Plader

High Places: High Places vs. Mankind

Der er visse steder en ret fed klubstemning på High Places vs. Mankind, men det bliver aldrig overbevisende. Sammen med albummets mange småeksotiske numre med sukkersødt fraseret vokal, efterlader det mig i en tilstand, der er milevidt fra ‘high’.

High Places udgøres af Mary Pearson og Rob Barber, der siden 2006 har formet et intenst samarbejde med en yderst produktiv sangskrivning og touraktivitet. Bandet er, som så mange andre i det musiske vækstlag lige nu, oprindeligt udsprunget i Brooklyn, men har siden flyttet basen til Los Angeles. Navnet High Places refererer både til fysisk ’høje steder’ – som tage og bjergtoppe, hvorfra der er overblik og udsyn, og som bandet har en forkærlighed for – samt til mere mentale tilstande af ’high’.

High Places vs. Mankind åbnes med nummeret ”The Longest Shadows”, og jeg er umiddelbart positivt indstillet. Det dybe, elektroniske beat giver sammen med den overliggende, feminint svævende vokal en ret fed klubstemning. Nummeret er lækkert og velproduceret og indeholder flere interessante effekter og toneskift. Alligevel virker det, som om der holdes lidt igen, og nummeret  kommer aldrig helt op at ringe. Det dybe beat er på én eller anden måde ikke dybt nok, den fortættede lydflade er lidt vel tynd, og vokalen er en kende for dominerende til, at klubstemningen for alvor slår igennem. Jeg kommer uvilkårligt til at ønske mig et Holtoug-remix, der lige kunne give nummeret den sidste intense dybde og power – og lidt til! Ud over kanten, come on!

Det samme gør sig gældende på det efterfølgende ”On Giving Up”; ret lækre dybe beats og en cirklende, tungt svævende klublyd, men på en underlig, lidt tilbageholdt måde. Den repetitive vokal virker lettere hypnotisk, men jeg sidder alligevel og savner et lag eller to, mindst, i lyden. Måske fungerer dette her kun rigtigt, hvis man selv tilsætter mørke, røg og kulørte cocktails? Uden dé ingredienser virker det hele tiden, som om der holdes lidt rigeligt igen og spilles på nogle virkemidler, der så alligevel ikke følges helt til dørs. Der er noget godt på spil, men på en lidt ærgerlig afmålt måde. »It’s hard to give up a thing that makes it all seem right,« forkynder Mary Pearsons vokal – men det er så netop, hvad High Places gør på albummets følgende syv numre.

For efter de to første, lettere tilbageholdte klubbeatnumre glider albummet over i en tiltagende hippiepoppet lyd i en blanding af trancetrommer, vand- og fuglefløjteffekter og piget vibrerende vokal. Og uanset hvor meget jeg kæmper imod, giver vokalen sammen med den ’indisk-caribiske’ stemning desværre stærke associationer til Madonnas 12 år gamle album Ray of Light. Selvom instrumentalsiden byder på rigtig mange interessante og klædelige indslag af dybt hule trommebeats, sprøde takter og ekkocirklende lydbilleder, har jeg, efterhånden som albummet skrider frem, stadig sværere ved at slippe Madonna-associationen, og Mary Pearsons nydelige vokalfraseringer irriterer mig mere og mere.

Det virker på mig, som om albummet er meget splittet i sine intentioner. På én gang synes High Places på dette album at ville det dybe og mørkt hypnotiske, men de trækker så alligevel i land, tilsætter lidt fuglekvidder og olietøndehygge og strøer så rigelige mængder poleret sukkervokal på ‘for lige at pynte lidt på det’. Fraseret skønsang og klokkeklang placeret underligt vippende på kanten af den afgrundsdybe klublyd, der trods alt får lov at komme nogenlunde frem på et par af numrene…

Måske, og kun måske, virker dette her live en varm sommerdag i Fælledparken eller i Central Park med rigelige mængder fadøl, batik-T-shirts og med brunt, svedent græs under sandalerne? Det kunne man jo håbe på, men indendørs i april måned (og uden at være under påvirkning af andet end hovedtelefoner og kaffe) savner jeg helt gennemgående nogle flere lag i lyden – ikke at forveksle med effekter –  og meget mere power.

Først på albummets sidste track, ”When it Comes”, bliver det hele igen lidt mere interessant, og sugende lydbilleder samt dybe ekko- og åndedrætseffekter giver nummeret en noget mere intens ‘uafviselighed’ end de foregående mange numre. Heller ikke her kommer det helt op, hvor man kunne ønske sig, men sammenlignet med albummets gennemgående lyd har dette sidste nummer trods alt langt bedre fremdrift og en klædelig skarphed, som om der rent faktisk ligger en nødvendighed og et personligt statement bag dette her. Og, som en underliggende, befriende metallisk vokal gentager; »It’s about time«…

★★½☆☆☆

Deltag i debat