Plader

Drew Andrews: Only Mirrors

Drew Andrews leverer med sit første soloudspil en kedelig omgang akustisk folk, der meget hurtigt er glemt igen – heldigvis.

Drew Andrews er til hverdag en del af de to bands The Album Leaf og Via Satellites, og nu forsøger han sig så med et soloprojekt, der har resulteret i albummet Only Mirrors. Et album, der langtfra er mindeværdigt.

En af grundene til det er, at alle numrene minder umiskendeligt meget om hinanden. Alle følger samme opskrift: Lette akustiske guitarmelodier og en flad, lettere forpint vokal, og denne ensformighed bliver utrolig kedelig.

Hvad værre er, så virker den melankolske vokal ikke oprigtig. Jeg fornemmer simpelthen ikke engagementet hos Drew Andrews – og er sangeren selv ikke rigtig engageret i sine egne melodier, ja, så skal der meget til, før man som lytter bliver det. Selv når Andrews er ude i de mere sørgelige eller eftertænksomme ender af sit tekstspektrum, så synger han, som om det, han ytrer, ikke rigtig betyder noget for ham. Derfor fremkaldes der heller ikke følelsesmæssige reaktioner hos mig, selv når de store eksistentielle spørgsmål tages op, f.eks. i ”I Will, You Won’t”: »How did we get here? Under a stone unturned.« Jeg er ligeglad med svaret, når det virker, som om Andrews også selv er det. Desværre er flade tekster som disse, der hverken sætter gang i tanker eller overvejelser hos lytteren eller vækker en reaktion, gennemgående for albummet.

Dette leder mig videre til en anden vigtig grund til, at stort set alle sangene på Only Mirrors synes uvæsentlige: Teksterne er bare ikke gode nok. Det er lettere ligegyldige emner og overvejelser, der fremlægges, f.eks. i ”Why Talk About It?”: »You tell me it’s wrong, but everything’s right. Why talk about it? I tell you the truth, that everyone lies. Why talk philosophies at all?« Andrews spinder en ende over nogle kedelige tanker, og hvis den gode Andrews alligevel ikke gider snakke om det, kunne jeg som lytter også sagtens have undværet at høre om det…

De ligegyldige tekster er der rigtig mange eksempler på. Først og fremmest er de emner, der tages op, af helt og aldeles hverdagsagtig karakter. Det kan være godt, men her behandles hverdagsproblemerne på flad og kedelig vis, og sproget er lige så kedeligt som indholdet, da der hverken bruges billedsprog eller metaforer. Det ses f.eks. i nummeret ”Angeli”: »I got lost again, though I live just above your apartment. Countless times, drunken moments, wondering what all this meant to you. Waiting in the station, I go wandering in the country […].«

Only Mirrors består langt det meste af tiden blot af nogle ‘lige ud ad landevejen’-tekster om småligegyldige hverdagsovervejelser. Disse suppleres af en uengageret vokal, der er svær at finde troværdig, og melodier, der er så enslydende, at de synes at fortsætte direkte over i hinanden, som var det én lang melodi. Only Mirrors er en meget flad oplevelse, der hurtigt er glemt igen.

★☆☆☆☆☆

Deltag i debat