Plader

ChimneySwift: The Odd Movement

Skrevet af Esben Rasmussen

DJ ChimneySwifts The Odd Movement lider af voldsomme kvalitetsudsving, og selv en fremragende (!) gæsteoptræden redder ikke albummet fra at være både rodet og en smule uinteressant.

Da jeg for noget tid siden anmeldte BrickNote-ep’en Kogebogen, beklagede jeg mig en del over det ujævne niveau og de uforløste, men ellers gode produktioner fra ChimneySwift. Nu må jeg så til det igen – og det er både godt og skidt. Godt, fordi højdepunkterne på The Odd Movement er klasser over noget fra Kogebogen; skidt, fordi lavpunkterne stadig er, ja, ret så lave.

Pladen er ifølge pressemeddelelsen et konceptalbum, der er et »[…] portræt af rapmusik og dets fusionerede genrer, som jeg har oplevet det.« Og det giver sådan set ganske god mening. Numrene er fyldt med samples fra jazz, funk og latinamerikansk verdensmusik og er gennemgående rigtig godt produceret. Fine stemninger, interessante instrumentale passager og godt melodisk håndværk præger i høj grad pladen, men igen er det altoverskyggende problem de forskellige mc’s utroligt svingende kvalitet.

I det første regulære nummer er det ChimneySwifts BrickNote-makker ATC, der leverer rappen, og det er sådan set udmærket. Han holder et højt tempo med et ikke helt uanseeligt lix-tal, og over et dejligt synkoperet beat leverer han et godt udgangspunkt for pladen. Det gode momentum ødelægges dog straks efter af den decideret ringe “Get Ur Fist Up”, der i mit hoved slet ikke giver mening. Vokalen er lagt af Alvarado, der på temmelig gebrokkent engelsk får fremturet noget om at »This is history here / there ain’t no date set / I’m fed / if this is life led [sic] / then fuck it, ‘cause i might go blast my head.« Det holder sgu ikke rigtig.

Men heldigvis dukker en af de mest positive overraskelser op, jeg kan mindes i dansk hiphop, så snart vi når til “Flyaway”: Marc7 fra de så godt som legendariske laid-back hiphoppere Jurassic 5 er manden bag ordene, og hans format kan simpelthen ikke fornægtes. Det er West Coast-flow, når det er bedst. Tilbagelænet, men med fuld kontrol – Quality Control right there!

Kvalitetsniveauet er ellers præcis den største anke ved albummet, for når man går fra usammenhængende engelske gloser, over spansk funk-rap til LA coolness, så har man altså lidt af et problem. Og albummets B-side har ikke meget at stille op, når det suveræne højdepunkt indtræffer, inden man har vendt lakskiven. B-siden er da også kendetegnet af en ret lunken anonymitet. Bedst er “Epigrafe”, hvor Enix fra Puerto Rico lægger rimene ganske hæderligt uden dog at gøre meget andet end dét.

The Odd Movement er simpelthen for ujævn til rigtigt at fungere, og til trods for gode produktioner og ét helt uomgængeligt godt nummer lider pladen under sine globalt omfavnende præmisser. For mange kokke kan altså let fordærve maden, og det bør ChimneySwift, der trods alt også medvirkede på Kogebogen (undskyld, den var for let), skrive sig bag øret til næste gang.

★★★☆☆☆

Deltag i debat