Plader

Spejderrobot: Manden med de usynlige hænder

Skrevet af Jakob Lisbjerg

Danske Spejderrobot har på sit andet album lagt de mange finurligheder og lag fra debuten på hylden og erstattet dem med mere dub. Det giver desværre et lidt kedeligt resultat, der er præget af repetition.

Mikael Elkjær har ingen hænder. Og det faktum er direkte grunden til den poetiske titel på hans andet album som Spejderrobot. En lille dreng kom nemlig en dag hen til ham og sagde: »Jeg har set dig før – det er dig med de usynlige hænder!« Og den fine omskrivning af virkeligheden blev til en albumtitel.

På sin debut fra 2008, der næsten over hele linjen høstede fem- og seksstjernede anmeldelser, spillede Spejderrobot mere eller mindre røven ud af bukserne på den danske laptop-electronicascene med sine på én gang naivt simple og kompromisløse musikalske eksperimenter, der blandede dub, electronica og techno. Det blev serveret iørefaldende, og det blev aldrig kedeligt at gå på opdagelse i de mange lag. Set med danske øjne var albummet en triumf, mens der nok blev citeret vel rigeligt fra den internationale scene.

Indflydelsen fra verden uden for Danmark er måske ikke voldsommere på seneste Spejderrobot-album, men lyden virker knap så inspirerende frisk, og nogle steder sker der ikke helt så meget i lydbilledet. Sagt med andre ord er det indimellem lidt kedeligt. Strategien om at skabe kompositioner med mange lag og finurligheder, som Spejderrobot havde på debuten, er lagt på hylden til fordel for flere gentagelser og repetitive passager.

Manden med de usynlige hænder er mere dyster end sin forgænger, og det høres allerede på åbningsnummeret, som slæbende og mørkt emmer af regnvåd, tung dubtronica, der insisterende byder velkommen. Det er ikke et venligt ‘kom indenfor’, men mere et ‘kom nu ind (for satan)’, hvor Spejderrobot lyder som en deprimeret udgave af norske Röyksopp. Nummeret, der har titlen “Der er krabbens bevægelser og der er togets”, skulle indeholde både lyde af et tog, som Mikael Elkjær kørte med for at besøge sin syge mormor på sygehuset i tiden omkring nummerets tilblivelse, og lyden af hendes tunge vejrtrækning. Det kan nu ikke høres. Men historien er ganske fin.

Generelt er titlerne på albummets numre ganske poetiske, og i en gennemgang (pdf) fortæller Mikael Elkjær ganske uddybende om, hvorfor numrene hedder, som de gør. Der er mange gode historier – en af de bedre er om nummeret ”Tifingerfascisme”, hvis titel udsprang af et foredrag, Mikael Elkjær holdt på Designhøjskolen om design af sociale processer, hvor designet af fysiske ting kan kontrollere den måde, de bliver brugt på. Som f.eks. en bænk, man ikke kan ligge på, men kun sidde på. Og ting som i deres yderste potens er en hån mod mennesker uden hænder/med usynlige hænder.

Titler på elektroniske numre er ofte omsonst. Hos Spejderrobot er der måske nok tanker bag, men musikken understøtter ikke rigtig – det er lidt som kunstværker, der behøver en lang forklaring for at give mening. Og hvor mange kæmper sig igennem knap tre siders titelforklaring af numrene på Manden med de usynlige hænder?

Titlerne har dog et generelt mørke over sig, og det dystre, musikalske udtryk, der er intentionelt fra Spejderrobots side, spiller sammen med dem og præger hele albummet. ”Statsborger” var det første nummer, Mikael Elkjær skrev efter at have udgivet Falder baglæns ind i igår, og nummeret kan meget vel være blevet definerende for helhedsindtrykket på Manden med de usynlige hænder. Her er vi iklædt mørke, dubbede beats, som ledsages og får modspil af klaverakkorder i ekko.

I det hele taget skal der sættes dub i en eller flere variationer på mange af numrenes genrebetegnelser. Mørk og dyster dub. ”Tifingerfascisme” er endnu mere dubbet end åbningsnummeret. Det truer et øjeblik ca. halvvejs med at gå i stå, men ender så i dansabel uptempo-dub. ”Du kan ikke tælle ned til et lyn” er i første halvdel som en dubbet fjolleleg med Two Lone Swordsmen, mens anden halvdel af de knap seks minutter ender i en ambient døs, mens ”Som et plaster af såret” er mere elektronisk i udtrykket. “Ilandsproblemer” blev skrottet til Falder baglæns ind i igår, fordi Mikael Elkjær dengang syntes, nummeret var for langsomt. Her passer det til gengæld perfekt ind i tempo, stemning og stilart. Dystert som bare fanden.

Men Spejderrobot lufter som på debuten også sin diversitet med f.eks. ”Håbet og nåden er større end alle ismer”, som er klassisk IDM som f.eks. Christ. og edIT. Nummeret har ligesom ”Tifingerfascisme” livetrommer, og i det hele taget er Spejderrobot ved at træde væk fra at være en decideret laptopmusiker. Som live-setup har han optrådt som Spejderrobot + 3, og selvom albummets numre stadig har solidt fodfæste i maskinparken, sniger også cello, mundharpe og flere typer af guitar sig ind i lydbilledet.

Det kedelige er dog, at Manden med de usynlige hænder sjældent overrasker, og det synes efter få gennemlytninger at svækkes og tabe den umiddelbare friskhed. Den mørke tone, albummet overordnet set har, virker mere som en begrænsende faktor, der fra begyndelsen af er lagt ned over helheden, end som et overordnet, positivt helhedsudtryk. Mikael Elkjærs dygtighed fejler intet. Men rent melodisk og dermed underholdningsmæssigt holder albummet ikke helt samme niveau som sidst. Lag på lag-strategien fra debuten savnes.

★★★½☆☆

Deltag i debat