Plader

Daniel Johnston: Beam Me Up!

Skrevet af Camilla Grausen

Den notorisk ustabile lo-fi-musiker Daniel Johnston har indspillet en række gamle numre sammen med et stort orkester med strygere og blæsere. Her kommer Johnstons univers desværre slet ikke til sin ret. I stedet minder det lidt om Anders And.

Min far er meget sur over udviklingen i Anders And-tegnefilm. Han er fra den generation, der er vokset op med Carl Barks’ Anders And-tegneserier og -tegnefilm. Derfor er han i dag fortørnet over, at selvom alle i Anders And-tegnefilmene oprindeligt talte ‘andesprog’, er det i nutidens tegnefilm om den hidsige and kun Anders selv, der taler sådan, mens alle de andre ænder taler smukt menneskesprog. På den måde kommer alle til at virke civiliserede, mens Anders i kontrast virker nærmest retarderet. Hidsig og retarderet. Stakkels and.

Sådan er det også blevet med Daniel Johnston. Den nu 49-årige sangskrivende særling er kendt for sin mentale ustabilitet og lo-fi-udgivelser med personlige, naivt charmerende tekster – lige dele sunget og bræget med Johnstons læspende vokal. Men det gav mening i det skrabede båndoptager-lydbillede til Johnstons hamren på hammondorgel eller hans sparsomme akkorder. Her passede stemmen ind.

Nu har Johnston på sit nye album, Beam Me Up!, genindspillet en række gamle numre plus et par stykker, der ikke før har været udgivet, sammen med det 11 mand store, hollandske orkester BEAM, der spiller smukt, stort og civiliseret. I kontrast til det store lydbillede kommer Johnston og hans pivfalske, brægende vokal til at lyde som den overrumplede Anders: nærmest retarderet. Stakkels mand.

Daniel Johnston er en mærkværdig figur på den amerikanske musikscene. Efter en række lo-fi-udgivelser på kassettebånd med skæve, små sange om ulykkelig kærlighed opnåede Johnston pludselig kultberømmelse på grund af en MTV-dokumentar fra 80’erne og populære musikalske ikoner som Kurt Cobain og Sonic Youth, der erklærede, at de var Daniel Johnston-fans. På samme måde har coverversioner af Johnstons numre efterhånden været populære i årtier på den alternative musikscene, og i 2004 lavede store navne, som bl.a. The Flaming Lips, TV on the Radio, Death Cab for Cutie, M. Ward, et coveralbum med titlen The Late Great Daniel Johnston – Discovered Covered. Fornyet fokus og nye tilhængere fik Johnston igen i 2005 med dokumentarfilmen “The Devil and Daniel Johnston”, og for kun et halvt års tid siden vendte Johnston tilbage med sin første egenhændige produktion i syv år, albummet Is and Always Was, der viste en Johnston i fin form og åbenbart nogenlunde mental ro.

Beam Me Up! går Johnston med nummeret ”Wicked World” helt tilbage til sit første album, Songs of Pain fra 1980, og ellers uddeler de en omgang blandede bolsjer fra Johnstons omfangsrige bagkatalog. Blandt dem er ”True Love Will Find You in the End”, der vel er, hvad man kan kalde en Johnston-klassiker. En skæv, munter version af en anden af slagsen, nemlig ”Walking the Cow”, er også at finde på Beam Me Up!, men som med så mange andre numre på albummet er originalens skæve magi at foretrække frem for de stort instrumenterede udgaver med strygere og blæsere, som BEAM lægger for dagen. Orkestret gør det for så vidt fint, men deres musik passer bare ikke til Johnstons, der normalt er lo-fi i udpræget grad.

Derfor fungerer albummet også bedst, når Johnston og hollænderne holder det forholdsvis skrabet. F.eks. matcher en enkelt småskramlet guitar på et af de nye numre, ”Last Song”, Johnstons naturlige lyd og det sædvanlige udtryk i hans sange. Her kan man tage ham seriøst. Dét er nemlig svært på mange af de andre numre. På baggrund af det professionelt samspillende orkester virker Johnstons sang/tale ofte malplaceret, og når han synger allermest falsk, grænser det til det retarderede. ”Try to Love” lyder f.eks. forfærdeligt.

For store Johnston-fans er der måske noget sjovt i det at høre de gamle sange på den ny måde. Hvis man derimod ikke er decideret Johnston-entusiast, men måske bare kender en smule til manden, er der meget mere at komme efter ved at udforske hans bagkatalog, f.eks. Hi, How Are You fra 1983. Her kan man komme tæt på manden og mærke varmen fra hans skæve univers. Og man kan høre, hvorfor han har den respekt i musikverdenen, han trods alt har. Og fortjener.

★★½☆☆☆

Deltag i debat