Plader

Maribel: Aesthetics

Maribel gør det umulige. De fortsætter, hvor My Bloody Valentine aldrig slap.

Dette bliver en mystisk anmeldelse. For ord kommer virkelig til kort her. Jo mere svævende, lysende, drømmende, kompleks og mørk musik er, jo sværere synes jeg, det er at sætte ord på. Og måske giver det dybest set heller ikke mening? Norske Maribel afstår bevidst fra at trykke deres tekster eller lægge dem ud noget sted online; de hypnotiske vokaler, indpakkede som de ofte er i oceaner af levende hvid støj, skal netop ikke forstås tilbundsgående, i gængs forstand, og ordene ikke høres til fulde. Maribel vil nemlig meget nødig komme til at diktere et ’facit’ eller afsløre et egentligt afsæt – de vil åbne musikken fuldt ud for den personlige oplevelse og opfattelse. Give musikken som værk størst muligt rum, så den kan folde sig helt ud og påvirke hver enkelt lytter med netop deres eget, individuelle ståsted, baggrund og stemning – lige nu og her. Maribels musik skal ikke analyseres, den skal egentlig ikke engang italesættes eller forstås på den konkrete, intellektuelle måde. Den skal derimod fornemmes, føles og sanses for dét, den er, og dérfra, hvor man selv lige præcis er, mentalt set, lige nu.

Alligevel sidder jeg og sætter en masse ord på, mens jeg lytter, og jeg er fra første tone på én gang fanget i og frigjort af Maribels lyd. Aesthetics åbnes i et langsomt, dybt og mørkt pulsslag på ”Euphoric Licks” med lag på lag af skarpt svævende, super kontrolleret og dog intens støj. Fuld power i slowmotion. Øverst flyder Liv Inger Engeviks luftigt svævende shoegazer-vokal. Efter dette første track er ørene og horisonten vidt åben, og samtlige nervereceptorer stritter næsten smertefuldt modtageligt. Mere, mere – bare kom med det!

Hæsblæsende og snappende efter vejret piskes jeg gennem Asthetics; her er ingen rolig og kronologisk opbygning, hverken numrene imellem eller i det enkelte track. Det er lige hårdt på, åndeløst og kompromisløst intenst, og på det superfede nummer ”Ecstatic” mister jeg virkelig pusten. Der er ingen som helst modstand, hverken i lyden eller i sansningen, og det ville helt sikkert også være komplet nyttesløst at forsøge at kæmpe imod Maribels rasende strømhvirvler. Det er enten-eller, dette her; enten er man fuld ud i musikken, eller også er man slet ikke. Jeg er.

Inspirationen og arven fra My Bloody Valentine høres tydeligt på stort set samtlige numre, både i stemning, lydbilleder og helt konkrete beats, og heller ikke påvirkningen fra landsmændene i Serena Maneesh fornægter sig. Albummet er da også produceret af selvsamme bands Emil Nicholaisen. Alligevel er det ekstremt svært at afgøre, præcis hvor Aesthetics slipper My Bloody Valentines svævende perfektion og Serena Maneesh’s eksperimenterende vildskab og bliver helt og holdent Maribel – men at det på én eller anden måde gør netop dét, er ikke til diskussion. Plagiatet og kopieringen ligger umiddelbart snublende nær – men alligevel lykkes det på forunderlig vis Maribel at væve videre på deres forgængeres fortryllende lydtæpper frem for at gentage noget eksisterende. De formår at tage lyden og genren videre til et nyt sted, en ny tid, og være helt deres egne, med en egen særlig essens og egne lydmæssige opfindelser. Maribel har en særlig renhed over sig, en skæren ind til benet, en råhed, der – selv svøbt i sitrende lag af noiserock og shoegazer – synes helt uden omsvøb. Selvmodsigende som bandet selv.

På albummets sjette nummer, ”DeFlowers”, kommer Maribel allertættest på deres stilmæssige udspring og sender her en ovenud tydelig, men dog respektfuld hilsen til My Bloody Valentine og deres ”Soon”. Man kunne tro, at det var en temmelig umulig og selvmorderisk opgave at lægge sig så tæt op ad et så fantastisk, klassisk nummer og tage det i besiddelse som sit eget. Men “DeFlowers” ér altså, må jeg indrømme, et virkelig fedt nummer. Og det virker, efter at den umiddelbare overraskelse over beatets genkendelighed har lagt sig, både ekstremt ærligt og meget klædeligt selvironisk, at teksten gang på gang på gang gentager ordet »soon« – som nummeret absolut må siges netop at lyde som en Maribel’sk fortolkning af og videredigtning på. Modigt – og morsomt.

Også på ”Downstairs” høres arven tydeligt, men igen mere som videredigtning end kopiering. Som om Maribel skriver alle de nye numre, som Bloody Valentine ikke magter? Det kan jeg kun være dem uendeligt taknemmelig for. Og hele tiden tilsættes noget nyt, noget mere, noget der kun er Maribel. En egen skarphed, noget vildt, ukontrollabelt og nådesløst, der trækker vejret for mig og gør, at jeg, selv med hovedtelefoner på, føler lydtrykket mod ribbenene, som smeltede jeg sammen med musikken i forreste række til en livekoncert. Det er ikke musik og sang, dette her, det er ren lyd i bredeste forstand. Sent på albummet kommer den instrumentale ”Anestaethics” som et overraskende, drømmende indslag af klokker og summende ekkoer af flydende lyd. Først langt henne i nummeret opdager jeg, at det rent faktisk er gået i gang, og at jeg lytter til andet og mere end mine egne tanker og min egen vejrtrækning – at lyden ikke kommer inde fra mit eget hoved. Bedøvelsen virker.

Maribel runder af med det cirklende, hypnotiske og let eksotiske ”Siamese Eyes”. Igen er der fuld tryk på, og intense beats og tætte flader af hvid støj indhyller Pål Espen Kapelruds vokal på smukkeste vis. Dette er selveste essensen af shoegazer, anno 2010, og jeg er helt med, helt overbevist – og yderst glædeligt overrasket over, at det kan lade sig gøre.

Med hensyn til uddelingen af U’er gemmer jeg det sidste halve U til en anden verden, My Bloody Valentine selv samt til de ganske få andre geniale genreopfindere, jeg nogensinde er stødt på. Hvad Maribel angår, kan jeg bedst udtrykke mig ved at citere én af deres egne, hørbare, tekster – og så håbe på deres tilgivelse for at gengive den på tryk: »Give me some, anything at all, that feels the way you feel.«

★★★★★½

Deltag i debat