Plader

Ellen Allien: Dust

Skrevet af Jakob Lisbjerg

Ellen Allien, Berlins ukronede dansedronning, er på sit nye album i gang med at droppe de kontante beats og prioritere melodi højere. Det er der kommet en omgang jævnt rod ud af.

Der er femte gang, den tyske dj og pladeselskabsejer Ellen Allien trækker i arbejdstøjet og udgiver et soloalbum. På Dust har hun arbejdet sammen med produceren Tobias Freund. Hun undskylder næsten valget af ham med, at hun ikke er så aktiv som solokunstner, så når hun endelig indspiller en plade, skal det være med en ven og en person, som bor geografisk tæt på. Processen skal være sjov og praktisk.

Forrige album, Sool, blev indspillet med AGF, som også er en nær ven og nærmest søster for Ellen Allien. Arbejdsmetoden var derfor ganske lig for de to album, men rent musikalsk er der langt imellem Sool og Dust. Sool kom i kølvandet på samarbejdet med Apparat, Orchestra of Bubbles, som var ganske poppet og med masser af melodi og strygere. Sool blev derfor en reaktion derpå, og med AGF som producer var resultatet ganske anderledes minimalistisk og mere abstrakt end tidligere Ellen Allien-album.

Dust lyder knap så meget af en producer og mere som et rendyrket Ellen Allien-album. Hun synger mere, og der er flere guitarer og tilsyneladende en større lyst til at skrive og udtrykke sig. Teksterne handler ifølge Ellen Allien selv om hendes berlinertilværelse med både livet som dj i diskokuglens lys og den helt almindelige hverdag som kæreste med op- og nedture i fokus. Det hele bliver leveret så tilpas abstrakt, at teksterne er ganske åbne for fortolkning. »Det er vigtigt, at folk kan drømme til min musik,« har Allien udtalt.

Men til trods for den større grad af melodi og udtrykslyst er Dust alligevel en sært uharmonisk, rodet affære med flere gode numre, der synes smidt i en lige så uharmonisk bunke. Og det virker pludselig, som om alle tidligere Ellen Allien-album har manglet den gennemgående tråd, som også Dust savner.

Ingen af albummets 10 numre rammer rigtig festklokken helt rent. Allerbedst er “Flashy Flashy”, som vel kan betegnes som erotisk house, hvor Ellen Allien synger duet med et mørkt alterego. Det nærvulgære elektrobeat bringer minder om Felix da Housecats album Devin Dazzle & the Neon Fever, der emmede af beskidt festsex. Formen er ganske ensformig, men blodet strømmer hastigt, og musikken tager over, så det glemmes hurtigt.

Efter den tur virker “My Tree” som et ventetrack, en pause i første omgang. Et træblæsertema forsøger at engagere i modspil til beatet, og det lykkes i nogen grad. Det sker dog først efter godt tre minutter, hvor nummeret allerede er i sin slutfase.

Senere på albummet serverer Ellen Allien guitar-indietronica af bedste Morr Music-skole. Hun er dog ikke helt skarp på genren. Letheden er godt ramt, men melodisk kommer hun ikke tæt på f.eks. et band som Guther. Således virker især “You” lidt tamt, mens “Sun the Rain” er mere i plet.

En snert af mørke oven på den melodiske lethed sniger sig ind med “Should We Go Home”, der med en lang indledning og albummets måske hårdeste beat signalerer clubbing både på titel- og musikniveau. Men da nummeret endelig tager fart og form, stopper beatet brat, og det fiser ud i en underlig ambient-rest af synthmelodien.

Sidste halvdel af albummet står svagere end første. “Ever” bliver aldrig andet end en relativt irriterende houseudgave af “Love Is in the Air” tilsat ekstra synth, håndklap og klokkespil, mens “Dream” og “Huibuh” ikke fænger. Sidstnævnte er muligvis tænkt som melodien til en søndagsstener med tømmermænd og som afrunding af albummet – og nummeret er egentlig behageligt nok med sin gyngende reggaemelodi. Men også ganske uinteressant.

Dust er mindre hårdt end de tidligere album fra Ellen Allien. De fleste numre er langt hen ad vejen båret frem af beats, men de spiller en mindre rolle end tidligere, og de ledsages af guitarer og en vokal, som har mindre attitude og mere varme. Det klæder faktisk Ellen Allien at kaste sin ukronede status som Berlins dansedronning af sig, men som album er det ikke den bedste blanding, hun samtidig kaster sig ud i. Der er, som hun selv ønsker, på Dust både numre at danse til og at drømme til. Men i en blanding, som aldrig rigtig fungerer.

★★★½☆☆

Deltag i debat