Koncerter

Chris Isaak, 06.06.10, Amager Bio, København

I pailletdragt indtog pophelten fra slut-80’erne og start-90’erne Chris Isaak scenen i Amager Bio. Aftenen blev fyldt med nostalgi, hits og humor, inden Isaak trak gothchicks op på scenen til en svingom.

Fotos: Mathias Laurvig, LiveShot.dk

Chris Isaak er sjov. Han ejer virkelig humor. Det vidste jeg ikke, eller det vil sige, jeg havde måske en anelse om, at han kunne være knastør på en god måde, men at han var så humoristisk veloplagt i koncertøjemed, var alligevel en ekstra bonus.

Jeg ankom til et godt proppet Amager Bio og valgte at skippe opvarmningen til fordel for lidt frisk luft i udendørsryger-loungen. Man kunne jo altid sidde og wiki’e lidt Chris Isaak-historie og se, om man kunne blive klogere på ham. Jeg fandt frem til, at Isaak i årene 2001-2004 var vært på sit eget talkshow med titlen “The Chris Isaak Show”, hvor Isaak og hans band spillede sig selv i et fiktionelt foretagende, der skulle forestille at være ‘the backstage life of Chris Isaak’. Det lyder egentlig som et godt show, hvor jeg på en måde forestiller mig Isaak være af samme tørre støbning som agent Dale Cooper fra Twin Peaks, og nu her efter koncerten kan jeg kun forestille mig, at showet må være lige så propfyldt af selvsamme humor, som den Isaak leverede på scenen en varm, varm søndag aften.

Kl. 21 er lig med showtime, og applausen vil da heller ingen ende tage, da en fantastisk flot udseende mand i start-50’erne fylder scenen ud med den umiskendelige guitarlyd godt fulgt op af glimmeret fra Mr. Isaaks pailletsuit. Ja, den er god nok. Pailletter. Alligevel ikke mange mænd, der kan bære den slags med værdighed og stil, men én af dem, der kan, rumsterer straks fra start i hæsblæsende intenst tempo og sætter en kærlig dagsorden med hænderne rakt ud til de lonely soulmates, der måtte befinde sig i publikumsmængden.

Allerede inden for de første tre numre er storhittet ”Dancin’” smidt i spil, og det kan mærkes på publikum, der helt korrekt kvitterer med piften og klapsalver. Generelt kan man vist roligt sige, at størstedelen af menneskemængden er til stede i biosalen denne aften for at høre hits og kæle med minder, personlige historier og anden medbragt hukommelsesbagage til netop de udødelige toner og sange fra storsælgeren Wicked Game fra 1991, inklusiv denne anmelder, selvfølgelig. For det skal da heller ikke være nogen hemmelighed, at for mit vedkommende befinder Isaak-genet sig netop i perioden, der strækker sig fra den selvbetitlede plade, Chris Isaak fra 1987, hen over de tre solide hjerteknusere Heart Shaped World (1989), Wicked Game samt San Fransisco Days (1993) og med endestation i de to midt-90’er-genistreger Forever Blue (1995) og sommerlyden fra Baja Sessions (1996).

Når der går for meget røvballe/kræmmermarkedsrock i den, så kniber det lidt med at holde koncentration samt fokus, og det er sjovt nok lidt sådan en balancegang, Isaak opererer med. Lige dele balladeserenader med et lækkert lydbillede og regnvejrsattitude med længsel og afsavn og så ellers helt straight 1-2-3-4-countryrock, der grænser til det joviale. Men alligevel bliver det jo selvsagt aldrig skidt, det er jo for pokker Isaak, vi har med at gøre. Det siger det hele. Alting er gennemført og vanvittigt professionelt. Og søndag aften på Amager er ingen undtagelse.

Isaak og co. joker løst om, at de ikke rigtig skal noget dagen efter, så derfor har de tænkt sig at spille hele natten. Den slags virker på et tændt publikum, der næsten savler over muligheden for at være i selskab med denne sofistikerede herre, som med enkle midler og medmenneskelighed formår at nå langt langt ud over scenen og komme i direkte kontakt med sit publikum. Faktisk tager han sågar også turen gennem publikumsmassen i coverversionen af rock’n’roll-faderen Elvis’ smørstykke ”Love Me Tender”. En næsten lidt for karikeret gimmick, der scorer billige point; men så igen, det er jo Chris Isaak. Faktisk bliver der leveret flere coverversioner i løbet af aftenen. Alt fra føromtalte Elvis til Roy Orbisons ”Pretty Woman”. Efter en fantastisk sjov anekdote om Isaaks møde med sin musikalske storhelt, James Brown, der, ifølge Isaak, udstødte et »argh« som svar på hilsen, da de mødtes, leverer han en syret countryversion af ”I’ll Go Crazy”. Musikalsk alsidighed smurt op med selvironi og godt humør.

Halvvejs gennem showet bliver det elektriske arrangement skiftet ud med de mere intime detaljer i form af stole og akustisk gear. For nogle publikummer bliver denne del af showet en vanskelig hurdle at overvinde, da der på dette tidspunkt er flere, der havde fået en væsentlig tår over tørsten og derfor slet ikke ænser, at folk har betalt en anseelig pris for dette arrangement og egentlig gerne vil høre de sjælede nuancer. Det er faktisk min eneste seriøse anke ved denne aften. Klientellet. Det overordnede segment hedder 45+, og denne gruppering har en lidt anden forståelse af koncertgængeri. Det minder mig mest af alt om Grøn Koncert eller en Poul Krebs-koncert på torvet i en provinsby.

Bortset fra det, så skal der dog væsentligt mere til for at ødelægge min aften, hvilket er decideret umuligt eftersom hit på hit bliver smidt ud af pailletærmerne på Isaak, der for mig virker som en slags sofistikeret hybrid mellem lidt Elvis-vokal på et ansigt, der smager af lidt af Kurt Russell tilsat Morrisseys hårpragt, bare meget mere unik. ”Blue Hotel”, ”Blue Spanish Sky”, ”Wicked Game”. Disse mastodonthits bliver alle leveret i versioner, der upåklageligt brænder sig fast. Ligeledes finder ”Speak of the Devil”, ”San Fransisco Days”, ”Two Hearts” og ”Baby Did a Bad Bad Thing” deres rettidige plads i repertoiret og gør deres respektive pligt til alles glæde.

Ved vejs ende går det næsten over gevind, og i et ekstranummer, jeg desværre har glemt nu, bliver talrige piger inviteret op på scenen for at danse lidt side om side med enten bassisten eller Isaak selv. Et ret sjovt scenarie og samtidig en guideline for, hvilket segment, ud over de 45+ selvfølgelig, vi har med at gøre på sådan en aften. Af uforståelige årsager formår Isaak at få hevet tre gothchicks op på scenen, selvom de ikke føler sig helt tilpas ved situationen og mest bare har lyst til at stå lidt i baggrunden og rocke forsigtigt. I selvsamme ekstranummeromgang har Isaak imidlertid været forbi garderoben backstage og har nu iført sig et sæt tøj, der mest af alt ligner en skræddersyet discokugle. Vanvittigt corny, men ikke et uventet stunt, må man sige. Gothchicks med kulsorte, strittende lokker, der rocker side om side med Isaak i illumineret, blinkende bling bling-sæt og med bagsiden af sin selvbetitlede, indgraverede ‘Chris Isaak’-guitar ragende højt op i luften. På bagsiden står der ‘Thanks a lot’ – det er det sidste, jeg ser, inden jeg forlader biosalen, ryger ud på cyklen og sætter Chris Isaak på shuffle på mp3-afspilleren.

★★★★★☆

7 kommentarer

Leave a Reply