Plader

Striving Vines: Can’t Win Them All

Skrevet af Zenia Menzer

Med reference til titlen på bandets debutalbum fristes jeg til at sige: »Nej, det kan man ikke.« Trods velkomponerede melodier og en intens vokal i forgrunden føles det mere, som om denne plade kommer ind på en tredje- end en førsteplads.

Denne udgivelse ærgrer mig. Ikke fordi det er en dårlig plade, men fordi den ikke er alt det, den kunne have været. Pladen indeholder både upbeat og ballade-lignende numre, der tilsammen portrætterer et band, som vil vise, at de så at sige kan spille på flere tangenter. Striving Vines kommer godt rundt i hjørnerne og får pillet ved forskellige stemninger, f.eks. lykke og melankoli, og mange af numrene tegner et billede af de ting, der sker lige foran én, men som man ikke altid formår at reagere på.

Derfor optager frustrationer en del plads i den lyriske ramme. De fylder dog ikke så meget, at man som lytter ikke samtidig kan se det lys og den livsvilje, der snor sig om hele albummet, for der er afgjort en lethed og tilgængelighed på pladen, som åbenhjertigt byder lytteren velkommen. Der er nogle klare hits undervejs, men samtidig er der også flere numre, der ikke rigtigt markerer sig, og sidstnævnte hiver helhedsindtrykket af pladen ned på et lunkent stadie, det sagtens kunne hæve sig over.

Rent instrumentalt imponerer Striving Vines ikke synderligt. Der går lidt for meget ‘klap i takt’ i den, og forudsigeligheden er malet hen over de fleste numre. Det er som sagt ikke, fordi Can’t Win Them All er et dårligt album, men lyden virker så ubesværet, at den bliver kedelig. Dette kommer specielt til udtryk på albummets sidste nummer, ”The Ship”, hvor en lang ren instrumental passage dominerer nummerets sidste halvdel. Den guitar- og trommebaserede lyd er meget low-key, og der sker ikke de vilde udsving, hvilket resulterer i stilstand.

“Feed on Gasoline” viser Striving Vines fra en lækker rocket side, og det er også et af de numre, hvor bandet viser lidt kant. På størstedelen af numrene holder forsanger Jonas Miller dog liv i den øvrige lyd, og vokalen er også skubbet godt og grundigt ind i numrenes midte. For Miller virker det ligeledes meget ubesværet at skabe god lyd. I modsætning til det instrumentelle udtrykker vokalen dog en form for overlegenhed, fordi Miller så yndefuldt bevæger sig rundt i toneregisteret og specielt mestrer de høje af slagsen på sikker vis. Der er enormt meget klang i hans stemme, og i “Somewhere I Used to Fly” sparker han nogle døre ind og bruger sin stemme på en måde, der grænser til det androgyne.

Men selv i dette nummer, der står så stærkt i al sin enkelhed, mangler der noget, som rykker tæppet væk under lytteren. Vejen til klimaks bliver banet på fortræffelig vis, men selve klimaks bliver aldrig rigtig indfriet. Det svarer til at stoppe Guns N’ Roses’ “Sweet Child O’ Mine” to minutter inden, den slutter, og resultatet bliver så, at man ikke når til toppunktet i en sang, der er blevet brugt lige knap fire minutter på at bygge op.

Det virker, som om lyden er sammensat på en måde, så Millers vokal får masser af plads til dominans, og med en stemme som den, han render rundt med, er det ikke kun et klogt, men også et naturligt valg. Desværre kan han ikke holde lydbilledet alene, og den saft og kraft, vokalen har, modsvares ikke i resten af lydbilledet.

★★★½☆☆

Deltag i debat