Der er ingen grund til at vente med dommen: Black Light er et okay album. Og hvorfor er det så kun okay? Har Groove Armada ikke taget nye skridt i retningen mod rock og synth? Har duoen ikke satset lidt af butikken? Har de ikke udviklet sig og taget tyren ved hornene? Jo, bestemt da, men der skal mere til end blot mod og lyst til nye udfordringer.

Groove Armada, bedst kendt som chillout- og blød electroduo, har virkelig gjort op med fortiden, og i stedet satser de nu pÃ¥ attitudetung indierock og dystre rockflader, der tømmer lommerne for bÃ¥de 80′er- og 90′er-synthpop/rock. Det nye udtryk lyder hverken forceret eller ‘vi hopper lige med pÃ¥ bølgen’-agtigt, for det rockede islæt gÃ¥r naturligt i spænd med duoens tidligere mere programmerede udgangspunkt, men man har altsÃ¥ hørt det før. Her tilføjes intet nyt til genren.

Vokalmæssigt arbejder Groove Armada som vanligt med allerede kendte sangere. Tidligere har duoen brugt bl.a. Neneh Cherry, Mutya Buena og Will Young. PÃ¥ Black Light har de fÃ¥et fat i Bryan Ferry, som gæster “Shameless”, der dog er et af pladens mere mislykkede indslag. Bluesguitaren virker umÃ¥deligt malplaceret og dræber enhver magi i Ferrys tjekkede vokal. Langt bedre fungerer Empire of the Suns Nick Littlemores indslag. BÃ¥de “Warsaw” og “Cards to Your Heart” er lettere kantede og højloftede, og hans vokal stÃ¥r godt til det nye Groove Armada.

Generelt er Black Light et udmærket forsøg pÃ¥ at skabe noget andet end det lydbillede af fransk electro og Prince-inspireret 80′er-funk, som har været Groove Armadas varemærke pÃ¥ tidligere udgivelser. Duoen har taget et driftigt og dristigt skridt – men alligevel uden de store overraskelser. Der er dog visse tilnærmelsesvise perler pÃ¥ pladen. Den MGMT-klingede og ret fantastiske “Paper Romance” funkler og giver en lille reminder om Groove Armada fortid som dansegulvskonger, hvorimod New Order har haft en lille finger med i spillet rent inspirationsmæssigt i “Time & Space” – et sandt synthfyrværkeri. “I Won’t Kneel” skal ligeledes fremhæves. Med Saintsaviour pÃ¥ vokal rammer nummeret virkelig fint en super-appellerende kombination af synthpop og et lidt Bowie/Roxy Music-klingende ekko.

Black Light er overordnet set en kende for ujævn i sin helhed. Det er fint, at man har drejet sigtekornet væk fra Fatboy Slim, Faithless og Basement Jaxx og i stedet søgt i 80′er-inspirationerne, men det er, som om Groove Armada ikke føler sig 100 pct. fortrolige med den form for sangskrivning. I hvert fald ikke endnu. Der mangler dybde og kreativitet i kompositionerne, og man det er for fÃ¥ numre, der hænger ved. Selvom der er ansatser til noget godt, virker Black Light stadig kun som en testkørsel, inden Groove Armada kan slippe alle hestekræfter løs.