Nyheder

Isis går i opløsning

Indlevelse var ikke en mangelvare til ISIS. Desværre nåede intensiteten aldrig ud over scenekanten. Foto: Erik Moholdt
Skrevet af Mikkel Arre

Da Undertoner sidste sommer anmeldte Wavering Radiant, det femte fuldlængdealbum fra det amerikanske alternative metal-band Isis, var der en pæn buket roser til kvintetten, der havde vendt en nedadgående formkurve. »Forhåbentlig kan de styrke den udvikling yderligere på deres næste album,« lød afslutningen – men det fromme ønske bliver ikke til virkelighed.

Isis har nemlig for nogle timer siden meddelt på sin Myspace-side, at den forestående månedlange USA-turné er bandets sidste, ligesom en planlagt ep bliver det afsluttende punkt i gruppens diskografi.

»Vi har set for mange bands fortsætte for længe til at lide en værdig død, og vi lovede alle sammen hinanden i begyndelsen af bandets liv, at vi ville gøre vores bedste for at sikre, at Isis ikke ville blive ramt af det syndrom,« skriver bandet og understreger, at udmeldingen ikke skyldes nogen pludselige hændelser. »Ganske enkelt har Isis gjort alt, hvad vi gerne ville, og sagt alt, vi ville sige.«

Noget af det sidste, bandet gjorde og sagde på dansk grund, var at spille på Roskilde Festival sidste år og give et interview til Undertoner.

Leave a Reply