Plader

Mi Ami: Steal Your Face

Mi Ami genopliver dancepunk-bølgen, men har deres helt egen agenda med dub-elementer og hysterisk vokal beyond emo.

Da dancepunk-bølgen blev genoplivet i starten af forrige årti, var den relativt tro mod sit ophav. Radio 4 og The Rapture gjorde i hvert fald ikke meget for at bøje den i en mere personlig retning. Det overlod de til Liars og !!!. At der skulle komme nye udforskere af den lyd her næsten 10 år senere, var måske ikke lige til at forudse, men Mi Ami har med sit debutalbum, Watersports, fra sidste år og dette års Steal Your Face indtaget scenen med stor opfindsomhed.

Bandet bygger nemlig ikke videre på nogle af de tidligere nævnte bands’ lyd og kan derfor ikke siges at være et tredje generations dancepunk-band. Deres udgangspunkt er et helt andet. Forsanger og guitarist Daniel Martin-McCormick og bassist Jacob Long spillede tidligere i Dischord-bandet Black Eyes og har derfor en solid baggrund i DC’s posthardcore-miljø. Sammen med trommeslager Damon Palermo udgør de en frygtelig energisk trio, som ikke kun trækker funk og dansable rytmer ind i deres støjpunkede udgangspunkt, men også ser mod dubbens lydudvidende potentiale.

Dermed kan man ikke kun høre Public Image Limiteds kuldslåede, sorte dancepunk i Mi Ami, men også tydeligt Pop Groups mere eksperimenterende tilgang til genren og især Mark Stewarts store forkærlighed for dub, der bl.a. blev udforsket på hans første soloalbum, Learning to Cope With Cowardice. Men det var primært på Watersports, at Mi Ami udnyttede de effekter. Det album var langt mere ekspansivt og lod numrene simre i eksperimenter, mens Steal Your Face er en langt mere stram og ligefrem sag.

Og det klæder bandet. Tempoet er gennemgående højere. Faktisk starter det første nummer, ”Harmonics (Genius of Love)”, midt i det hele, som om optagelsen først startede, efter bandet var gået i gang. Palermos rytmer er konstant groovy og dansable, men er ikke simple af den grund. Han fylder hele tiden ud med slag, der gør hans trommespil massivt. En ekstensiv brug af koklokke giver hans rytmer en afsmag af Liquid Liquids meget stramme funkpunk-ekskursioner.

Men selvom rytmegruppen dominerer sangene igennem, er det Martin-McCormick, der giver sangene dynamik og dynamit. Hans absurde skingre og hysteriske vokal gør ordene nærmest uforståelige, og vokalen bliver dermed langt mere ekspressiv og sætter udtrykket i alarmberedskab. I ”Secrets” bliver den på et tidspunkt så højfrekvent og enerverende, at man kan komme i tvivl om, hvorvidt det overhovedet er et menneske, der frembringer lydene, eller om de har forstærket et flagermuseskrig, så det er hørbart for det menneskelige øre.

Den skærende, distortede guitar bruges til at bringe ubalance i de groovy rytmer. Martin-McCormick anslår den med skæve, til tider dissonante toner, der ikke er helt ulig guitarspillet fra Captain Beefhearts Magic Band, men kaster sig også ud i fuldstændig ustyrlige, nærmest kosmisk-aggressive guitarsoloer, som accelererer numrene til dobbelt hastighed og komplet overvældende intensitet.

Men det er ikke skrig og skrål det hele. ”Native Americans” er godt nok stadig dansabelt, men byder på et mere roligt rum med decideret atmosfære, hvor de andre sange hurtigt opsluger al ilt. ”Dreamers” tilbyder et åbent åndehul med søgende og psykedeliske guitarakkorder, hvor trommerne er produceret helt ned i en mørk tønde. Det er faktisk smukt.

Disse afvekslinger skaber et meget sammenhængende og komplet album, som med sine seks (dog lange) numre heller ikke overbebyrder lytteren med flere alarmerende, blodtryksstigende angreb end højst nødvendigt.

★★★★★☆

Deltag i debat