Plader

Ike Yard: Nord

Skrevet af Lasse Dahl Langbak

Nord har Ike Yard med succes opdateret sin atmosfæriske postpunk-lyd fra start-80’erne. Udtrykket er stadig dystert, men det er samtidig blevet langt mere fokuseret og vedkommende.

Ike Yards første fuldlængdealbum siden 1982 er, lettere overraskende, en fokuseret udgivelse. Den tidlige udgave af newyorkerbandet forløste ikke altid sine kompositoriske eksperimenter, men her knap et kvart århundrede senere er kursen for næsten hvert eneste nummer klart udstukket – ofte ved at binde dem op på en gennemgående, repetitiv rytme, som fastholder selv utålmodige ørers interesse. Og alle de virrende, sydende, susende og buldrende synthlyde, dybe bastoner og piskende trommemaskinerytmer, der konstant dukker op i Ike Yards omskiftelige lydbillede, fortaber sig ikke i et morads af ind- og udfald uden formål.

Eksempelvis er afrunderen, ”Robot Steppes”, fængslende i samfulde næsten 10 minutter. En lys tone optræder med få intervaller i seks minutter, mens det brummer og summer omkring den, indtil en kliklyd tager over. Efter et par minutter dukker den lyse tone igen op, og så er begge gennemgående og fremaddrevne rytmer i spil i et nu intensiveret nummer.

I ”Beautifully Terrible” skramler skæve synthlyde livligt i krogene, uden det bliver uforløst og rodet, fordi det hele tiden bliver drevet frem af en huggende rytmik. Det er, som titlen angiver, et i udgangspunktet grimt nummer, men en rolig, indtrængende vokal giver det en smuk tone.

På Ike Yards tidlige kompositioner er vokalen ellers normalt enten hviskende eller elektronisk filtreret. Følelseskoldt mumlende vokaler findes også på Nord, f.eks. i ”Citiesglit”, men det er undtagelser, for oftest er vokalen skudt forrest i lydbilledet frem for at mumle sært i baggrunden eller være elektronisk forvreden. I modsætning til, hvad man er vant til fra Ike Yards dystre og atmosfæriske synth-infiltrerede postpunk-univers, er udtrykket på Nord derfor mere involverende end distancerende.

Nord har Ike Yard med succes opdateret sin lyd fra start-80’erne. Det er stadig mættet af kølige og dystre stemninger, men er langtfra lyden af et bedaget foretagende. Ike Yard lyder ikke som et genoplivet levn fra 80’erne, og da newyorkerne ikke forfalder til at eksperimentere for eksperimentets skyld, undslipper Nord at lyde skitsepræget som flere af kompositionerne fra bagkataloget. Fordi albummet er spækket med markante, opmærksomhedskrævende detaljer, der emmer af hektisk industriel aktivitet, er Nord en vedkommende, udfordrende og konstant fascinerende lytteoplevelse.

★★★★½☆

Deltag i debat