Plader

Johnny Flynn: Been Listening

På sit album Been Listening lyder Johnny Flynn som ‘en, der spiller, at han spiller folkmusik’. Albummet mangler energi, nerve og lyst til at være til stede.

Det er ofte svært at vide, hvor man har sine forskellige fornemmelser fra. Hvordan dannes den stemning, ens tænkning tænker inden for? Hvorfor kom jeg til at tænke på en bog, jeg læste for flere år siden, da jeg gik hjem fra arbejde i dag? Regnede det også meget, dengang jeg læste den? Mødte jeg måske en person, som lignede en karakter fra bogen lidt? Eller kom erindringen om bogen bare ‘ud af ingenting’?

Ligesådan: Hvorfor har jeg en fornemmelse af, at Johnny Flynn er falsk? Hvorfor synes jeg, hans musik er skabet, manisk og decideret uærlig? Tænker jeg, at han ’spiller en, der spiller folkmusik’, fordi jeg i pressemeddelelsen har læst, at han er skuespiller? Synes jeg, han lyder slesk, bare fordi jeg har set billeder af ham, hvor han ligner en, der er vandret direkte ud af en Hollywood-film, som kun er sat i verden, for at nogle amerikanske pengemænd kan lokke penge ud af usikre teenagepiger, der er nødt til at forankre deres identitet i bare et eller andet? Det er svært at vide. Jeg ved det ikke. Men jeg ved, at jeg slet ikke bryder mig om Johnny Flynns folkpopalbum Been Listening.

På papiret ser det ellers fint ud: Johnny Flynn spiller lettilgængelig folk og skriver sig altså ind i den genopståede interesse for folkmusikken, der vel ikke er tørret helt ud endnu. Bag sig har han bandet The Sussex Wit, der mestrer både banjo, violin og trompet. Sangene (11 stk.) strækker sig fra musical-sjæleren “Amazon Love” over popnummeret “Barnacled Warship” til lejrbålshymnen “Lost and Found”. Sidstnævnte kunne godt have været et meget fint nummer, hvis det var blevet holdt i den Iron & Wine-stil, det starter i. Men efterhånden som nummeret skrider frem, og Flynn får sunget alt for mange ord, forsvinder intimiteten, idet Flynn kæmper for, at nummeret skal være fængende og pænt. Næste nummer, “Churlish May”, er mere uptempo og kækt med sine bongotrommer og trompeter, men i stedet for at være inciterende er nummeret nærmere irriterende. Omkvædet kommer hele tiden igen, og det er lidt af en pine hver gang.

Flynns stemme er hele tiden i fokus, og den er ikke bare enerverende – den er også overspillet, krukket, manieret og direkte belastende. Det lyder, som om Flynn befinder sig på en scene i færd med at spille forskellige grundfølelser. Hele tiden med et blink i øjnene ned til publikum, for ‘det er bare noget, vi leger’. Jeg vil ikke afvise, at nogle vil lytte til Been Listening og føle sig som den blandt publikum, som flotte Flynn får øjenkontakt med, men jeg kan ikke være andet end ham, der står ovre i hjørnet og er kold over for det, der foregår. Hvorfor det sker, ved jeg ikke; jeg ved kun, at ting har det med at hænge sammen.

★★☆☆☆☆

Deltag i debat