Plader

Masayoshi Fujita & Jan Jelinek: Bird, Lake, Objects

Tyske Jan Jelinek samarbejder med japanske Masayoshi Fujita om Bird, Lake, Objects, som kombinerer Fujitas organiske, stemningsprægede og atonale vibrafonklange med Jelineks digitale manipulation.

Det er ikke mange oplysninger, der florerer på internettet om det tyske pladeselskab Faitiche. Selskabets egen hjemmeside er uhyre sparsom, og den eneste information, der gives, er »Faitiche is a label by Jan Jelinek.« Men ud fra de uddrag, der kan streames fra sitet, fremgår det meget tydeligt, at Faitiche specialiserer sig i glitchpåvirket, ja, til tider nærmest ambient elektronisk musik. Dette udtryk har pladeselskabsejeren, Jan Jelinek, selv dyrket i en årrække, og for nylig indledte han så et samarbejde med den japanske vibrafonist og billedkunstner Masayoshi Fujita. Det er der kommet et album ved navn Bird, Lake, Objects ud af, som kombinerer Fujitas organiske, stemningsprægede og atonale vibrafonklange med Jelineks digitale manipulation.

Albummet består af seks kompositioner. De tre første minder i lyd og struktur meget om hinanden og kan kort beskrives som stilfærdig, collageagtig installationsmusik. Tag f.eks. albummets første komposition ved navn ”Undercurrent”. Fujitas vibrafon slår indledningsvis en række afdæmpede toner an, hvorefter Jelinek tager over med sine digitale støjklange. Vibrafonen kommer ind igen, mens støjfladerne tager til i styrke og hvirvler sig ind og ud mellem Fujitas vibrafonspil. De næste to kompositioner fortsætter i samme dur, og det bliver hurtigt klart, at albummets første del står i Masayoshi Fujita og vibrafonens tegn.

Herefter tager Jelinek så over, og albummets fjerde og femte komposition, med titlerne ”Waltz (A Lonely Crowd)” og ”Stripped to RM,” er helliget Jelineks elektroniske eksperimenter. ”Waltz (A Lonely Crowd)” er med sine svage glitchundertoner, samplede guitarlinjer, diverse lydeffekter – og ikke mindst sin dronerytme – rendyrket Jan Jelinek. ”Stripped to RM” er ligeså i Jelineks ånd og indeholder glitchpåvirket elektronisk manipulation. Bird, Lake, Objects afsluttes med ”IA_AI” hvor Fujitas vibrafonspil genintroduceres, men det bliver hurtigt afbrudt af et sandt støjinferno fra Jelineks hånd, som effektfuldt afslutter albummet.

Bird, Lake, Objects kræver med sin spilletid på godt og vel 40 minutter fuld opmærksomhed af sin lytter. Musikken er fuldstændig blottet for alt, hvad der hedder harmoni, og intentionen fra Fujitas og Jelineks side har på ingen måde været at please lytteren. Men det betyder ikke nødvendigvis, at det produkt, som de to avantgardister har skruet sammen, er uinteressant, for Bird, Lake, Objects har sine øjeblikke og er bestemt i stand til at gøre indtryk, om end musikken ikke er banebrydende. Desværre er disse øjeblikke for en stor del forbeholdt albummets sidste tre kompositioner, hvor Jan Jelinek for alvor får lov til at boltre sig. Masayoshi Fujitas bidrag er sympatiske, men de mangler nerve og kommer ofte til at lyde som baggrundstapetet til installationskunst.

Alt i alt lykkes Jelineks og Fujitas intention med at kombinere det organiske med det digitale ikke til fulde på Bird, Lake, Obejcts, og i en stor del af albummets første tre kompositioner er det som lytter svært at bevare koncentrationen. Mere nerve næste gang, tak!

★★★☆☆☆

Deltag i debat