Plader

Steve Mason: Boys Outside

Skrevet af Jesper G. Kaufholz

Sangeren fra The Beta Band er tilbage under eget navn. Og mens hans gamle band havde en nedadgående formkurve, præsterer Mason aldeles gedigen pop med insisterende rytmik og store følelser.

Uha, hvad nu? Steve Mason fra fremragende The Beta Band er på banen med en soloplade, og som oftest er dén slags en blandet fornøjelse, for rækken af gamle frontmænd, der kører solo uden noget at byde på, er desværre lang. På den anden side kan han have noget at bevise. Det virkede, som om The Beta Band startede hårdt, floppede lidt og aldrig rigtig kom op på hesten igen.

Steve Mason byder dog i første omgang på en utrolig veludført gang gedigen pop. Det er hans stemme og guitar, der bærer lydbilledet. Med på alskens elektronik til at runde lydbilledet af er produceren Richard X. Sangene handler om kærlighed, længsel og smerte, og de har al den melankoli, de følelser rummer. Det er ikke småting.

Måske er det Richard X’s erfaring fra dansegulvene, der giver lydbilledet en anderledes insisterende og vedvarende rytme, der bærer de spinkle, smukke sange frem. Overalt sidder hans fingeraftryk, og den maskinelle lyd runder fint af i lydbilledet. Med uventede rytmeelementer, velvalgte loops og et væld af de smukkeste klange, man kan tvinge ud af logiske kredsløb, bliver sangene lige pludselig store, næsten episke. Pludselig snupper han en bid af Masons sang et sted og tvinger det ind i sine loops – et andet sted lader han en lille stump falde ned bagerst i lydbilledet på det helt rigtige sted.

Men det sker også, uden at Steve Mason bliver henvist til at spille andenfiol. Det er hele tiden hans stemme og sange, der danner fundamentet, og det er hans kompositioner, der danner rammen. Samtidig er der, under den meget skønhed og melankoli, også en snigende morbiditet, som bl.a. kommer til udtryk i “The Letter” og “Hound on My Heels”.

Steve Masons udspil minder meget om stort set alt det smukkeste fra The Beta Band, bare i koncentreret form. Og til tider bliver det for meget af det hele. For pænt, for sikkert, og ja, for smukt. Der mangler et kontrapunkt, en modvægt og måske lidt legesyge og personlighed. Eller i hvert fald mere end han her byder på, for end ikke hans dystre hjørner bliver til megen uhygge, når resten er pakket ind i vat.

★★★★☆☆

Deltag i debat