Plader

Sam Amidon: I See the Sign

Sam Amidons fjerde plade er på et niveau, mange aldrig når. Problemet er bare, at han har udgivet en plade, der lige var en tand bedre og derfor kommer til at overskygge denne plades kvaliteter.

Sam Amidons fremragende plade All Is Well står stadig for mig som noget af den bedste folkinspirerede musik, der er udgivet de seneste fem-ti år. Her skabte Amidon en unik forbindelse mellem sørgmodighed og varme, der forenede noget elementært, klassisk og enkelt med små, geniale arrangementer og vanvittigt gode melodier.

Det har naturligvis skabt en del forventninger til Amidons nye plade, der næsten uanset hvad vil have svært ved at leve op til All Is Well. Der er ganske få eksempler på, at mesterværker bliver efterfulgt af mesterværker, som Radiohead f.eks. gjorde med OK Computer og Kid A (her er mange sikkert uenige), og jeg må tilstå, at I See the Sign heller ikke fremstår helt så helstøbt som forgængeren. Isoleret set er det dog en rigtig god plade, der udelukkende har det lidt svært, fordi All Is Well bare stadig er så forbandet god.

Udgangspunktet for Sam Amidons fjerde album kan ses i et Popmatters-interview fra april 2010:
»A folksong is something where it’s not something that one person wrote, it’s a mysterious object that’s gone around and through many people and places and nobody really knows where it came from or how it was different before the one you just heard.«

All Is Well er – med undtagelse af hans cover af R. Kellys “Relief” – en samling folksange, der gennem længere tid er vandret ind og ud gennem Amidons hoved og tilbage til guitaren. Her er ikke tale om en kopiplade, men nogle sange, der tilføres kontrast og et mere moderne udtryk end de traditionelle folkskitser, som Amidon tager udgangspunkt i.

I See the Sign er lidt mere dyster og aggressiv i sit udtryk end All Is Well, og Amidon har leget mere med tempo, breaks, strygere og vokalharmonier. Specielt duetdelen er udvidet, og Beth Ortons bidrag til “You Better Mind” er en lækker sammensmeltning af to unikke kunstneres lidt sørgmodige udtryk. De nuancerede arrangementer samler sig langsomt gennem numrene som et puslespil. For det meste går det op, og tilbage står nogle billeder, der glimter som en hyldest til den traditionelle sangkultur, der danner sangenes kulisse.

Denne folkplade giver anledning til mange associationer – for her spilles med hjertet. Amidon er rigtig dygtig til at transformere sarte lydflader om til mentale billeder og følelser, hvilket også var en af forrige plades helt store styrke. Det er uden tvivl forskelligt, hvad der popper op på nethinden, da subjektiviteten spiller en stor rolle, men “instruktøren”, Sam Amidon, trækker folkmusikken over i en anden tidsalder, hvor less is more. Det er enkelt, men også udtryksfuldt, nuanceret og smagsfuldt – lidt ligesom at spise på Noma.
Det gøres ikke med prompt og pragt, men med inderlighed og den nødvendige respekt for genrens strukturer og velsagtens oprindelse, men når det går gennem hænderne på Amidons frygtindgydende hær af hjælpere, der tæller Nico Muhly, Valgeir Sigurdsson og Shahzad Ismaily, får kompositionerne virkelig et moderne og nutidigt snit, der flere steder, som f.eks. “Pretty Fair Demsel”, lyder lidt nordisk med islandske arrangementsekkoer fra Sigur Rós-producer Sigurdsson.

I See the Sign er ikke Sam Amidons bedste udgivelse, men det havde næsten også været for godt til at være sandt. Han fortsætter sin kurs, hvor han opdaterer en traditionel amerikansk folkkultur, og hans fortolkninger er absolut en omvej værd. I See the Sign kommer vel ind på andenpladsen i Amidons musikalske katalog, og selvom den ikke tager prisen, er albummet uden tvivl noget af det bedste, jeg har hørt fra folklejren i år.

★★★★★☆

Deltag i debat