Plader

Lali Puna: Our Inventions

Skrevet af Kristian Kimer

Lali Puna er en sær lille sangfugl. Genert og krævende og samtidig fuldt ud tilgængelig. Og giver man sig tid til at komme helt ind under fjerene på den lille musikant, finder man noget, man ikke finder andre steder.

Seks år er gået, siden Lali Puna tog indiemiljøet med storm med Faking the Books. Med en overraskende trommedrevet og guitarlarmende popvision blev pladen ikke så lidt af et hit, der placerede Lali Puna et sted i landskabet mellem Air og Blonde Redhead.

På nærværende udgivelse er trommerne og guitaren lagt pænt på hylden. Desværre. For det klædte sandt for dyden Lali Puna at larme lidt. I stedet er de gået tilbage til en roligere og mere finmotorisk stil og har til produktionen af Our Inventions fundet allehånde synthesizere og trommebokse frem og kombineret dem på alle tænkelige måder. Det har de såmænd hele tiden gjort, men i forhold til Faking the Books bliver dette kunststykke nu bragt frem i lydbilledet som det bærende element. Nogle vil måske hævde, at det unødvendige blot er skåret fra. Det er jeg ikke helt enig i.

Navnet Lali Puna lyder som en fortabt pandaunge på babysyre, der pludrer i en japansk tegnefilm, og jeg bryder mig ikke om det. Men når nu nogle skulle hedde det, så er det fint, at det blev dem her. For det skal ikke skjules, at jeg grundlæggende synes, at Lali Puna udøver stor kunst. Larmende eller ej, så er de et særdeles interessant lille orkester med et virkelig enestående og begavet udtryk. Det rent musikalske er visionært og yderst professionelt, og det samme kan man sige om teksterne, der kredser om det moderne storbyliv, overforbrug og en finansverden med afgudsstatus. Derudover har bandet i forsanger Valerie Trebeljahr lidt af et trumfkort. Hendes underfundige stemmeføring, der til tider minder ikke så lidt om Nicos, passer fantastisk godt til den henholdende digitale lyd. Der er dermed fantastisk god sammenhængskraft i æstetikken. Og det allerbedste ved Lali Puna er, at det ikke så sjældent lykkes dem at bygge en decideret månebro ind i et land, ingen endnu kender. Der er noget her, der ikke var her før. Og det i sig selv er det højeste kvalitetsmærke.

Our Inventions åbner med den sært dragende vuggevise “Rest Your Head”, der med hypnotiserende marimba og en beroligende melodilinje luller sin lytter – om ikke i søvn, så i hvert fald ind i den verden, Lali Puna har tænkt sig at regere over de næste 30-40 minutter. En tilstand, der minder ikke så lidt om søvn: »Rest your head, rest your head, come sit down, come calm down,« synger Trebeljahr indsmigrende. En direkte invitation til lytteren om at hive stikket ud og lukke alt andet end Our Inventions ude. Det er bestemt ikke uden idé, at pladen lægger ud med en vuggevise. En lukkevise skulle man nærmere kalde den. En lille melodi, der lukker alt andet ude.

Således beredt glider vi smertefrit ind i pladens andet nummer, der har den passende titel “Remember”. En fabel af et nummer, der bæres igennem af en stærk vokalsampling, der er Moby værdig. En mærkværdigt indtagende mandestemme fra et ukendt sted i indspilningshistorien klager på klassisk ballademanér sin nød – muligvis gammel opera, men i hvert fald fra før verden gik af lave. Samme lille strofe igen og igen. Herunder dunker en simpel bas, og langsomt føjer et roligt beat sig til, inden Trebeljahr åbner sit lille næb og dermed synger en mærkelig tidsoverskridende duet med den gamle – garanteret for længst afdøde – operasanger. “Remember”. Og det gør man. Husker. Alt det man ikke vidste, man havde glemt. Det er meget smukt.

Titelnummeret er ligeledes båret af en sampling fra en svunden tid. Det synes at være grebet på albummet, og Lali Puna får på den måde, meget lig føromtalte Moby, understreget en eller tilbageskuende tematik, der peger på andre tider og steder. Muligvis barndommen. Eller blot drømmeland. Men der skal ikke fra min side sættes nogen analytisk spændetrøje over albummet. Det kan være hvad som helst. Whatever you desire.

I titelnummeret er det en lille klaverstrofe, der samples, og den benyttes til at sætte stemningen for hele nummerets udfoldelse. Et kontrapunkt, hvorom resten af nummeret roterer. Jeg tror, idéen med dette nummer er en art moderne måneskinssonate. Desværre folder det sig aldrig helt ud i samme højder som “Remember”. Det efterlades ærlig talt noget skitseagtigt, og det er ærgerligt, når det nu er titelnummeret, og der ligger så mange gode sager i støbeskeen. Men det er stadig en fin og stemningsmættet omgang, der formår at bevare interessen og bære albummet behørigt videre.

Jeg kunne blive ved med at dissekere enkeltnumre. Der er masser af spændende elementer at tage fat på. Men lad os holde her og blot bemærke afslutningsnummeret “Out There”, hvor Trebeljahr synger en helt reel duet med den japanske musiker Yukihiro Takahashi, som nogen muligvis kender fra Yellow Magic Orchestra. En legesyg lille sag, der maner billeder af legende børn i skumringstimen frem på drømmebiografen. Stemningsmæssigt minder det meget om en Smashing Pumpkins-agtig måde af afslutte albums på. Det er med andre ord på kanten til at blive for sukkersødt, men det holder lige akkurat.

Our Inventions er en meget afdæmpet plade, der opfordrer til ro og fordybelse. Det er en skam, når man nu ved, hvilket pragtfuldt lydmonster bandet kan fremmane, hvis de ellers gider. Pladens bedste numre er da også dem, hvor bandet træder et skridt frem i lydbilledet og åbner lidt op for volumen. Det klæder dem virkelig. Valerie Trebeljahrs stemme vil alligevel altid fastholde det eftertænksomme, så det behøver musikken sådan set ikke. Det ændrer dog ikke ved, at Our Inventions er en mageløs lille sag. Den er ikke så god som Faking the Books. Men tæt på.

★★★★½☆

Deltag i debat