Plader

Suna: Stille storm

Skrevet af Jonathan Heldorf

Stille storm har et storslået pladecover, som indkapsler musikkens stemning. Der er ikke nogen bedre måde at beskrive Suna på end som lyden af ensomhed på en vindblæst slette, mens du danser med fossiler.

Musik af den slags, Suna skaber, er noget, jeg forholder mig intuitivt til. Det er ikke musik, jeg sætter i ørerne, når jeg cykler ned ad Amagerbrogade; det er ikke musik, jeg synger med på eller har lyst til at høre, når jeg er nedtrykt. Ej heller er det musik, der bider sig fast i mit hoved og nægter at give slip i dagevis, fordi det bare har det der hook. Det er musik, jeg sætter på, når jeg har tømmermænd; det er musik, jeg sætter på, når verden snurrer for hurtigt; det er musik, jeg sætter på, når jeg står ved køledisken i Bilka, og husmødre med døde blikke hamstrer tilbudsvarer eller køpladser i forsøg på at spare enten penge eller tid. Dér lader jeg verden gå i stå og sætter Suna på.

Når jeg siger, at mit forhold til ambient folkemusik er intuitivt, mener jeg, at det er musik, der i høj grad tiltaler mig, fordi jeg ikke behøver koncentrere mig om det. Jeg skal ikke tage stilling til lydene, der kommer ud af højtalerne, på samme måde som en popsang kræver min opmærksomhed. Popsangen siger: »Hør mig. Syng med nu. Tag stilling til mig.« Sunas lyde siger: »Vi er her til at fylde tomrummet. Vi kræver dig ikke. Vi ved, du lytter, selvom du ikke selv ved det. Ånd ind, pust ud, lad tankerne flyde.«

Og det er så, hvad man gør: lader tankerne flyde i 40 minutter. Kigger ind i væggen og går på vågeblus. Det kan jeg helt klart have brug for en gang imellem, men også kun en gang imellem, og helst ikke mere end 40 minutter. At høre Suna gang på gang, flere gange om ugen kunne få mig til at gå i spåner. Jeg ville blive rastløs og irriteret, hvis det skulle være en del af min hverdag. Men i de små øjeblikke og de velvalgte stunder er der ikke noget bedre end Sunas ambiente nordlysende folkemelankoli.

Den måde, hvorpå bandet blander nordiske koldfrontsmelodier, didgeridoo og østeuropæisk harmonika, fungerer rigtig godt. På papiret kunne man frygte, at det let ville blive overkill og latterligt, men det gør det aldrig. Spændingsfeltet er velovervejet og effektivt, og virkemidlerne er afbalancerede og farverige.

Da vulkanasken hærgede det danske luftrum, kunne jeg ikke lade være med at glædes over, at menneskets overlegenhed nogle gange bliver sat grundigt i perspektiv. Vi er blevet alt for vant til at tro, at vi kan få alt, hvad vi vil have, præcis når vi vil have det. Vi har så uendelig travlt, og vi hylder travlheden som en dyd. Der står respekt om travlheden, og den er en målestok for succes, men i de uforudsigelige momenter, hvor naturen kræver vores udelte opmærksomhed, skal vi også huske at lytte. Det kan Suna og Stille storm hjælpe os med at huske.

★★★★☆☆

Deltag i debat