Plader

Groove Armada: Black Light

Ud med det gamle, ind med det nye. Groove Armada kommer med helt friske toner, og nu spiller duoen virkelig op til den helt store rockdans. Synth og 80’er-inspirerede melodier leveres med tilførte vokaler. Det er udmærket, men heller ikke mere.

Der er ingen grund til at vente med dommen: Black Light er et okay album. Og hvorfor er det så kun okay? Har Groove Armada ikke taget nye skridt i retningen mod rock og synth? Har duoen ikke satset lidt af butikken? Har de ikke udviklet sig og taget tyren ved hornene? Jo, bestemt da, men der skal mere til end blot mod og lyst til nye udfordringer.

Groove Armada, bedst kendt som chillout- og blød electroduo, har virkelig gjort op med fortiden, og i stedet satser de nu på attitudetung indierock og dystre rockflader, der tømmer lommerne for både 80’er- og 90’er-synthpop/rock. Det nye udtryk lyder hverken forceret eller ‘vi hopper lige med på bølgen’-agtigt, for det rockede islæt går naturligt i spænd med duoens tidligere mere programmerede udgangspunkt, men man har altså hørt det før. Her tilføjes intet nyt til genren.

Vokalmæssigt arbejder Groove Armada som vanligt med allerede kendte sangere. Tidligere har duoen brugt bl.a. Neneh Cherry, Mutya Buena og Will Young. På Black Light har de fået fat i Bryan Ferry, som gæster “Shameless”, der dog er et af pladens mere mislykkede indslag. Bluesguitaren virker umådeligt malplaceret og dræber enhver magi i Ferrys tjekkede vokal. Langt bedre fungerer Empire of the Suns Nick Littlemores indslag. Både “Warsaw” og “Cards to Your Heart” er lettere kantede og højloftede, og hans vokal står godt til det nye Groove Armada.

Generelt er Black Light et udmærket forsøg på at skabe noget andet end det lydbillede af fransk electro og Prince-inspireret 80’er-funk, som har været Groove Armadas varemærke på tidligere udgivelser. Duoen har taget et driftigt og dristigt skridt – men alligevel uden de store overraskelser. Der er dog visse tilnærmelsesvise perler på pladen. Den MGMT-klingede og ret fantastiske “Paper Romance” funkler og giver en lille reminder om Groove Armada fortid som dansegulvskonger, hvorimod New Order har haft en lille finger med i spillet rent inspirationsmæssigt i “Time & Space” – et sandt synthfyrværkeri. “I Won’t Kneel” skal ligeledes fremhæves. Med Saintsaviour på vokal rammer nummeret virkelig fint en super-appellerende kombination af synthpop og et lidt Bowie/Roxy Music-klingende ekko.

Black Light er overordnet set en kende for ujævn i sin helhed. Det er fint, at man har drejet sigtekornet væk fra Fatboy Slim, Faithless og Basement Jaxx og i stedet søgt i 80’er-inspirationerne, men det er, som om Groove Armada ikke føler sig 100 pct. fortrolige med den form for sangskrivning. I hvert fald ikke endnu. Der mangler dybde og kreativitet i kompositionerne, og man det er for få numre, der hænger ved. Selvom der er ansatser til noget godt, virker Black Light stadig kun som en testkørsel, inden Groove Armada kan slippe alle hestekræfter løs.

★★★½☆☆

Leave a Reply