Plader

Salli Lunn: Heresy and Rite

Skrevet af Jeppe Carstensen

Salli Lunn udsender en længe ventet debutplade, der lover godt for bandets fremtid og sommerens koncerter. Men det hele er desværre ikke lutter lagkage.

Salli Lunn er et ikke helt nyt dansk debutband med referencerne siddende uden på tøjet. På deres fuldlængdeplade, Heresy and Rite, finder man alskens ornamenter fra de sidste 20 års rockhistorie. De skilter med et pompøst konglomerat af indierockens mest prominente fyrtårne: This Heat, Liars, Blonde Redhead, Unwound, Colour Haze, Battles, Steve Reich og Radiohead. Nogle mere forståelige end andre. Og jeg kunne egentlig blive ved med at nævne bandnavne, men det presserende spørgsmål er selvfølgelig, om Salli Lunn laver deres pasticherock med succes? Eller om de låner materialet uden at transformere det og gøre det prægnant i sig selv?

Åbningsnummeret bærer som det meste af albummet præg af en atonal lyd, der indledningsvis føres gennem monotone arrangementer og melankolske grundstemninger. Bandet har generelt en legesyg omgang med deres instrumenter, der fører til komplekse strukturer og et utal af lag i musikken. Som det gælder for resten af albummets numre, er indledningsmanøvrerne det svageste element, hvorefter det munder ud i en ganske interessant outro, som vi ikke overraskende genkender fra This Heats “Paper Hats” eller tidlig Battles.

På Salli Lunns efter sigende ældste skæring, “Parachutes Forever”, får vi en melodiøs ballade, der efter min mening burde være blevet skrottet fra repertoiret. Vokalen skulle måske lyde som noget fra Blonde Redhead, men den har sammen med den dramatiske bas nærmere rødder i noget så faux pas-agtigt som Carpark North. Mellemstykket lyder mest af alt som en underlig udgave af Mew fra de gamle dage. Man føler sig i det hele taget godt og grundigt snydt efter den gode åbner.

Med “Fast Cars, Clean Bodies” er vi endnu en gang i den atonale afdeling, men igen eleveres det op til en gedigen magtdemonstration. Denne gang udi stonerrock-genren, hvor producer Jonas Munk utvivlsomt må have haft en finger med i spillet. De sidste to minutter af nummeret kunne lige så vel figurere på en Causa Sui-udgivelse, der er et af mange projekter med Munk som medlem. Det bliver spændende at se, om Salli Lunn kan levere samme kraft og præcision i udførelsen af dette nummer i et live-set.

Løssluppenhed og støjeksperimenter er bestemt at foretrække hos Salli Lunn, der på en eller anden måde mangler talentet for den stilrene sangskrivning, hvor melodi og tekst kombineres. Det er utvivlsomt gode intentioner og kunstneriske overvejelser, der ligger bag tekstarbejdet og de mere tematisk opbyggede elementer på Heresy and Rite, men det er desværre ikke med dem, at projektet vinder originalitet og tyngde.

De litterære kvaliteter vil jeg ikke blankt afvise, men måden, hvorpå “Mirror Girl” byder på en linje som »She cannot be a single girl / with those pretty cheekbones« og senere »She’s faboulous / makes you feel anonymous,« er ret ulidelig. Tilføj hertil en kluntet fonetisk udtale, der alt i alt gør nummeret til måske pladens værste.

Heresy and Rite har selvfølgelig de tidstypiske kantslag på trommerne og adskillige mathrock-passager. Vokalen har patos, og den instrumentale afdeling byder på nye overrumplende tiltag, på en plade der i den grad spænder vidt. Men det forplumres desværre af trangen til at berøre alle disse forskellige rockhistoriske udtryk. Det går hen og bliver stiløvelser for stiløvelsernes skyld. En skam for et band, der virkelig vil det avantgardistiske kludetæppe, men i en sådan grad, at den musikalske krydderiblanding opløser sig selv og bliver decideret smagløs.

Det virker, som om bandet har lyttet sig gennem et hav af musikalske stilarter, hvilket har ført til en betydelig transformation i bandets udtryk de seneste år. Men man spørger vitterlig sig selv, om form og kunstnerisk forfængelighed dominerer arnestedet for bandets kreativitet og ånd. Det kan jeg ikke afmystificere her og nu, men mine tanker går derpå. Derfor synes jeg, at den personlige nerve, hvad den så end går ud på, er fraværende.

Men stop! Dermed ikke sagt, at Heresy and Rite ikke indeholder en række formidable landvindinger på den danske indierockscene. Det er et friskt og modigt pust i år 2010, som jeg håber fører til flere udgivelser i samme ambitiøse dur i næste årti.

Især med Jonas Munk bag roret er det tydeligt, at Salli Lunns råmateriale får et udtryk, der er mere atmosfærisk og fyldigt. Han har tilført en vis dybde i lyden, som jeg synes giver især afslutningspassagerne et eminent potentiale for gode koncerter. De monotone sanglege står ellers som en lysende alarmknap, for noget der kunne gå hen og blive enormt søvndyssende. Det vil sige kedeligt og åndsforladt, som kun dansk indierock kan være det på scenen.

Heldigvis har jeg mine forhåbninger i behold, når jeg sandsynligvis snart får mulighed for at se Salli Lunn. Ved den lejlighed må de meget gerne blamere sig med deres kunnen under fanen “The Frame of Reference”, som de måske lidt selvironisk kalder første nummer på Heresy and Rite. Måske indfrier de mine forventninger til et band, der vil og kan mere end denne lidt middelmådige plade.

Forsanger og guitarist Lasse Bertelsen er anmelder på Undertoner.dk

★★★☆☆☆

Deltag i debat