Plader

Annasaid: Jua

Skrevet af Anna Møller

Annasaid er – ud over et glimrende navn til et band – groovy(!) bas, tempotrommer og en lyd, der er forbløffende tæt på meget andet.

Det er i mine øjne altid et tell-tell sign, når pressematerialet til et albumdebuterende band siger, at »det er ikke hørt før« og »det er helt sit eget,« og ud over at den århusianske kvartet Annasaid også har to ep’er bag sig, ER det hørt før. Og ikke bare fra Annasaid, that is.

Annasaid har siden opstarten i 2005 haft vind i sejlene med utallige koncerter, P3’s Karrierekanonen og som opvarmning for Florence and the Machine, Glasvegas og The Temper Trap. Det er jo unægtelig ret imponerende for et ungt band, der først nu udgiver deres debutalbum, og da jeg selv oplevede dem som opvarmning for Florence and the Machine, var de unægtelig velspillende og dansable. Hvor de live formåede at komme ud over scenekanten og direkte ned i og under det dansende publikums fødder, er det imidlertid sværere på plade at nå den forbindelse, for musikken lyder unægteligt som noget, man har hørt mange gange før. Især hos kollegaerne Kiss Kiss Kiss er den musikalske opbygning den samme med fremhævet placering af groovy (hvor jeg dog hader den betegnelse) bas, markante tempotrommer og et umiddelbart ret meningsløst tekstunivers – om end Kiss Kiss Kiss anvender en del mere synth.

Tag f.eks. nummeret ”Sun”. Det starter med minimal guitar (?) og opbrudte trommer, indtil forsanger og tekstskribent Martin Sahlertz istemmer: »Fingertips are shaking my nerves, but I’m really not out of balance / we put the lion in a cage to see it dance, no movement, no movement at all / so leave me restless with no energy, I can’t do anything wrong when I’m asleep, no I can’t do anything wrong when I’m asleep, no I can’t do anything wrong when I’m asleep,« og det kan være mig, der leder efter mening, som ikke er der, men helt skørt bliver det, når Sahlertz efterfølgende synger »eat the sun« hele fire gange i træk. Og på trods af at det lyder hyggeligt og som oplagt dansebaggrund, er det svært ikke at ryste uforstående på hovedet, når man ikke lige står på dansegulvet i en natklub, men bare sidder på stuegulvet på Amager.

Den fordel, som Annasaid kan skabe gennem deres performance og medrivende optrædener, genskabes dermed ikke på albummet, hvor numrene har tendens til at flyde sammen i en masse, og kun enkelte stikker ud. Bedst er “Frenzy”, hvor der for et øjeblik bliver skruet ned for trommernes dominerende tempo, og teksterne kommer forbi det intetsigende, og man som lytter pludselig forstår en historie. Sahlertz synger: »We have no time to anticipate / though we’re stuck on the phone / there’s life outside your window / and it tells you how to smile / it’s not alright / that you close your eyes / every time I try to turn on the light,« og det kan godt være, det bare er mig, der gerne vil have fortalt en historie, men Annasaid er unægtelig mest interessante, når man fornemmer, at de har noget på hjerte, før lydfladen maksimeres i et tiltrængt øjeblik.

Annasaid er talentfulde, men har svært ved at brænde igennem og skille sig ud på plade, og på trods af at de får min indierock-fod til at vippe, når de er live, efterlader de intet varigt indtryk på albumdebuten Jua.

★★★☆☆☆

Deltag i debat