Plader

Langsyn: Ikke langt herfra

Skrevet af Jens Blendstrup

Jens Blendstrup langsyner sig igennem et psykedelisk beatudspil i Steppeulvenes fodspor og må bl.a. smide tre par tennissko ud.

Ok. Yes, mand. Jeg har glædet mig til Langsyns Ikke langt herfra. Dels har jeg allerede én gang skamrost den unge eller halvunge Butzbacks solodebut på de her sider for et års tid siden, dels er det tusind år siden, vi sidst har haft en gruppe, der lover dansk beat og syre. I ugevis har jeg sneget mig rundt om udyret. Jeg vidste jo godt, at den var god. Det er plader simpelthen nødt til at være, når de beskriver sig som en blanding af Eik Skaløe, dansk beatmusiks nok største stemme – sammen med Dissing, Skousen og den helt store bagmand, eller bagstopper, Benny Holst. Og så er der også noget andet; der er faktisk en klar forbindelse med C.V. Jørgensen – særligt hans tidlige, mere syrede menneskeportrætter, som jeg ved et tilfælde fik fat på for nylig og sad og udsugede henne hos min storebror i Sydhavnen.

Der går en lige linje fra protestsang til syre, men det er kun de mest udknaldede og de bedste tekstforfattere, der kender den. Men det er ikke samfundssatirisk det her. Det er ikke politik på rim. Der er mere sådan åndemaner-røvballebeat i nedlagt maskinhal over det her. Ikke at det er dårligt håndværk, slet ikke. Det er teknisk dygtigt, men det er legen, der er i højsædet, ikke det perfekte. Eller hvad hedder sådan noget; numrene er ikke størknet endnu. De er løse i fugerne, og der er en enorm plads i musikken, også fordi Butzbacks tekster og hele hans diktion ikke fiser derudad, men har maaaaasser af tid, fordi den ejer en vagabonderende betoning, hvor ordene får lov til at slentre hjem.

Man aner, at der er meget livepotentiale i de herrer, de virker trygge ved hinandens selskab, og det viser sig da også, at de har kendt hinanden i mange år. Jeg googlede dem og fandt ud af, at de havde optrådt i betydeligt mere hårdtslående konstellationer som Grace og The Coloursound Revolution. Denne gang er det dog ikke rock, de vil spille, men mere ’plain’ syrerock eller syrebeat. Eller beatfolk. Det skifter lidt. Og pladen er ikke helt let af definere som det ene eller det andet. Men det er heller ikke vigtigt. Pointen er, om det lever, og det gør det.

Ikke langt herfra åbner med ”Dead RnR Is on My Street”, en bittersød uptempo sang om rockmusikkens triste forbindelse til penge og stoffer og altings korrumpering i skikkelse af Neil Young, der har stjålet Lennons sang og har Cobain i skabet. Dejligt mørkt er det, men uden selv at være bedre: »Tilgiv når jeg sælger ud / hver morgen jeg står for skud / jeg vælter ud af samme seng / og havner i det samme slæng…« Jo, jo. Jeg har nu aldrig været meget for amerikansk omkvæd, så det er faktisk det mindst gode nummer. Jeg synes, det peger væk fra flammen, ind i rammen til bands a la The Travelling Wilburys.

Så er der mere galskab og originalitet i det næste nummer, ”Ude af sammenhæng” (måske er det første nummer i virkeligheden en parodi på al den kedelige truckernosse-agtighed, der omgiver den moderne rockmusik), som er en ren hyldest til at bryde op og starte forfra: »Vi er væltende ude af sammenhæng, du ved […] og det kan ses i farver her / og det er oplagt for enhver / din tid, en ny tid, midnatsfærd, besat.« Som med meget andet på Ikke langt herfra er der enormt stor trang til at bryde op, rastløsheden rasler mellem linjerne. Tekstligt heller ikke ulig tidlig Johnny Madsen, før han fandt sit særlige truckførercertifikat; der er noget Septiktanker over dagens gennemgang af den stakkels mand med lige lovlig meget øl og fest i blodet.

På ”På underskudsmanér” går et boligkøb og muligvis også et forhold nedenom og hjem: »Jeg har cyklet hele dagen / på en cykel uden gear / når jeg kommer hjem / hvad er det så du gir?« Nej, manden er ikke velkommen, han kan ikke indordne sig. Der er lidt John Mogensen over den lille mands deroute, lidt a la ”Nede i møget” – bare før vi ender der. Det er, mens han stadig hænger i på bænken, med renskurede negle. Et halvkvalt oprør; i hvert fald er der en vrede, som klæder den pigtrådsdampede musikledsagelse. Musikalsk er det højst interessant, der er mange brud, og det klæder det hele voldsomt.

”Baby kom hjem” er en tungtvandssjæler, der nærmest er ur-Bob Dylan. Og den her mundharpe, der bare driver af længsel; det er fedt, for der er også meget Butzback, når han er bedst: desperat og inderlig på samme tid. Et super nummer. ”Chancefart” minder mig igen om Bob Dylan, især den tidlige, f.eks. ”Maggie’s Farm”, hvor det hele swinger, så man hopper baglæns op i høet: »Solen skinner og det virker / og du siger tingene langsomt og trækker hurtigt fra / men evigheden maser på, du er lykkens jubilar.« En helt igennem herlig lovsang til øjeblikket, hvor solen skinner, og alting virker – men hvor man fint aner, at alting netop ikke virker, hvis ikke lige solen virkede. Det er stor sang- og tekstkunst. Man vil gerne være der, hvor solen skinner, og alting virker. Godt at ha’ en plade, hvor man ved, at alting virker. Den vil jeg spille, når jeg er i tvivl, og det er overskyet udenfor.

På ”Lyse dage i sort/hvid” fornemmer man, at ”Dunhammeraften” og Skousen har ikke levet forgæves. Butzback synker dybt og kommer højt, det er stenet squaredans af en art, som kulminerer i en sindssygt energisk finale af guitar og trommer og sang: »Vi gik i hvide bukser, this is not here / og da de skød F Kennedy, have no fear / og lyse dage i sort/hvid« – jo, de ved godt, at de kan blive beskyldt for at være nostalgiske og bagudskuende, men ingen musik står alene, og den bedste står som regel på skuldrene af den, der var før, og her synes jeg faktisk, de suger ind på den helt rigtige måde, de holder den hash længe nok til, at den hostes ud med nye baciller: Butzback med kriller.

På ”Ingen finder nogensinde frem” går der ren nonsens i det. Men hold kæft, det er godt. Særligt fordi teksten ikke forsøger at normalisere sig, men går helt derud, hvor ikke engang krager gider vende sig, ja undskyld, det smitter – syretekst smitter. Af samme grund har jeg under lytningen af denne plade smidt tre par tennissko ud, fordi sålerne var syret af Langsyn og følgende sætninger: »Jeg har lige set en måne, der efterlignede en kaktus / […] / og jeg har lige set en stjerne, der havde sit helt eget ærinde / […] / og jeg har lige set et ego / og det stiled’ højt som Lego / og klodset som bare fanden / og højrøvet og fra forstanden.« Man aner en befriende lænen sig tilbage. En art Hjemis-bil med LSD i alle is. Lad så være, at teksten lukker sig om sig selv og går ned. Det gør ting jo, når der stenes. Det gør musikken dog ikke, og på den måde er det musikken, der får teksterne til at gå op. Jeg fornemmer, at tekst og musik er blevet til samtidig. De har ligesom hidset hinanden sammen. Fra ren hippie kommer bandet hjem til en stille kærligheds(s)krammer mod (s)krammer i sengen hjemme på Vesterbro.

”Bokseren” er en mærkelig allegorisk sang, der igen revser rockmusikeren, denne gang i skikkelse af en god gammel Brian Nielsen, der slås og slås, men ikke længere vinder nogen kampe. Ak ja, det kan godt være, de godt kan lide de gamle beatmusikere, men måske var det godt, at Eik døde, før han blev et ringvrag og endte med at sidde på en terrasse – med alt for stort hoved og i alt for små kondibukser. Sådan tolker jeg det i hvert fald. Og så er vi ved finalen. Langsyn har fået øje på noget i horisonten; det kan godt være, de ikke kan se det tæt på, men alt det uden om detaljen, det har de helt tjek på. For sådan er det jo at være langsynet. Man ser ikke de skide bogstaver i bogen, men man ser busstoppeskiltet i Upernavik utrolig tydeligt. Og det er Langsyn gode til.

Hvis jeg skal komme med et lille ønske til Butzback og brilleslangerne, så er det mere nonsens, mere livsglæde, større rejser, vildere syner, væk med fortidens dyner; nu har vi hørt om dem, der var der før. Jeg vil hellere høre Langsyn selv. Så gode var Steppeulvene sgu heller ikke. De skrev det hele på speed. Med Langsyn fornemmer man, at der er forskellige andre ingredienser indblandet. Det gærer og bobler i teksternes masse. Det er godt, for så brænder de ikke så hurtigt ud. Og det allervigtigste: »Kaktus« lyder supersexet symbolistisk på dansk. For guds skyld ikke mere engelsk. Vi mangler mere vildskab og mere leg i dansk indendørsdiskolav. Med Butzback ved roret kan det ikke gå galt. Frem med kængurustylten, ned i kængurusylten. Mere rullen rundt, flere fatale saunasessions og hvad så mere? Jo. Mere af den her ekstremt fokuserede ufokusering, som er Langsyn. Uprætentiøst uden at være slapt. Bevidste om vise-traditionen uden at gå i folkedragt. Udsyrede uden at synge syre. Særegne uden at brænde fast i det sære. Jeg synes, det er dybt originalt. Og børn, så må I godt komme ind på fars kontor igen. Far går med hunden nu, han har langsyner.

★★★★½☆

Deltag i debat