Plader

Josiah Wolf: Jet Lag

Josiah Wolf træder væk fra trommesættet og sætter sig i førersædet for sit eget projekt, hvor han spiller alle instrumenter selv. Albummet er en slags musikalsk terapi, efter et parforhold der bristede.

Et albums coverbillede skaber forventninger hos lytteren og indikerer kraftigt, hvad der kan forventes. I metalverdenen er gotisk skrift og drabelige, fantasy-inspirerede tegninger garant for, hvad albummet i hvert fald ikke indeholder. Undtaget i tilfælde, hvor ironien spiller en væsentlig rolle. Da jeg så coveret til Jet Lag, der prydes af et eftertænksomt udseende selvportræt af Josiah Wolf, tænkte jeg umiddelbart på blide akustiske guitarer, en vis portion melankoli og indspilninger i en ensomt beliggende hytte langt ude i det amerikanske vildnis. Specielt fuldskægget satte gang i associationerne. Det sendte enkelte faresignaler, da resultatet af sådanne musikalske ingenmandslands-ekspeditioner kan resultere i ulideligt selvoptaget, akustisk krukkeri.

Jeg ramte (heldigvis) ikke helt plet med denne karakteristik, men alligevel ganske tæt på. Albummet er nemlig meget mere end blot ensom strengeleg. Det kunne lyde, som om grundskitserne til albummets sange var kommet til verden under en frivillig eksil, men sangene er i hvert fald efterbehandlet grundigt i studiet. Vi har at gøre med et slags lo-fi-folk-pop-album med en akustisk grundtone, hvor der strøs om sig med orgler, slagtøj, xylofoner og meget andet. Der spores en forkærlighed for klokker i forskellige udformninger, heldigvis uden at de overvælder de enkelte sanges stærke melodier. Samtidig er der et let psykedelisk præg på pladen, men af den afdæmpede og diskrete slags. Styrken på albummet er nemlig de skarpe, stærke melodier og gode omkvæd, f.eks. på ”Is the Body Hung?” og ”Gravity Defied”. Der gemmer sig flere små popperler undervejs.

Generelt er albummet præget af en nærmest hyggelig grundstemning. Josiah Wolfs vokal er lys og ligefrem, og den kan lulle en ind i en zen-agtig trancetilstand. Man kan nærmest ikke undgå at få sympati for manden undervejs. Han mestrer kunsten at være ophøjet, men også nærværende på samme tid. Selvom temaerne kan være dystre, er der ikke en opgivende, bitter tone at spore. Forskellige sindsstemninger besøges og forklares, men fra et afklaret niveau.

Lyden er manifestationen af et langt parforhold, der abrupt sluttede, og en tilbagevenden til Midtvesten, hvor Josiah Wolf voksede op. Han er til hverdag trommeslager i bandet Why?, men ovennævnte episoder i hans liv var startskuddet til dette album. Så det var jo ganske praktisk at han, ud over at kunne spille trommer, mestrede en lang række andre instrumenter. I hvert fald har han præsteret at skabe en både spændende og melodisk stærk solodebut fyldt med stemning. Hans mange evner som musiker og de mange instrumenter, han mestrer, udnyttes smukt til at give sangene fylde, men uden at overvælde dem.

★★★★☆☆

Deltag i debat