Plader

Reebosound: This Is Reebosound

Skrevet af Lise Christensen

Reebosound spiller alternativ rock inspireret af 90’ernes britpop- og punkrockscene. Det er lettilgængeligt, energisk og formår at bevare en vis charme trods dets genkendelige udtryk.

Vi mennesker kan godt lide at vende tilbage til vores rødder i forsøget på at skabe nye ruter. Musik, mode og utallige andre interessefelter tegner historiske ringe om deres eget udgangspunkt. Denne tendens har bragt fragmenter af 90’erne tilbage. På popfronten har det budt på tilbagekomsten af fængende synthesizermelodier a la Cut ‘n’ Moves (tænk Alphabeat), mens indiescenen tilbedes af utallige skovmandsskjorteklædte unge. Og nu byder Tysklands alternative rockscene ind med ‘Der Lenny Kravitz aus Hannover’, alment kendt som rockprojektet Reebosound. At sammenligne stilen på This Is Reebosound med funky Lenny Kravitz er måske at tage munden for fuld. Reebosound er i mine ører mere at finde ovre i den punkpop- og britpopinspirerede del af 90’erne – med heftige referencer til et band som Supergrass.

Reebosound er et soloprojekt, der lejlighedsvis bakkes op af et band. Bag rockaliasset gemmer sig tyske Sven Missullis. En fyr, der ikke kun har den egenskab at ligne en glad udgave af Kurt Cobain, men som ifølge billedcollagen i manchetten både er til Star Wars, kæledyr og makeup?! Ikke just en prætentiøs fremtræden, hvilket falder i god tråd med resten af albummet. This Is Reebosound er andet album fra Missullis, og attituden er rykket fra den bløde rockfætter, der hygger sig med sin guitar, til et mere råt punkpoppet udtryk. Og hurra for det, for det klæder ham ganske godt.

Den musikalske opskrift er den rene klassiker; støjende guitar, bas, trommer og lur mig, om der ikke også sniger sig en tamburin ind fra tid til anden. Der er ikke så meget pjat, men heller ikke rigtig noget, der løfter musikken op på et bemærkelsesværdigt niveau. Det er dog okay, for musikken har en lettilgængelig charme, der trækker på dens genres genkendelighed.

De første syv numre er skåret over samme energiske punkpop-inspirerede læst, med numre der holder sig omkring de tre minutter. ”Hole in the Sky” er et stramt og hurtigt punkrocket nummer funderet på en enkel trommerytme tilsat forvrængede powerakkorder. Denne opsætning kombineres med et mere melodisk-poppet omkvæd, hvilket tilsammen giver et godt drive. Det efterfølgende nummer, ”Leave This City”, er til gengæld en mere afdæmpet sag, der bæres frem af bassen. Det smooth udtryk afbrydes lejlighedsvis af et mere vrængende udtryk, der står i skarp kontrast til det generelle tema. Det er dog ikke i alle numre, de stilmæssige vekselvirkninger fungerer. Den garagerockede “Dark Water” byder på et fængende riff, indtil nummeret når omkvædet, hvor mantraet: »It’s wicked, it’s a wiiiiiiiccckkkeeedd tryyy« desværre giver alt for stærke associationer til et overentusiastisk gymnasieband. Ak, det bliver nummerets nemesis.

Pladen deles halvvejs af gangsterballaden ”Bonnie and Clyde Revisited” samt den knap så vellykkede noise-ballade “Hey You”. Herefter fortsætter pladen som den begyndte; med uptempo poprock, hvilket også er, hvad der klæder Reebosound bedst.

Selvom den instrumentale del af opsætningen er ganske ordinær, kommer Reebosound alligevel godt omkring forskellige udtryk inden for den alternative rock. This Is Reebosound er et trygt bekendtskab, der ikke kræver det store af sin lytter. Det gør dog også pladen en anelse kedelig i det lange løb. Brugen af rødderne leder ikke rigtig til nye, skelsættende ruter.

★★★½☆☆

Deltag i debat