Plader

Yellow Swans: Going Places

Skrevet af Daniel Heydorn

Otte år brugte Yellow Swans på at tilkæmpe sig en plads øverst i noisepyramiden, hvorefter de for to år siden drejede nøglen om. Det gør det opsigtsvækkende, at alt falder på plads på Going Places – gruppens uigenkaldeligt sidste støjudladning.

Det er altid interessant, når en udgivelse fra et af musikkens outrerede randområder iscenesættes som et projekt med genretranscenderende kvaliteter og crossover-potentiale. Ikke crossover som i masseappel og artikel i Politiken, men som i en pludseligt opstået tiltrækningskraft, der på uforudsigelig vis synes i stand til at række ud over det allerede indviede publikum. Pludseligt er dog et upassende ord i sammenhængen, da Yellow Swans har adskillige år og et absurd antal udgivelser bag sig og må betragtes som en af noisescenens absolutte giganter. Og det er netop i deres karrieres forløb og omfang, at forklaringen på denne usædvanlige opblomstring på falderebet skal findes. For det er et så usædvanligt narrativ, der med Going Places – deres uden sammenligning mest indbydende og tilgængelige værk, udgivet to år efter beslutningen om at stoppe samarbejdet – får sit sidste punktum, at man, hvis indholdet da formår at stå mål med optakten, står med en opsigtsvækkende og slagkraftig udgivelse.

Hvis 00’erne var årtiet, hvor noise slog igennem, er det – på trods af den uperfekte timing – kun passende, at Yellow Swans som deres sidste fælles gerning giver genren et muligt storværk. Et værk, der bevæger sig langt ud over støjens rammer, men stadig er knusende og kraftfuldt nok til ikke for alvor at udviske grænserne og havne i et genremæssigt ingenmandsland. Wolf Eyes beviste med deres to Sub Pop-udgivelser, at der ikke skal meget mere end en satsning fra et større indieselskab og noget effektiv markedsføring til, før en overraskende bred masse er klar til at kaste sig over den bidske og brutale noise, og på papiret har Yellow Swans både disse elementer, et allerede anseeligt publikum og så selvfølgelig en plade, der er de to ovennævnte ganske overlegen. Kun trommehinderne sætter grænser.

Siden starten af karrieren har duoen med forsigtige skridt bevæget sig fra den infernalsk støjende og infantile ende af spektret mod et mere skønhedssøgende og velovervejet udtryk. Og det hele ender her. Væk er improvisationerne og den rene teksturfordybelse, og modsat er der givet plads til flere adskillelige lag og mere raffinerede opbygninger. På At All Ends fra 2007 var det væsentligste virkemiddel guitaren. Den optrådte ofte stærkt effektbehandlet, men tilstedeværelsen var tydelig og gav kompositionerne et improviseret, men også menneskeligt islæt. På Going Places er guitaren trådt yderligere i baggrunden og er kun hørbar enkelte steder på pladen, og i stedet anvendes field recordings og subtile, orkestrale lyde, hvilket fuldender helheden. De uidentificerbare lydkilder og den maskinelle præcision er fremmedgørende og dragende på samme tid og bidrager til, at den tidligere udviskede grænse mellem kakofonisk vanvid og de følelser og den menneskelighed, der i momenter er til stede, her trækkes knivskarpt op. Yellow Swans doserer kværnende støj og atmosfæriske bagtæpper, knusende vredesudbrud og melankoli så overbevisende, at selv udenforstående vil kunne fornemme, at der her er tale om både mesterlige håndværkere og fintfølende kunstnere.

Lyden er nuanceret og velbehandlet som aldrig før, milevidt fra fortidens grumsede buldren, men med potensen intakt. Hvor den mere harske del af noisekulturen har sit måske tætteste åndsslægtskab med punken, med dens totaloprør og konsekvente, anarkistiske grænsesøgen, er Going Places i ånden nærmere en særdeles kras form for kompositionsmusik eller ambient. Det er skønhed, man slår sig på. Monolitisk og yndefuld. Endnu et nyt tiltag findes i de rytmiske elementer, der præger flere numre, og generelt er nuancerne langt flere og mere elegante end tidligere. Dette eksemplificeres bedst af pladens mest bemærkelsesværdige 13 minutter, crescendoet “Opt Out”, hvor en boblende bund kontinuerligt akkompagnerer det knitrende lydtæppe, indtil helvede uundgåeligt slippes løs, og alt suges ned i et øredøvende, sort hul af nådesløs larm.

Den succes, foretagender som førnævnte Wolf Eyes, Lightning Bolt og Sunn 0))) eksempelvis har nydt, virker forbundet med den chokeffekt, de alle unægteligt har, men vigtigere endnu er den nysgerrighed og sanselighed, de alle forstår at spille på. At lytte til noget så ekstremt, radikalt anderledes og øresmadrende højt påvirker simpelthen sanserne på en måde, som ingen anden musik kan. Man sidder ofte tilbage helt tom i hovedet, nulstillet og gennemblæst, med ringen for ørene og et saligt smil på læben. Det er en oplevelse, man ikke går upåvirket fra, og når der så samtidig er en musikalitet og en sans for komposition til stede som på Going Places, er effekten overvældende, og den bliver siddende i kroppen længe efter et gennemført lyt.

★★★★★☆

Deltag i debat