Plader

Foals: Total Life Forever

Foals er endelig klar med opfølgeren til deres fremragende debut, og der må siges at være sket ting og sager siden sidst. Ny sangstil, nyt lydunivers og desværre også et dyk i kvalitet.

Total Life Forever er en de britiske plader, jeg har ventet på med størst spænding i 2010. For ud over at være en af 2008’s bedste plader gav Foals’ debutplade, Antidotes, også indtryk af et band med en allerede veludviklet lyd og en håndfuld inspirationskilder, der kunne tage dem mange utænkelige steder hen, og dermed har der været grund til at forvente både yderligere udvikling og finpudsning af de fem unge mænd fra Oxfords spidskompetencer.

Hvad angår yderligere udvikling, skuffer Total Life Forever på ingen måde. Den er et sjældent skarpt venstresving på den perfekt asfalterede mathrockbane, som Antidotes hamrede ud ad med 110 kilometer i timen, og første gang, man hører pladen, er forbavselsen stor. Tempoet er skruet betragteligt ned, og bandet har formået at udvikle et helt nyt lydunivers, der er en del mere distinkt og veludforsket end forgængerens stramme guitarcentrerede tilgang.

Total Life Forever flyder lydene rundt, og i stedet for riff og enkle melodier har bandet denne gang satset totalt på stemninger og tekstur. Samtidig har sanger Yannis Philippakis fundet sig en helt ny stil, hvor han rent faktisk synger – af og til i noget, der minder om falset – i stedet for sin tidligere staccato-bjæffen.

Det bevirker pladens store bagside, nemlig manglen på finpudsning af spidskompetencer. Faktisk har Foals decideret droppet deres spidskompetencer for i stedet at satse hele butikken på noget ganske nyt. Det er som bekendt per definition al ære værd, men det står hurtigt klart, at meget er gået tabt og knap så meget vundet i bandets transformation.

Det band, vi lærte at elske på Antidotes, var primært to ting. Først og sidst var det et popband, der rystede et helt album spækket med ørehængere ud af ærmet. Uanset hvor meget kant, de pyntede de enkelte numre med – og det var til tider en hel del – var kernen altid en relativt simpel popsang. Dernæst var bandet et crescendocore-band, og det var deri, de blev virkelig interessante, og af den grund, at sangene opnåede en usædvanligt høj grad af langtidsholdbarhed. De store stunder på Antidotes blev skabt ved en oparbejdning af spænding, melodi og klimaks, der pludselig udløstes i eksalterede crescendoer af vellyd, der gik direkte i kroppen, konstant anført af en til tider nærmest provokerende spids guitar.

Det er primært denne spænding/forløsning-opbygning, der er totalt fraværende på Total Life Forever. Nu er der stort set kun spænding tilbage – og dét på en måde, der efterlader lytteren sært upåvirket. Åbneren “Blue Blood” lykkes sådan set fint med at introducere en ny lyd og et nyt fokus på soniske stemninger frem for en opbygning mod et klimaks, men derefter går det galt.

Sange som “Miami”, “Total Life Forever” og “Alabaster” er som Antidotes-sange uden opbygning, uden forløsning og uden nogen særlig motivation. Samtidig bevirker de, at bandet sætter sig mellem to stole, for gestaltningen af et særegent lydunivers lykkes egentlig glimrende i numre som “Blue Blood”, “Black Gold” og “2 Trees”, men hvis denne tilgang virkelig skulle have været en succes, havde den haft stærkt behov for et helt og sammenhængende værk at læne sig op ad.

Foals formår ikke at sammenkæde de enkelte numre til et kohærent lydunivers, for de drømmende stemninger afbrydes konstant af den mere dansable og poppede tilgang, der kendetegnede debuten. Total Life Forever er således hverken en plade, man kan svømme hen i eller danse til, og mere end noget andet mangler den flow.

Der er flere gode numre på pladen, som eksempelvis førstesinglen ”This Orient”, der snildt kunne have lusket sig ind på Antidotes, uden at nogen havde løftet et øjenbryn, men den virkelige stjernestund oprinder midt på pladen med den grandiose ”Spanish Sahara”. Ligesom debutens helt centrale nummer, ”Big Big Love (Fig. 2)”, er den en yderst sensitiv ophobning af musikalsk spænding, der tilfredsstiller igen og igen i sit forudsigelige klimaks. Og faktisk formår ”Spanish Sahara” at inkorporere alle de nye elementer i bandets lyd, blot med en langt større grad af umiddelbar ambition og prægnans end på resten af pladen.

Således er Foals stadig et yderst interessant bekendtskab. På trods af – og til dels på grund af – de mange ting, de ikke lykkes med på Total Life Forever, er der alle mulige grunde til at tro på bandets fremtid. Denne plade lyder som et mellemstadie hos et egensindigt band, der stadig kan udvikle sig i alle retninger.

★★★☆☆☆

1 kommentar

  • nu har jeg selv hørt pladen igennem nogle gange og de enkelte numre, og jeg kan vel kun være enig i, at jeg nok også er lidt skuffet. Det er virkelig momentvist at de bedste numre på pladen formår at give mig noget i stil med samme glæde, som jeg havde for antidotes.

Deltag i debat