Plader

So Like Dorian: Stranger EP

Skrevet af Lise Christensen

So Like Dorian ønsker på en gang at være det ‘fremmede’ friske pust på den danske scene for alternativ folk samt den fremmede, der bliver din nye bedste ven. Ingen af delene lykkes desværre i denne omgang.

Som en dansk pendant til Bon Iver har So Like Dorian været en tur i en nordsjællandsk bjælkehytte i håbet om at vende tilbage med sjælerørende sange, der kunne forny den danske alternativ folk-scene. Det lykkedes ikke med den foregående ep, Who Could Sleep Through Such Nights, fra sidste år, og heldet har desværre ikke været større på den netop udkomne ep, Stranger.

Det er stadig den alternative folk, der er i fokus hos Rasmus Steffensen, manden bag So Like Dorian. Med hjælp fra bandet Red Ink har han produceret fem sange, der trækker på et enkelt og akustisk udtryk sat på en baggrund af elektroniske bearbejdninger.

Pladens åbningsnummer, “I’ll Be Your Stranger Tonight”, introducerer en vindblæst baggrundslyd i form af en syngende sav, mens forgrunden udgøres af et simpelt samspil mellem sang, akustisk guitar og kontrabas. Teksten er baseret på samme nøjsomme koncept og portrætterer oplevelsen af at have været i et forhold så længe, at man ikke længere kan skelne, hvor man selv stopper, fra hvor den anden begynder. Det melodiske folknummer leder over i den endnu mere nedbarberede “Tiny Steps”. Stemningen er som taget ud af en sen nattetime på en halvsnusket bar, hvor både husmusikeren og klientellet har givet op over for livet og er sunket hen i et passivt mismod. Denne nærmest Jeff Buckley-inspirerede stil klæder sangen fint.

Højdepunktet på ep’en er den droneinspirerede “Wolves” (igen sniger Bon Iver-passionen sig uundgåeligt ind i associationsrækken). Nummeret har et mere råt elektronisk udtryk, der skiller sig ud fra det samlet set meget stille og melankolske udtryk. Blandingen af mandolin, fløjte og det reciterende tekststykke »Wolves are circling around me« bidrager til, at man som lytter selv bliver decideret rundtosset. Dog stopper nummeret, netop som man havde håbet, at det ville bryde fri af den repeterende form og træde i karakter.

Det er overvejende vokalen, der er i centrum  på Stranger, og selvom den har fundet et bedre leje siden debut-ep’en, er den dog stadig ikke så skarp, som man kunne ønske sig. Generelt virker den en anelse anstrengt, specielt på et nummer som “Let You Down (Again)”, hvor den hyggelige banjo bliver akkompagneret af et toneleje, der virker for dybt til vokalen.

Stranger byder ikke umiddelbart på nogen musikalske perler undfanget i kreativ isolation. Udtrykket er lidt halvkedeligt i længden, og det meste er hørt utallige gange før. Man skal umiddelbart virkelig være fan af den stille alternative folk- og singer/songwriter-stil for at give Stranger mere end et par enkelte gennemlytninger.

★★½☆☆☆

Om skribenten

Lise Christensen

Konkurrenceansvarlig

lise@undertoner.dk

 

Biografi:
Min første plade var Tjajkovskijs Svanesøen. Den købte jeg som ni-årig. Det var i den periode, hvor man også skulle have en Monet-plakat i ramme. Helst en med beroligende åkander. Den klassiske musik fik tre spin, og så tænkte jeg ellers ikke videre over det, indtil jeg kom på uni. Jeg havde været en okay flittig musiklytter indtil, men nærmest med ét blev jeg involveret i et spillested, begyndte at anmelde, afholdt en festival og var da også turen omkring et pladeselskab. Alle sjove og hårde på deres egen facon. Men det mest udfordrende har nu været at skulle forholde sig til musikken på skrift. Et puslespil med umage brikker. Nu er der gået 16 år, og jeg er begyndt at høre neoklassik (foruden elektronisk minimalisme, techno, ambient, skæv pop og engelske mænd, der synger om erotik), og Lille-Lise får et mentalt skulderklap, mens interesserne strejfer hinanden på tværs af tiden.


Fem favoritalbums:
Fuck Buttons: Tarot Sport
Nils Frahm: Felt
Wild Beasts: Smother
Four Tet: Rounds
alva noto & Ryuichi Sakamoto: Insen

Skriv et svar

boeger