Plader

Grails: Black Tar Prophecies vol. IV

Skrevet af Christian Klauber

Grails blander hypnotiserende, psykedelisk rock med gotisk kor og fremmedgørende elektroniske lyde og skaber et på alle måder euforiserende værk.

Black Tar Prophecies vol. IV er en plade – ja, faktisk nærmest en ep – undfanget i skyggen af euforiserende stoffer. Det er ikke sikkert, at drengene i Grails nødvendigvis har været påvirkede, men numrene på pladen antyder kraftigt en kemisk induceret tilstand. Det er faktisk lige før, at man kan forestille sig, at de fem numre, ”I Want a New Drug”, ”Self-Hypnosis”, ”A Mansion Has Many Rooms”, ”New Drug II” og ”Up All Night”, (re)konstruerer et forløb, der meget vel kunne ligge forud for pladens tilblivelse.

Numrene giver løbende mindelser om, hvad der sker og kan ske, når man er påvirket – både i positiv og negativ forstand. Der er elektronisk fremmedgørende lyd som fra robotter i store fabrikker; der er småstøjende synth, der giver følelsen af at være på vej ud i rummet, frit svævende, stirrende direkte ind i solens brændende øje; der er en uhyggelig, forvrænget version af ”Nobody Knows the Trouble I’ve Seen” kombineret med gotisk, gregoriansk munkekor; og endelig er der afslutningsvis sødmefuld symfonisk rock.

Frem for alt understreger Black Tar Prophecies vol. IV, at Grails består af ekvilibristiske musikere, der har et hav af velfungerende ideer til, hvad moderne rockmusik skal indeholde. De besidder en overlegen fornemmelse for den interne dynamik i de enkelte numre, hvor de enkelte elementer slynger sig ind imellem hinanden i en smukt udført sammenvævning – f.eks. når trommesættets ensomme indledning i ”A Mansion Has Many Rooms” overtages af en melodisk klaverfigur, der siden på virtuos vis understøttes af tværfløjte. Det er komplekst og krævende, fordi der er så mange indtryk på spil, men også utroligt givende når alle lagene afdækkes. Sine steder, f.eks. når det for alvor groover på den helt rigtige psykedeliske måde i ”Self-Hypnosis”, er det så suverænt, at det faktisk er sexet.

Med 20 minutter er Black Tar Prophecies vol. IV godt nok kun en lille bid af Grails’ udsyrede univers, men det er 20 fængende – og til tider uhyggeligt fremmedgørende – minutter, der cementerer Grails’ status som et af de absolut mest interessante og opmærksomhedskrævende bands på den alternative musikscene. Eneste mangel ved denne udgivelse er egentlig, at Black Tar Prophecies vol. IV er så kort, at man ikke rigtig når at komme ind i pladen, før den er løbet ud.

★★★★½☆

Om skribenten

Christian Klauber

 

Biografi:

Det var min mor, der grundlagde min interesse for musik. Men det er ad omveje, at jeg er nået dertil, hvor jeg er nu: med hovedet begravet i alternativ & artrock, progressiv metal, country, soul og hiphop. I barndomshjemmet stod den nemlig på klassisk og opera, og "her er et (klassisk) instrument, du gerne vil spille på", så på mange måder besudlede jeg nok den klassiske dannelse ved – som det første album – at investere i tværfløjte-virtuosen James Galway, der spillede uddrag fra forskellige musicals. Siden diverterede jeg publikum i Tivoli som fløjtenist og havde Det Kgl. Musikkonservatorium i kikkertsigtet, men vejen tog et kraftigt, uventet sving, da jeg i et af mine sidste år i Tivoli-Garden begyndte at høre dødsmetal. Siden har jeg fundet den gyldne middelvej og hører nu det meste, men kærligheden ligger klart hos den alternative hiphop, og hvad der ellers måtte befinde sig under den store, alternative rock-paraply (selvom hjertet da stadig kan slå endog meget hurtigt, når jeg hører en opera eller en violinkoncert, eller hvis den klassiske musiks instrumenter indgår i det, jeg lytter til). Jeg er uddannet cand.mag. i dansk og kommunikation og har mit eget firma, der arbejder med sprogrevision og formidling.

 

Fem favoritalbums:
The Clash: London Calling
Dirty Three: Horse Stories
Darc Mind: Bipolar
Company Flow: Funcrusher Plus
Frank Zappa: Hot Rats

Skriv et svar

boeger