Plader

Free Electric State: Caress

Caress er et på én gang smertefuldt og ufattelig smukt støjrockende bekendtskab, der efterlader mig ‘in a Free Electric State of mind’…

»Knocked out – that’s what you want,« begynder en sang – og jeg er tilbøjelig til at svare »oh yes!« For i min pladesamling er der for ganske nylig kommet et amerikansk album til, som jeg i skrivende stund virkelig ikke ved, hvordan jeg tidligere har kunnet undvære? Caress er en yderst velvalgt titel på dette album, for det er nøjagtig, hvad musikken føles som; kærtegn pakket ind i ren, hvid støj og uendeligt mørke dybder. Bandet hedder Free Electric State og har base i Durham, North Carolina.

Albummet er gennemgående bygget op af lige dele imponerende stærke vokaler og en lydside, der for mit vedkommende går direkte i både mellemgulv og hjerte. Her er højt til himlen og vidtåbne horisonter, og alle ni numre igennem er hektiske beats, indie-rock’n’roll og en udefinérbart fri, høj følelse kærligt svøbt i vokaler, der smyger sig helt ind under huden og ned i de dybeste lag i hjernebarken. Free Electric State overskrider langt den uudtalte grænse for kunstnerisk privatsfære og personlig indlevelse – så det må jeg nødvendigvis også gøre; det er musikkens præmis og en ringe pris at betale.

Caress åbner med den rockede ”Matching Scars”, hvor støjguitar, utraditionelle taktskifter og David Koslowskis vokal sætter af med fuld fart. Det er samtlige pedaler i bund, dejlig ukompliceret og dog interessant nuanceret. Det er på én gang brændende indædt og ufattelig befriende. På anden skæring lægger Shirlé Hale vokal til, og ”Six Is One” er en helt umiddelbar yndling og et oplagt singleudspil. Intenst og kompromisløst. Hale lægger virkelig ikke fingrene imellem, hverken i sine tekster eller i vokalen, og albummet igennem får jeg det hele serveret med en hudløshed, power og ærlighed, der gør voldsomt indtryk. Lyrikken er, som hendes vokal, mørk og til tider svimlende afgrundsdyb – dampende af levet liv, oprigtighed og intensitet.

”Darkest Hour” går rent ind hos mig; blødt, mørkt, stærkt, råt og dog… Ja, på en mærkelig måde samtidig ekstremt omsorgsfuldt? Jeg sidder tilbage med en overrasket og nærmest overrumplende følelse af, hvor meget musikken giver, og hvor meget bandet udleverer sig selv. Det er til tider næsten på kanten til at være for meget – på en helt forrygende fed måde. Jeg føler mig som en indtrængende på privat område, som kom jeg uforvarende til at overhøre en yderst personlig samtale. Men nej, bandet inviterer os alle sammen helt tæt på og med på en lytter, og jeg kan kun opfatte det som et sjældent privilegium. For Free Electric State har rigtig, rigtig meget at give, alle filtre er for længst pillet af, og Caress er den helt rene vare. Og intensiteten og den meget personlige lyrik bliver lige netop ikke for meget, men kompletteres og bæres igennem på allersmukkeste vis via den rå og upolerede instrumentering. På ”Darkest Hour” er intimiteten og hudløsheden i Shirlé Hales ord mildest talt overvældende, og både her og flere andre steder på albummet kommer Nicholas Williams’ og David Koslowskis sammensmeltende guitarer helt ud på kanten af en fuldstændig euforiserende, flydende, hvid støj, som jeg tidligere kun mener at have hørt hos danske Death by Kite.  Større ros end netop dét kan ikke gives herfra.

”Feather Bed”, der ligger som fjerde track på albummet, giver glimtvise associationer til både Sonic Youths charmerende skævhed og Gospel Gossips intense vildskab – men endnu en gang med en på én gang helt breathtaking power og omsorgsfuld dybde i vokalen og med en massiv og tungt rocket lydside. En ‘feather bed’ – eller ’pakket ind i vat’ – er i hvert fald det absolut sidste, dette kan siges at være… Nærmere er det fuldstændig uindpakket, råt og selvudleverende ærligt. Som al god kunst – den der virkelig når ind til os – bevæger nummeret sig yderst på kanten af den tynde is, i grænselandet mellem total eufori og smerte, mellem skønhed og galskab. Det er lige så ufattelig sårbart, som det er stærkt – og, mellem os sagt, en temmelig voldsom oplevelse. Heldigvis samles jeg ganske blidt og mørkt op igen på ”The Black Sea”, og den dybt hudløse vokal giver, sammen med Tony Stiglitz’ hule ekkotrommer, fornemmelsen af tung sommerregn og noget der ligner den lindrende fornemmelse af at synke ned i et favntag af varmt vand, i en fuldstændig erkendelse og accept, en kommen overens med smerten. Pyyha, det er tough stuff, det her.

Jeg er generelt set stor tilhænger af numre, der varer over de gængse tre minutter, og dem er der dejligt mange af på dette album. Det over syv minutter lange ”Marches” går linen helt ud med fuld power på Koslowskis vokal og symbiotisk sammenflettede lag på lag-støjguitarer og beats, der bare fortsætter og fortsætter – næsten lige så længe, som man kunne ønske sig. Dette track er noget nær indbegrebet af postrock på den allersmukkeste, klassiske måde, der bare bygger op og op og op, inden det til sidst kulminerer i ren, støjende ekstase. På ”Silver Thread” omfavnes jeg igen fløjlsblødt af Hales vokal, mens ”Hawks” fuldstændig får mig til at tabe vejret – og jeg erkender blankt, at dette album rummer en af de stærkeste vokalpræstationer, jeg har hørt i meget, meget lang tid. På én gang med uendelig stor styrke og alligevel så hudløst nøgent, at jeg kun kan føle mig indviet og oprigtigt privilegeret over at få lov at lytte med.

Det hele går op i en højere enhed på albummets sidste track, ”100 Days”, hvor de to vokaler på fornemste vis fuldender hinanden og flyder sammen i endnu en af Shirlé Hales mørkt lyriske tekster, og hvor der ikke er sparet på hverken det personlige touch eller den euforisk flyvende, hvide guitarstøj, som tager både mig og nummeret med helt ud over kanten, i frit fald ned i den mørkeste indre afgrund. Og stadig føler jeg mig  på forunderlig vis i helt trygge hænder, for musikken indgyder samtidig modet til at holde øjnene vidt åbne og opdage, at vingerne kan bære på trods af smerten og igennem. Lige præcis dér efterlader Caress mig; ganske frit svævende under den høje Durham-himmel. Press replay.

★★★★★★

Leave a Reply