Plader

The Deer Tracks: Eggegrund EP

Eggegrund svæver på en nordlysende sværm af elektroniske dråber og storladne dybder. Kan man andet end at lade sig rive med?

Jeg har altid vidst, at jeg elsker Sverige. Vidderne, fjeldene, nordlyset. Men først da jeg fik ep’en Eggegrund i hånden, opdagede jeg, at jeg også elsker svenske The Deer Tracks’ elektroniske lydbilleder. Jeg ville ellers umiddelbart have troet, at det faldt uden for min genre. Jeg mener: en indædt shoegazer-støjrock-indieaner som mig? Måske er det derfor, at jeg ikke før har opsøgt The Deer Tracks? Og ikke havde forventninger af nogen art, da jeg satte Eggegrund i afspilleren og trykkede ’play’?

Men allerede på det første af ep’ens fire tracks er jeg glædeligt overrasket og nysgerrig. Blødt omsluttes jeg af en The ‘Deer Tracks-boble’, uden for tid og sted, som stod jeg på en øde ø med en tyk, tåget membran af lyd mellem mig og resten af verden. Det starter sørme udmærket, dette her, og ”Bless the Waves” byder på både håndklap og dybe elektroniske klubbeats overstrømmet af blide vokalharmonier, der opdeler og skyller ind over nummeret, lysende rent oven på noget langt mørkere, urbant.

Det skal dog vise sig, at The Deer Tracks har lagt forsigtigt ud med det lidt poppede, dance-agtige første nummer, og at det hele kun intensiveres og finpudses yderligere på de følgende tre numre. ”Hold On” indleder fint og forsigtigt med en fjern, knapt hørbar torden og bølger, der slår ind. Iblandet stemmer og fjern latter sørger det for, at min opmærksomhed er godt fanget inde bag The Deer Tracks-membranen, da det intenst mættede lydbillede for alvor sætter af og strækker vingerne ud med fuld dybde og power – før det  igen splittes op i lette, elektroniske regndråber. Og oven på toppene, hvor dråberne slår ned i de dybe pytter, flyder den blødeste, luftige vokal… lækkert!

På ”Hypertufa” kommer jeg første gang rigtig til at tænke over, hvor The Deer Tracks egentlig stammer fra. Oven i de ultralette serier af bittesmå og frydefuldt elektroniske stød, der kun berøres florlet af vokalen, kommer et langt dybere, tungere lag. En slags mørk, urnordisk stemme, som man, omend i en lidt anden form, kan høre det hos svensk-finske Hedningarna. Hos dem stammer lyden fra det høje nord, Karelen, hvorimod The Deer Tracks ’bare’ har hjemme i Gävle et stykke nord for Stockholm. Dog mener jeg, især på dette nummer, tydeligt at kunne høre mørket og tyngden fra Finland lige ovre på den anden side af Bottenhavet, hvori den lille ø, der også bærer navnet Eggegrund, ligger. “Hypertufa” bygges mere og mere op, højere og højere svævende over grundfjeldet og afgrunden, absolut storladent. Men det kan rent faktisk bære. Og heller ikke Eggegrunds sidste track, “Isbjörnskatten”, skuffer; det er supersprødt og delikat, og den pigede, svenske vokal er så intenst hviskende og tæt på øret, at den nærmest rykker lige ind på den anden side af hjerneskallen. Intimt. Iblandet lyden af knust is, dyb synthesizer og – er det en melodica? – letter det hele i gigantiske sværme af elektroniske myg og svævende nordlys. Gisp, det er smukt, dette her.

Nuvel, der er måske trods alt lige rigeligt med dance-elementer enkelte steder på Eggegrund. Måske er det nogle gange lige vel poleret og velproduceret, og måske kunne det godt savne en lille skævhed af en slags? Men absolut helstøbt må det siges at være. Og det er fængende, intenst nærværende og fornemt trappet op og ned igen hen over det charmerende ep-format. Og nej, det er egentlig overhovedet ikke min genre. Men jeg må tage Eggegrund på dens helt egne præmisser. Og overgive mig alligevel.

★★★★½☆

Om skribenten

Anne Marie Taul de Neergaard

"Talking about music is like dancing about architecture" they say... still I'll keep doing both!

Musikken manifesterede sig for alvor for mig, da jeg som 16-årig begyndte at blive slæbt med til koncerter af ældre venner, og i de dage og nætter, hvor vi  lå og lyttede hele pladesamlinger igennem.  Intenst nærværende øjeblikke i vinyl i overfyldte teenageværelser, og  lange nætter, svævende på lydtæpper i små københavnerlejligheder slår rod, når man er 16 år.  I de år fyldte de små intime koncerter på Barbue hvor 'alle kendte alle' en hel del, og bands som My Bloody Valentine, the Cure og Jesus and Mary Chain lagde en solid bund for såvel indentiteten som for den musikalske orientering.  -En orientering, der siden er blevet nuanceret og bygget ud, men som i sin inderste substans stadig er den samme. Indieaner by heart, that's me...

Jeg har sidenhen uddannet mig til arkitekt, elsker mit fag, og burde vel ét eller andet sted først og fremmest være visuelt orienteret -men stadig er det musikken, der er mit bedste drug. Hvad det end er, musikken kan og gør, og hvordan det hænger så essentielt sammen med hvem og hvad man er, skal jeg ikke kunne sige. Men overbevisende er det i hvert fald.

 

Uden at nævne enkelte albums, vil jeg lige liste en række bands, der står mit hjerte særlig nær;

 

Death by Kite, My Bloody Valentine, Free Electric State, Kyrkan, the Cure, Jesus and Mary Chain, Gospel Gossip, the Smiths, Ceremony, Pinkshinyultrablast, Dinosaur Jr., Secret Shine, Daysleepers, the Mighty Lemon Drops, Ghost Society, Vaselines, Slowdive, Kliché,  Moloko Velocet, Sex Pistols, Holtoug, Pulp, Munich, Afraid of  Stairs, Joy Division, Astrobrite, How do I, Altmodisch, Sonic Youth,  Chapterhouse, Rumskib, Garbage, Film School, Primal Scream, Serena Maneesh, Galaxie 500, Brief Candles, Elastica, Death Valley Sleepers, Pixies, Swervedriver, the Raveonettes,  New Order, Bahnhof, Thrushes, Frightened Rabbit, Emma Acs, Alcoholic Faith Mission, Scarlet Chives,  Skywave, the Depreciation Guild, Maribel..

 

 

 

 

Skriv et svar