Plader

Eddy Current Suppression Ring: Rush to Relax

Skrevet af Anna Møller

Eddy Current Suppression Ring spiller den type musik, der fungerer bedst som baggrundstapet til Fosters-øl og barbecue med gutterne, og efter at have skamlyttet albummet alene er jeg parat til at blive one of the boys.

Energien er høj i Eddy Current Suppression Rings dynamiske og punkede garagerock, og ‘gang i den’-stemningen er i centrum på Melbourne-kvartettens tredje album, Rush to Relax. Sidste år udgav de fire australiere Primary Colors, der for Undertoners anmelder vakte begejstring med sin ærlige og enkle punkrock, og som også lød udpræget som England anno 1979.

Det nyeste album er vanen tro optaget på få timer i bandets simple øvelokale i metropolen Melbourne. En skramlet og catchy guitar ligger sammen med (desværre ikke altid tighte) trommer og en charmerende aussie-vokal i front, og universet er ægte og troværdigt med fejl og virkelighedstro tekster, der er halvt sunget, halvt talte (eller råbte) af forsanger Brendan Huntley aka ’Brendan Suppression’. Alle fire medlemmer har et alias, der associerer til ’Eddy Current Suppression Ring’, og denne ’suppression ring’ stammer fra det sted, hvor bandmedlemmerne mødte hinanden, nemlig på en arbejdsplads lidt uden for Melbourne. Her pressede de vinyl og brugte en mekanisk del, der netop hedder ’Eddy Current Suppression Ring’, og efter de fire til arbejdspladsens årlige julefrokost havde jammet sammen i fuldskab og optaget det på en båndoptager, var det derfor det navn, de valgte.

Ingen af de fire bandmedlemmer er musikere på fuld tid, og det er ret imponerende, hvad de har fået ud af et par timers one-takes, for på trods af småfejl er Rush to Relax en virkelig gennemført garagerock-plade, hvor glæden ved det improviserede, naivistiske og skramlede skinner igennem på 10 gode numre. Enkelte steder får de instrumentelle stykker lov til at få det spillerum, de også får i en ’ægte’ jamsession. Således er der i både ”Second Guessing” og titelnummeret en længere bid, hvor psykedelisk synth og Doors-agtige, langtrukne syrestykker glider sammen, indtil vokalen (i ”Rush to Relax”) gentager det afsluttende »You’re going on a holiday and you’re never coming back,« og lyden af bølgeskvulp overtager de sidste 20 minutter af albummet.

Humoren og (selv)ironien er selvsagt en stor del af bandets univers, som albumtitlen er et pragteksempel på. Nummeret ”Burn” lægger ud med enkel guitar og med simple trommer, hvor vokalen så istemmer, og det er igennem de humoristiske og ironiske tekster, man bliver hevet ind i Eddys verden, hvor man ikke skal tage tingene så tungt, men bare trække på skulderen og sige »No worries.« Forsangeren synger: »It’s in your face / that blank expression / you’ve got a bad case of manic depression,« og det simple rim er rammende og humoristisk.

Temaerne er typisk kvinder, fester og hverdagen, med uprætentiøse tekster som i den simple ”I Can Be a Jerk”, hvor selvironien er bærende, og de teksterne modsvares af guitarens dominerende placering helt i front på linje med vokalen. Huntley synger: »I know at times I can be a jerk / but deep down inside I want us to work,« og her kommer den dominerende australske accent til sin ret i en sådan grad, at nummeret muligvis ikke ville have fungeret på andre dialekter. Tværtimod ville nummeret muligvis have tenderet det repetitive, men på en eller anden vis fungerer det, måske fordi det lykkes bandet at fastholde lytteren i det humoristiske og bekymringsløse univers.

Eddy Current Suppression Ring er gode til det, de gør, og de gør det troværdigt og med en smittende energi, der ville danne perfekt grundlag for enhver aussie barbie med kolde Fosters og footie on the telly.

★★★★☆☆

Om skribenten

Anna Møller

Biografi:
Som så mange andre er jeg opvokset i et hippiehjem med en pladespiller og et par meter lp’er. Da jeg som barn og teenager selv fik lov til at styre pick-uppen, så var det Savage Rose, Beatles, Shit & Chanel, Kim Larsen & Bellami og Doors, der oftest kom på. Sådan kan man opdrages rent musikalsk uden overhovedet at have bedt om det. Da vi i gymnasiets første musiktimer skulle tage et nummer med, som vi syntes var fedt, havde de andre Eminems ”Stan” med, mens jeg havde ”Cowboys” med Portishead. Jeg lyver ikke, når jeg siger, at de andres nummer fik langt den bedste respons. Min musiksmag bunder i en forkærlighed for de lagdelte og langstrakte toner, hvor vokal intensitet og velskrevet og ukonstrueret lyrik er klare darlings. Især det mørke og repetitive musiklandskab, der samtidig bevarer bevægelighed og hypnotisk nerve, er noget, der går lige ind.

Fem favoritalbums:
Portishead: Third eller s.t.
The Beatles: Abbey Road
Silo: Alloy
Neil Young: After The Gold Rush
The Band: s.t.

Skriv et svar

boeger