Koncerter

Joanna Newsom, 23.05.10, Koncerthuset, København

Skrevet af Signe Palsøe

DR’s store koncerthus kan i det rette selskab snildt danne rammen for intime oplevelser. Joanna Newsom og band ønskede at få publikum helt tæt på. Det fik de – og vi fik et par timers betagende musik til gengæld.

Fotos: Sara Jeffries, LiveShot.dk

Med udgivelsen af Have One on Me fik jeg indtryk af, at Joanna Newsom er blevet voksen. Hendes nye og mildest talt tiltalende fremtoning, der har skullet sælge den nye plade visuelt, genfindes stilmæssigt i musikken, som på anderledes vis end hidtil synes at dvæle ved og være bevidst om sig selv. Have One on Me er ikke den fabulerende og pludrende strøm fra en piges samling af fantastiske fantasier, drømme og minder, som Newsom overvældede med på Ys fra 2006. Det er modne overvejelser fra en kvinde, der efterhånden har nok erfaringer med i bagagen til at kunne udtale sig om tilværelsens præmisser. Det er overvejelser, der får tid til at udfolde sig, uden at fremtoningen nødvendigvis skal være overrumplende og kompakt hele vejen.

Med dobbelt så mange musikere på scenen som da Newsom i 2007 sidst gæstede Danmark, var der dog ikke på noget tidspunkt fare for at blive udsat for unuancerede lydbilleder. Og skønt Newsoms tidligere så karakteristiske soloentre til lyden af sin egen, skingre og uforstærkede røst, der skulle vække publikum og give hende selv mod på situationen, var taget af programmet – måske som et led i en eventuel modningsproces – måtte bandet aldrig gribe ret dybt for at hive den gode fortælling frem fra gemmerne og lade den få salens udelte opmærksomhed. Naturligvis skete det gennem de lange kompositioner, men især mellem numrene opstod til stedse den spontane diskussion eller overvejelse (og ja, ligefrem en længere, planlagt interviewsession, hvor publikum kunne få stillet spørgelysten, mens der skulle bruges tid på at stemme harpen), som giver den altid kærkomne samhørighed mellem band og publikum, men som også især er vigtig for at kunne fordøje musik af Newsoms kaliber.

Vi fik således hurtigt at vide, at Newsom havde brændt tungen og havde svært ved at udtale ordene ordentligt. Set i det lys kan hendes indsats ved mikrofonen betegnes som noget nær heltemodig, da fortællestrømmen fremstod præcis så vellydende og fint gestikuleret, som man kunne ønske sig. Måske var systemet endnu ikke helt i omdrejninger, da hun alene åbnede aftenen med “’81”, men så snart hendes fem medmusikanter entrerede, var der sjældent en finger at sætte på ensemblets samspil og fine, anderledes tag på materialet. Selvom harpen er Newsoms varemærke og visuelle fikspunkt, var klaveret i lige så høj grad hendes instrument under den små to timer lange koncert, og respekten om disse to instrumenter som musikkens omdrejningspunkt var betydelig. Ikke en tone lød fra de øvrige instrumenter, uden der først var gennemgået noget, som lignede en nøje kalkulation af, hvordan lige præcis dette ville kunne løfte lydbilledet. Ja, multiinstrumenalist Ryan Francesconi og perkussionist Neal Morgan, der begge længe har været en del af Newsoms band og liveopsætning, var i sig selv et par hovedattraktioner i kraft af førstnævntes dygtige jongleren med alskens strenge- og blæseinstrumenter eller sidstnævntes umådeligt koncentrerede og bratte, men nænsomme tilgang til sit instrument – som ønskede han at fange hurtige, men skrøbelige natsværmere fra alle trommesættets blotlagte overflader.

Om ikke andet lykkedes det i hvert fald at fange og fastholde publikums opmærksomhed gennem lige dele solidt håndværk og rundtur i bandets facetter, dog hovedsageligt med udgangspunkt i den nye plade. Et nummer som “Good Intentions Paving Company” kunne således byde ind med tempo og rytme, men også med en spændende korsektion, der gav et nyt syn på musikken, og den afsluttende “Baby Birch” nød godt af et par flænsende riffs og det trombonespil, der gennemgående var en interessant tilføjelse i mange numre – og så var den håndfuld numre, som bandet havde valgt at medtage fra The Milk-Eyed Mender, fine, simple opbrud i de tungere kompositioner. Faktisk var “Monkey & Bear” eneste indslag fra Ys, og egentlig kunne man godt have ønsket sig, at et mere anonymt nummer som “Autumn” havde veget sin plads på sætlisten til fordel for et indslag eller to mere af denne svulmende kaliber – hvor pompøsiteten er så pågående, at instrumenterne i sig selv fortæller størstedelen af historien og insisterer på at modtage din udelte opmærksomhed.

Det var nu ikke just følelsen af afsavn, der dominerede, da bandet takkede af. De havde økonomiseret dygtigt med tiden, der var til rådighed. Mest af alt havde man fornemmelsen af at være blevet taget i hånden og ført gennem tilpas varierede landskaber af en flok kyndige vejledere med forstand på at formidle den eventyrlige historie, der nok altid vil være omdrejningspunktet i Joanna Newsoms univers. Trods voksenlivet.

★★★★★½

Leave a Reply