlen Digital Age refererer løseligt til.

Første nummer, “Aroused by Hair”, er en sprød lille sag, præget af glimrende fingerspil på guitaren og et dybt, rummeligt baggrundsklaver. I mellemstykkerne åbnes der op for de episke elementer i form af horn og klimprende høje toner på klaveret, før Albertsson volapykker sig igennem endnu et vers af skæve metaforer, der på vidunderlig vis samler sig til et stærkt og direkte udsagn.

Herefter følger “Nothing Keeps Up”, der primært bæres igennem af endnu en oplivende tekst. Det melodiske følger den samme åre som før, og det er for så vidt godt tænkt og fint udført. Men det er, som om den grundlæggende musikalske idé allerede her stagnerer lidt. Nummeret starter med den nøgne guitar og folder sig efterhånden fint ud med både kor, tamburin, håndklap og en enkelt stryger. Men flyet letter bare ikke. Ikke fra min hangar i hvert fald. Jeg kan sagtens følge tankegangen og også høre kvaliteten i det. Men jeg savner ganske enkelt en melodi, der sparker mig ned af kontorstolen. Og den er der ikke.

Ep’en følger samme musikalske opskrift hele vejen. Den selvbevidste underfundige sangskrivning bliver hurtig ret uinteressant, og musikken begynder, til trods for at den er professionelt udført, hurtigt at mangle identitet og kontur.

Det er ærgerligt, når man samtidig er i nærvær af et tekstunivers, der bliver mere og mere interessant, for hver gang man lægger øre til det: »Sitting on the dirty carpet, not following my diet / called my girlfriend, she was lying, with her partner / he was trying … to be quiet.« I sådan et tilfælde er jeg solgt. Til det reneste, skæreste stanglakrids. Og derfor er jeg også i tvivl: Jeg ved ikke, hvor jeg skal lande. For selvom musikken aldrig letter, gør teksterne det i allerhøjeste grad. Det er virkelig eminente skriblerier, der gemmer sig på Albertssons sangskriverblok. Langt højere niveau end 95 pct. af den almindelige leverpostejsdansk-engelske rocklyrik.

Men det er nu engang musikanmelderi, det her. Hvis Dad Rocks! pludselig finder en melodisk åre, der matcher og spiller bold med hans lyrik, kan han sagtens komme op og spise sandkage med de store. Som f.eks. Callahan og Akron. Men indtil da må han kæmpe for at finde melodien. Og det er jo bare at klø på.

★★★☆☆☆

Deltag i debat