Plader

Ceremony: Rocket Fire

Rocket Fires tidsmaskine sender post-sortklædte teenagere tilbage til starten af voksenlivet i start-90’erne og tager givetvis også en del med, der aldrig har været der før. Det er under alle omstændigheder en flyvetur, jeg gerne tager igen og igen.

Rocket Fire, “Stars Fall”, take off!

Ceremony springer lige ud i det med fuld power fra albummets første nummer,  og “Stars Fall” sender mig øjeblikkeligt på en svimlende rejse tilbage i tiden – til meget unge år med masser af sort eyeliner og sene nattetimer i selskab med drømmende venner og øredøvende vinyl. Dette album er virkelig kommet i de rette hænder – og omvendt – og jeg lader mig yderst velvilligt (for-)føre tilbage i tiden, svævende kompromisløst og hudløst i mørket mellem to døgn og to livsperioder, med trommemaskinen bankende i trommehinderne og blodet susende i årerne. Det føles, som om Ceremony på dette album har præsteret at udvinde et stærkt koncentreret ekstrakt af mit helt personlige musikalske ophav – lave et sydende og spillevende sammenkog af alt dét, der lagde grunden for mig og så mange andre – dengang.

Gennemgående er referencen til The Jesus and Mary Chain tydelig, både i den forstærkede og let forvrængede shoegazer-vokal og i trommemaskinens massive beats, og jeg føler mig fuldstændigt hjemme albummet igennem. På ”Never Make You Cry” begynder jeg endda næsten automatisk (fik du dén?) at synge The Jesus and Mary Chains ”Coast to Coast”, hvilket vel nærmest kun kan betegnes som en ros til Ceremonys nummer, som ikke kopierer direkte, men dog refererer tydeligt. På samme nummer hører jeg også referencen til et af The Raveonettes’ gamle, men bedste numre nogensinde, ”Sleep Walking”, der i intensitet og glimtvise melodistumper rammes næsten præcist.

Jeg ved ikke, om det bare er mig, der hører forkert – eller om dette her album virkelig bare bliver federe og federe undervejs? Det føles sådan. Der er muligvis en dybt banal, kemisk forklaring; hjernens helt fysiske reaktion på genkendelsens glæde og deraf udløste belønningsstoffer fra det lille, personlige apotek på øverste etage. Muligvis – men det er en fed, høj følelse, hvad den end skyldes. Dén slags skal nok ikke analyseres for meget.

Uanset hvad kommer Ceremony i hvert fald helt, helt op at ringe på albummets sjette nummer, ”Silhouette”, der med rasende fart drøner helt ud til afgrunden, hvor det voldsomt og ganske uden tøven forcerer kanten med en lydside, der yder albummets titel fuld retfærdighed! Dette her er absolut dybsort shoegazer-postpunk med samtlige pedaler helt i bund, det er Barbed Wire Kisses – without the kisses, det er hæsblæsende og mindblowing og overbeviser mig om, at Rocket Fire helt sikkert er et album, jeg personligt må eje! Helst på vinyl.

Et nummer som ”Don’t Leave Me Behind” ville jeg ikke vælge at spille for u(den)forstående; det er et absolut distortion-drøn, hvor trommehinderne gennembankes og banker gennem en massiv mur af hvid guitarstøj. Men for den udvalgte skare, os der faldt i gryden som purunge teenagere og dannede et usynligt, indforstået broderskab, er det noget nær den perfekte essens af det hele. Tappet ganske tæt ved kilden. Et andet yndlingstrack (dem er jeg ved at få mange af på dette album) er den hudløst optimistiske ”Someday”. Svøbt i melodisk ren kærlighed og The Cure’sk “In Between Days”-lyd leverer nummeret en håbefuld og ganske præcis beskrivelse af kærlighedens præmis nummer ét; ‘dette her skal bare være, uanset hvad der sker, og hvornår det sker, og uanset hvad resten af verden måtte mene’. »Take my heart and take my life but some day you’ll be my wife.« Super smukt og super banalt – og samtidig en så grundlæggende menneskelig følelse, at der nok ikke kan stilles spørgsmålstegn ved det. Alt sammen pakket ind i et meget charmerende og catchy nummer. En oplagt landeplage – i indierockland.

Med et gennemgående kulsort album præget af distortion, bankende trommemaskine, massive lydmure og et dog melodiøst shoegazer-udtryk fornægter Ceremony ikke deres ophav, snarere tværtimod. Heller ikke båndet til Skywave, hvor Ceremonys medlemmer stammer fra, er tilsyneladende nogensinde blevet kappet. Det kunne endda lyde, som om Ceremony har taget et par af Skywaves fedeste numre med sig over i Ceremony-konstellationen. Hvad angår originaliteten, er det vel så som så; jeg har på en måde hørt det hele før – men det er nok også lige præcis dét, der er det allermest uimodståelige ved dette album. At Ceremony netop udtrækker et aldeles forrygende ekstrakt af al dén lyd, jeg elskede engang – og stadig elsker – og så fyrer tidsmaskinen af med fuld power og fuldstændig overbevisende, øredøvende rocket fire. Jeg takker for turen!

★★★★★☆

3 kommentarer

  • Fin skive.. men den er ikke rigtig krøbet ind under huden endnu… Disappear pladen er til gengæld et must – hvis man har bare en smule hang til støjet shoegazer. Det er dog stadig i Skywave perioden at jeg finder mine favoritter her.. eks. “Don’t Say Slow”.

  • Flot og sympatisk anmeldelse!

    ‘Rocket Fire’ er for mig at se den bedste plade i 10 år. Fra første gennemlytning var jeg solgt. Forventninger var ydermere høje efter debuten ‘Disappear’, som også er blandt mine favorit albums i nyere tid. Ceremony’s nyeste plade viser sig at være endnu bedre og mere til. Jeg havde lyttet til flere af numrene undervejs på My Space inden albummet kom, men havde ikke turde håbe at alle skæringer ville besidde denne høje kvalitet og intensitet.
    Mit absolutte yndlings nummer på pladen er ligeså ‘Silhouette’. Nummeret tangerer for mig det perfekte. Når du når til finalen i nummeret med den stille passage for efterfølgende at få bombarderet dine øre med den smukkeste, sorte støj er du solgt.
    Blandt andre favoritter må nævnes ‘Stars Fall’ og ‘Breaking Up’.

    Det er så simpelt, men så virkningsfuldt og smukt. Et moderne mesterværk.

Deltag i debat