Plader

Here We Go Magic: Pigeons

Kun et år er gået, siden Here We Go Magic udgav deres debutalbum. Men er det lykkedes dem at udvikle sig på den tid? Og er et år overhovedet nok til at lave en plade, der har noget at byde på?

De fleste kender det: Man sætter en ny plade på, hører første nummer og tænker: »Vorherre bevares.«

Hvad man sjældnere oplever, er at finde lyspunkter i oplevelsen, når stemplet allerede er sat. Sådan havde jeg det med Here We Go Magics Pigeons, der følger op på bandets kritikerroste debutudgivelse fra sidste år, Here We Go Magic. Here We Go Magic formår enkelte gange at ramme andet end ligegyldigheder, men er det nok til at rejse sig fra middelmådighedens hav af lynproduktioner? Hvilket man nemt kan mistænke dem for at hensynke til, når deres forrige udgivelse kun har et år på bagen.

Lyden har fået et skud med strømpistolen siden sidst, og den ellers meget interessante og eksperimenterende indgangsvinkel til numrene er svær at spore. Den indledende “Hibernation” skyder pladen i gang med sine lette trommebeats og insisterende basrytme. Det viser sig desværre at være en hundeproppistol, der bliver skudt med, og den ellers glimrende start udvikler sig på intet tidspunkt i løbet af nummeret, der derfor smuldrer og bliver til en anonym, monoton smøre. Jeg tager sågar mig selv i at sidde og gabe et par minutter inde i nummeret.

Guitaren overtager bassens rolle som ‘den konstante lyd, der kører i baghovedet’ i det næste nummer, “Collector”, der dog formår at arbejde lidt mere med dynamikken, men stadig uden hverken at fænge eller overraske. “Casual” bringer tankerne hen på Airs Moon Safari, bare uden de lækre elektroniske elementer, der gør den plade til en uforlignelig lounge-oplevelse. Hvor “Hibernation” fik mig til at gabe, overvejer jeg nu at sætte tændstikker i øjenhulerne.

Men så sker der noget. Som en fuldendt æstetisk oplevelse gør nummeret “Surprise” sit indtog, og med sin skrællede lyd og markant markerede sammenspil mellem bas og trommer vækker det mig af døsen og efterlader mig med en rytmesparkende hæl og svajende overkrop. Kunne der være mere i pladen end som så? “Bottom Feeder” beviser endnu en gang, hvordan udtrykket ‘less is more’ kan komme til sin ret, og Luke Temples destinktive vokal giver den stille popsang sjæl og personlighed; noget jeg generelt har savnet indtil videre.

“Old World United” burde komme med en advarsel. Sjældent har jeg hørt en så umotiveret brug af en øretæveindbydende pivelyd. Et ellers glimrende pop/rock-nummer bliver kørt fuldkommen i sænk af denne ‘bip-bip-biiiiiiiiip-effekt’. Måske rammer den en frekvens, der truer med at få mit hoved til at eksplodere, men efter tredje gennemlytning rammer nummeret nogle nerver, der gør mig mere aggressiv end Slipknot i deres unge dage.

Pladens to sidste numre, “Vegetable or Native” og “Herbie I Love You, Now I Know” (om det er en reference til Herbie Hancock, kan man kun gætte sig til), er to elektronisk eksperimenterende størrelser, der måske ville have gjort sig bedre i midten af biksemaden af mere eller mindre interessante numre, måske endda have skabt lidt luft så helheden blev gjort mere interessant.

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at Here We Go Magic godt kan finde ud af at lave musik. Hvorfor de lader sig synke ned på det her niveau, er mig en gåde. Numre som “Everything’s Big” og “Only Pieces” fra Here We Go Magic, som var med til at gøre denne plade interessant, finder vi ikke på Pigeons. Dermed ikke sagt, at Pigeons ikke er et lyt værd, for hvor de falder igennem, lykkes det dem også at hive sig op igen.

Pigeons lægger sig som en sinuskurve om middelmådigheden, og som mange derfor vil kunne elske for højdepunkterne eller hade for lavpunkterne. Men én ting er sikker: Here We Go Magic havde haft godt af et år mere i studiet.

★★★☆☆☆

Lyt til “Collector”:
[audio:http://www.scjag.com/mp3/sc/collector.mp3]

Lyt til “Casual”:
[audio:http://www.scjag.com/mp3/sc/casual.mp3]

Deltag i debat