Plader

Karen Elson: The Ghost Who Walks

Skrevet af Christian Birk

Karen Elson – supermodel og gift med Jack White – debuterer med et udspil, der låner fra bl.a. americana, folk og country. The Ghost Who Walks vil og kan rigtig meget, men bliver aldrig et helstøbt album.

Supermodel, butiksejer, skuespiller og nu debuterende sanger og sangskriver. Britiskfødte Karen Elson har mange jern i ilden. Og man tænker ærlig talt sit, når man hører, at hun nu har besluttet sig for at berige os med sine auditive evner. Tidligere har Bruce Willis, Keanu Reeves, Tyra Banks og Kevin Costner af uransagelige årsager også besluttet sig for at forfølge musikerdrømmen. Dem, der har hørt resultaterne, er formentlig enige med mig i, at den slags kan være problematisk og i størstedelen af tilfældene yderst horribelt. Derfor var det med frygt og bæven, at jeg satte mig til at høre Karen Elsons debutalbum The Ghost Who Walks.

En af flere ting, som man kunne have savnet i de ovenståendes musikkarrierer, var en smule selvironi og selverkendelse. Men allerede her på åbneren, som også er titelnummeret, skiller Karen Elson sig markant ud. ”The Ghost Who Walks” er det øgenavn, som den lange og magre sanger måtte bære rundt på i teenageårene. Men ikke nok med det, så er åbningsnummeret til min store overraskelse (og måske lettere irritation) faktisk ret overbevisende. Som titlen antyder, befinder vi os i en den mørke/grå ende af farveskalaen. Ikke som i Evanescence og gothpop, men som i dragende smukt og aldeles forførende.

Man kunne måske næsten have sagt sig selv og måske håbet på, at Elson kunne lykkes med at overføre noget af sin egen elegance til plade. Og det har hun i den grad gjort. Som i det første nummer formår hun også på den dejligt krøllede ”Pretty Babies” og den accelererende vuggevise ”A Thief at My Door” at pirre og kræse om lytteren med sin elveragtige røst. Rent musikalsk bevæger vi os et sted mellem de selvudnævnte inspirationskilder This Mortal Coil og Mazzy Star. Numrene er svævende og alligevel simple i opbygningen. Ofte er de langsomt bygget op, men jeg mangler forløsningen. Jeg mangler den røde tråd i sangene, og jeg fornemmer, at der er tænkt mere i teori end praksis.

Det er til gengæld ikke problemet på de kabaretagtige ”100 Years from Now” og ”Cruel Summer”. Her er der tydeligvis tænkt i stramme koncepter og tilsvarende korsetter. For nu befinder vi os pludselig i det ridderlige Storbritannien. Patosfyldte og svulmende beretninger fra svundne tider er pakket ind i tunge folkloreballader med violin og banjo. Det er lige før, at vi stamper i gulvet, hvis det da ikke var, fordi teksterne omhandler hekseafbrændinger og ulykkelig middelalderlig kærlighed. Man bliver ærlig talt lidt forpustet af disse overinstrumenterede sagaer, og derfor er det da også vel imødeset med de efterfølgende, noget mere nedbarberede sange.

For minuttet efter, at vi er steget af hestevognen, befinder vi os i Nashville, Tennessee. Her har Karen Elson og ægtemanden Jack White, kendt fra The White Stripes og The Dead Weather, nemlig valgt at bosætte sig. Og det høres tydeligt på de sange, som faktisk rangerer som denne plades bedste. ”The Last Laugh”, ”The Birds They Circle” og særligt den underskønne ”Lunasa” rammer bulls eye. Med den akustiske guitar i hånden og halmstrået i munden synger sangerinden sig ind i ens hjerte. Og selvom Emmylou Harris spøger i baggrunden, bliver det præsenteret ærligt og ægte. Samtidig smyger steelguitaren sig blidt om den yndefulde Karen og hendes stemme. Desværre får vi hverken tid eller rum nok til at nyde arrangementerne, for nummeret efter er den gal igen med den vulgært upassende ”Mouths to Feed”, der som sine artsfæller beklæder sig i kjortler og farverige dragter, som vi kender det fra folkedanserne.

Det virker unægteligt, som om der har været mange holdninger og ideer inde over Karen Elsons debutalbum, og det slører desværre billedet en smule. Jack White har siddet i producerstolen, og han har i dette tilfælde ikke haft held med at skabe et helstøbt album. De mange numre, som fungerer, får hverken plads eller tid, og det er egentlig ganske sigende, at kun et af numrene varer mere end fire minutter, for inden jeg har nået at fordybe mig, er det slut. Elson har fortalt, at størstedelen af sangene er skrevet i hendes klædeskab. Næste gang anbefaler jeg, at hun tager en guitar og en mikrofon med derind, for det fungerer altså bedst, når det er intimt, alene og uden så mange dikkedarer.

★★★☆☆☆

Deltag i debat