Hvis ikke nogle svenskere engang i starten af det nye årtusinde havde besluttet sig for at tage arven op fra ABBA ved sjovt nok ikke at lyde som ABBA, men stadig servere fremragende pop, havde indieverdenen nok set anderledes ud i dag. Vi havde i hvert fald måttet undvære navne som fantastiske Jens Lekman, Jenny Wilson og The Concretes, men på den anden side har vi også måttet døje med Peter, Bjorn & John og deres fløjtehelvede, og her, hvor den svenske indiepopsucces runder sit 10-årsjubilæum, viser trætheden sig da også.

‘Svensk’ er ikke længere det kvalitetsstempel, det var engang, og i en tid, hvor psych- er det nye præfix til -pop, er det til at starte med bekræftende, at der stadig er nogle, der forsøger at holde indiepopfanen højt. Love Is All er disse fanebærere. Gruppen har tonet ned for saxen, støjen og skronken og op for poppen med sit tredje udspil, Two Thousand and Ten Injuries. En på mange måder klassisk efter formlen-svenskerpopplade, hvor Love Is All, som så mange andre bands før dem, har fundet en lyd et sted mellem indiepop, twee, punk, no wave og new wave og skabt noget uskyldigt, dansabelt og poppet.

Men for at være fanebærer bliver man nødt til at sætte et godt eksempel, hvis alle de andre også skal begynde at bære faner, og selvom Love Is All sådan helt objektivt leverer fin-fin skramlet råbepop, skæmmer svenskerne deres egen mission ved ikke at gøre sangene bare en lille smule uforglemmelige. Urimelige krav, muligvis, men det er nu engang sådan, pop gør sig bedst. Forudsigelighed kan være en storslået ting, især i denne genre, hvor et rigtig godt nummer bliver et studie i magten ved genkendelsens glæde, og velkendte rytmer og strukturer sætter gang i en helt basal form for nydelse. Hos Love Is All er det hele bare forudsigeligt på en så klattet og indiekedelig vis, at man sukker over det næste træk, som man har set komme fra mange mils afstand.

Ud over sangenes forglemmelighed er det andet aspekt ved pladen, der går én på, at den virker enormt usikker på sig selv. Inspiration er uundgåelig og oftest nødvendig for et bands videre udvikling, men på Two Thousand and Ten Injuries føles det til tider som regulært klippe-klistre-arbejde: Den dødirriterende Zombies-pastiche i førstesinglen ”Kungen”. De bogstavelig talt direkte kopierede “Last Nite”-guitarer i den new wavede åbner “Bigger, Bolder”. Vampire Weekend-fratboy-afropoppen i “Early Warnings”. En punkfunkbas løftet fra The Rapture i “Dust”. Og så videre og så kedsommeligt.

Two Thousand and Ten Injuries ender som et trættende bekendtskab. Frem for en helstøbt plade føles det i langt højere grad som en art musikalsk katalog over ‘indierocksignaturer ’00-’08′. Til at begynde med er det svært helt at sætte en stor, sort finger på værket. Præmisserne er opfyldt: Melodierne er sangbare, vokalen er halvt ynkelig/halvt råbende, og hele udtrykket lyder som klassens alternative pige, der har indspillet nogle sange om ulykkelig kærlighed, som den slags skal lyde – og alligevel irriterer det. Måske fordi man mærker, at der bag pladen ikke er mere end det. At middelmådigheden nærmest bliver målet. Trætheden skjules ikke af en lidt mere fyldig og ren produktion eller en smule Strokes-guitar. Tværtimod er de elementer så forstyrrende inkorporeret i lyden, at de fremhæver og bekræfter pladens limboposition. Den rene mellemvare.

Og at tænke sig, at al den ovenstående kritik kunne have været undgået, hvis sangene bare havde været gode nok.