Artikler

Manual anbefaler

Skrevet af Redaktionen

Manual har i år udgivet ny plade, og hvis du kan lide den, så burde du nok læse Jonas Munks anbefalinger af musik, der har inspireret Manual gennem årene.

Tidligere i år var Jonas Munk med til at anbefale en række jazz- og syreplader som en del af psychstonerrock-bandet Causa Sui. Men Munk har i endnu flere år været kendt som Manual, der dyrker guitardrevet ambient med elektroniske virkemidler. Tidligere i år udgav han Drowned in Light, og derfor var det jo oplagt at følge op med en ny række anbefalinger. Denne gang musik, der har inspireret arbejdet med Manual.

Hermed en række anbefalinger af nogle albums, som har inspireret og til stadighed inspirerer mit Manual-projekt. Ikke mindst mit seneste album, Drowned in Light, som på en måde er en rejse tilbage langs den snørklede tråd i musikhistorien, der har dannet grobund for den lyd, jeg selv udøver. Det er samtidig også nogle albums, der i større eller mindre grad repræsenterer nogle værdier, jeg føler, har nutidig relevans, men som af forskellige årsager har dårlige kår. Det er plader, jeg har lyttet til i årevis og bliver ved med at vende tilbage til med mellemrum, så for mit vedkommende er det musik, der har tidløs værdi og tåler at blive nærlyttet gang på gang. Jeg har med vilje udvalgt 10 plader, der er en chance for, folk ikke har stiftet bekendtskab med, da det efter min mening ikke ville være meget værdi i endnu en gang at skrive om f.eks. Loveless, Hounds of Love, Computerwelt eller Music has the Right to Children osv., og da der er en vis sandsynlighed for, at folk med interesse i den her slags musik allerede har dem stående hjemme på reolen. Jeg har altid været af den opfattelse, at musikalsk skønhedsdyrkelse ikke er i modstrid med hverken eksperimentalisme, udfordring eller kunstnerisk dybde, og alle disse albums står for mig som gode eksempler på dette.

Ashra: New Age of the Earth, 1976
New Age of the Earth er egentlig en soloplade fra Manuel Göttsching, der hovedsageligt havde brugt første halvdel af 1970’erne på at lave en række fremragende og ofte totalt udknaldede syre-freakout-albums med bandet Ash Ra Temple. I 1976 havde Göttsching dog lagt syrerocken på hylden og var godt inde i en rendyrket elektronisk fase, hvor synthesizere, sequencere og effekter udgjorde kernen af hans lyd. Hen imod slutningen af 1970’erne sammensmeltede han de to poler – elektronikken og forkærligheden for rockmusikken – på en række, næsten lige fremragende, albums på Virgin.

New Age of the Earth står dog stadig som den ypperligste bedrift i Göttschings katalog. Åbneren ”Sunrain” leder tankerne hen på Cluster og Kraftwerks arbejde i samme periode, hvor stramme synthsekvenser går i spænd med effektbehandlede trommemaskiner og let melankolske melodier. Men hvor elektronisk musik fra 1970’erne ofte forekommer dateret (til tider på en næsten komisk måde), er lyden af ”Sunrain” nærmest tidløs. Det er næsten tættere på lyden af Berlin 2003, i form af Morr Music eller Kompakt, end det er Berlin 1976, og ”Sunrain” står for mig som en af de ypperligste elektroniske skæringer i musikhistorien. På pladens to længste numre, ”Ocean of Tenderness” og ”Nightdust”, lever pladen bedre op til sin titel med svævende synthesizerpads, elektroniske naturlyde og Göttschings afmålte, californisk inspirerede guitarimprovisationer. ”Deep Distance” afsøger samme territorium som ”Sunrain”, hvor tranceskabende synthesizersekvenser skaber grobund for evigt opadstræbende melodier og analog elektronisk rislen. Über kosmisch wellness!

Michael Rother: Sterntaler, 1978
Som grundlæggende medlem af Kraftwerk samt den ene halvdel af Neu! og en tredjedel af trioen Harmonia er Michael Rothers krautrock-heltestatus selvskrevet. Især de tre Neu!-albums har opnået kultklassiker-status på et niveau, der nærmest minder om Velvet Undergrounds. Men hvad der er få, der ved, er, at noget af hans fineste arbejde er at finde på de tre soloplader, han efterfølgende skabte i samarbejde med trommeslageren Jaki Liebezeit (Can) og produceren Conny Plank i perioden 1977-1979: Flammende Herzen, Sterntaler og Katzenmusik. Disse albums afspejler i højere grad en musikalsk modenhed og en ro, og vil måske forekomme en smule polerede og nydelige for de, der finder det aggressive og støjende aspekt af Neu! mest interessant.

Men hører man til dem, der dyrker det melodiske og svævende ved Rothers tidligere arbejde, er disse tre albums essentielle, for her finder man den klareste formulering af hans særegne guitarspil og hans sans for at skabe flydende, farverige musikalske strømme. Det bedste af disse albums er Sterntaler fra 1978, hvor smukt klingende lag-på-lag guitarharmonier går op i en højere enhed med bløde dyner af analoge synthesizere og Jaki Liebezeits motoriske rytmik. Conny Planks krystalklare produktion giver en drømmende varme til Rothers kompositioner, der klæder dem utroligt godt. Hvor Neu!’s albums var spraglede og uhæmmede, emmer Sterntaler af nænsomt håndværk og kompositionel iderigdom. Alle seks skæringer er Rother, når han er bedst, men alligevel må nummeret ”Fontana di Luna” fremhæves som et højdepunkt i hans imponerende diskografi, hvor utallige lag af klaver, synthesizere, klokker flyder sammen i en kaleidoskopisk hinde af ekko og phasereffekter.

Sterntaler besidder ikke samme hipster-cred som Rothers tidligere værker, men forkaster man albummet på forhånd ud fra en ideologi, der nægter, at ren skønhedsdyrkelse kan være stor kunst, snyder man sig selv for en af de bedste plader, der kom ud af Tyskland i 1970’erne.

Ennio Morricone: Mondo Morricone – The Trilogy, 2004
Selvom Ennio Morricone har lavet flere hundrede soundtracks i løbet af sin lange karriere, er han til stadighed forbundet med én bestemt lyd: lyden af 1960’ernes spaghetti-westerns med støvede elguitarer, marcherende trommer, fløjter, klokker og kor. Spiller man blot få sekunder af soundtracket til eksempelvis A Fistful of Dollars vil det fremkalde en række klare westernklicheer materialiseret i indre billeder og stemninger hos selv mindre børn. Det er i dag umuligt at lytte til Morricones westernsoundtracks som andet end kitsch – i mine ører endda af den lettere ubehagelige slags.

Hen imod slutningen af 1960’erne havde maestroen selv fået nok af dén lyd og påbegyndte en produktiv periode frem til midten af 1970’erne, hvor han skabte musik til en lang række billige italienske kærlighedsfilm, storbydramaer og krimier, du (sandsynligvis med god grund) aldrig har hørt om. Og det kan musikentusiaster i dag nyde godt af, for de soundtracks, han lavede i den periode, hører til noget af det mest særegne musik fra en ellers enormt frugtbar periode i musikhistorien. Mængden af fantastisk originale værker fra maestroens hånd i denne periode er ganske enkelt overvældende, og selvom det forekommer absurd, er man tilbøjelig til at kalde den største og bedst sælgende filmkomponist nogensinde for ‘overset’, når man stifter bekendtskab med denne del af hans værk.

Medmindre man er supernørd med speciale i soundtracks til dårlige italienske film fra 1970’erne, er det usandsynligt, man kan opstøve de originale soundtracks i deres fulde længde. Derfor er det godt, der er rare mennesker, der har lavet en række fine opsamlinger af disse ting, og denne tredobbelte cd-boks samler tre tidligere opsamlinger, der fokuserer på netop den lyd, Morricone udforskede fra slutningen af 1960’erne til ca. midt i 1970’erne, i én essentiel udgivelse. Boksen her er pt. ikke i tryk, men kan man ikke støve den op, kan også samlingerne på Él Records anbefales, da de indeholder mange af de samme ting fordelt på en række temaudgivelser.

Kender man kun maestroens westerntemaer og hans nyere soundtracks til Hollywood-film, har man virkelig noget i vente. Den Morricone, man møder på denne opsamling, er langtfra den velkendte kliche, man ellers støder på – men derimod den Morricone, der har inspireret folk som Jim O’Rourke, Air og John McEntire gennem hele deres karrierer. Musikken er til stadighed svær at beskrive: Der er fremtrædende elementer fra kølig 1960’er-jazz, lydlandskaber, der låner fra den eksperimenterende amerikanske syrerock, elegancen fra Burt Bacharachs forunderlige popkompositioner, og ikke mindst mere end bare et snert af brasiliansk tropicalia og bossanova.

Arrangementerne (der ofte er udført af Bruno Nicolai) er i sig selv fantastiske. Glatte lag af strygere blandes med elektriske instrumenter som guitarer og keyboards, xylofoner og meget ofte drømmende kvindevokaler (typisk Edda Dell’Orso) smurt ind i båndekko og rumklang. Når det bliver mest udsvævende, er effekten ikke helt ulig dreampop som eksempelvis Cocteau Twins eller Stereolabs postpop, men det meste af tiden forbliver musikken i et døsigt, jazzet klima. Forskellen på dette og den nyere lounge-caffe-latte-metervare, der stadig bliver udgivet i stride strømme, er, at Morricones stykker altid besidder en skævhed og en tvetydighed, der gør kompositionerne og lydbillederne interessante at dykke ned i. Selvom det er musik, der ikke kan fornærme nogen, bliver det aldrig banalt. Nok er det en nydelig, sensuel verden, Morricone skaber med disse værker, men det er samtidig en verden, der besidder en sjælden nuance og dybde.

The Durutti Column: LC, 1981
Vini Reilly, a.k.a. The Durutti Column, er en af de skikkelser, der har været dømt til altid at forblive i obskuritet på trods af, at hans musik har ydet stor indflydelse på efterfølgere og på trods af, at han i 1980’erne var en del af Manchesters frodige miljø omkring Factory Records. Der er noget underligt tilbageholdende over hans musik, der ofte er baseret omkring et yderst sparsomt rytmisk grundlag af trommer eller trommemaskiner tilsat hans karakteristiske melodiske guitarspil og sommetider en melankolsk, lettere fraværende vokal.

LC, eller for den sags skyld nogle andre albums i hans stadigt voksende katalog, er ikke en plade, man uden videre overgiver sig til. Den kræver, at man langsomt lader sig svæve ind i dens tyste univers, der på én gang er tungsindigt og sært opløftende. Nærmeste samtidige reference for LC er nok new wave og postpunk (især Television og Joy Division), men i et format, hvor disse er blevet nedbarberet til deres mindste bestanddele. Ligeledes er der spor af krautrocken og ikke mindst ovennævnte Michael Rothers skønhedssøgende tilgang til guitaren, men her er et komplet fravær af den vitale kosmiske fornemmelse, der prægede den tyske musik i 1970’erne. Derimod er LC kold som en forstad til Manchester på en regnvejrsdag.

Japan: Tin Drum, 1981
Tin Drum blev den eksperimenterende glam/synthgruppe Japans sidste album – desværre, for den står stadig som en af de mest sprudlende kreative plader fra 1980’erne. Til gengæld var det under skabelsen af dette album, den purunge David Sylvian fandt sine mørkeste dæmoner frem, hvilket dannede grundlag for en efterfølgende frugtbar solokarriere, der skulle blive mindst lige så interessant – dog på en anden måde. Tin Drum er unægtelig en 80’er-plade, men modsat så mange andre synthalbums fra perioden har den klaret tidens tand uhyggeligt godt – ikke mindst grundet en unik produktion og en eksperimenterende tilgang til lyden, der let kunne have skrevet Tin Drum ind i artrock-obskuritet – havde det ikke været for en uimodståelig pop-sensibilitet… Og David Sylvians karakteristiske look!

Det farverige lydbillede er sammensat af Steve Jansens komplekse trommespil (i øvrigt en stor inspirationskilde for Tools Danny Carey), Mick Karns karakteristiske båndløse bas, en række asiatiske instrumenter og Richard Barbieris uforlignelige synthesizerprogrammeringer. Adskillige synthbands brugte resten af 1980’erne på at gennemskue, hvordan han fik så mangefacetterede og organiske klange ud af sine Prophet-synthesizere, men uden held. Barbieris sound er helt unik, og når jeg lytter til Tin Drum kan jeg stadig ikke andet end fascineres over, hvor meget saft, han formår at presse ud af de gamle analoge maskiner. Modsat næsten alle andre albums fra 1980’erne er lyden på Tin Drum tør og sprød – faktisk lyder det til tider som Can, der spiller synthpop. Programmeret og håndspillet, etnisk og syntetisk flyder det sammen i en kompleks, melodisk og funky helhed. Prikken over i’et er David Sylvians intense (og lettere skabede) vokal, og ”Ghosts” er stadig et højdepunkt i hans lange karriere.

Dif Juz: Extractions, 1985
Da vi udgav Limp-ep’en ”Orion” for otte år siden, var der en journalist, der påstod, vi lød præcis som Dif Juz – et af de tidlige 4AD-bands, der var med til at definere selskabets lyd, men hurtigt gik i glemsel – og selvom vi ikke havde hørt om bandet på det tidspunkt, havde han sådan set ret. Dif Juz nåede kun at udgive et par ep’er og en enkelt fuldlængde, Extractions, før de gik til hver sit igen, men disse udgivelser er must-haves for fans af den drømmende, diffuse lyd, 4AD dengang var eksponenter for.

Albummet er produceret af Robin Guthrie (Cocteau Twins), og hans lyd er ikke til at tage fejl af: Det hele er smurt ind i et sundt lag rumklang, og guitarene har fået lige præcis så meget chorus, de kan bære. Men ud over disse kendetegn er der ikke mange forbindelser til dreampop eller det, der senere blev betegnet ’shoegaze’. Dif Juz er langt mere uptempo end disse bands, og vægten lægges i langt højere grad på et dynamisk og til tider komplekst sammenspil. Var Dif Juz kommet frem 15 år senere, havde de utvivlsomt fået tildelt prædikatet ‘postrock’, og forestiller man sig en anden produktion, kunne de egentlig godt lyde lidt hen ad nyere bands som Dirty Three eller Fridge.

Deres kompositioner kredser hele tiden om simple, opløftende guitarmelodier, men numrenes struktur moduleres hele tiden i nye retninger, hvilket giver Dif Juz et let genkendeligt præg. På cd-versionen af Extractions medfølger fire numre fra de to ep’er, men de er ligeledes at finde på Soundpool, der samler disse ep’er i deres fulde længder – og den er lige så anbefalelsesværdig som Extractions. Uhyggeligt overset band.

Seefeel: Quique, 1993
Selvom Seefeel på en måde er forgængere for både store dele af nyere electronica, postrock og ambient, lyder de ikke som nogle senere bands. Men modsat mange af deres ligesindede samtidige, f.eks. Global Communication og The Orb, har Quique klaret tidens tand overraskende godt. Albummets blanding af shoegaze, støjrock, ambient, techno og repetitionsmusik fremstår stadig relevant, selvom elektronisk musik har en tendens til at ældes mindre heldigt end andre genrer.

Med åbneren ”Climactic Phase #3” er stilen lagt fra starten med motoriske trommemaskineloops, der gradvist bliver tilsat flere og flere lag af behandlet guitarstøj, dubbet bas og repeterende kvindevokal. Det er hypnotisk musik, der ligesom forgængerne Neu! kræver at blive hørt højt og med et hypnotisk sindelag. De simple trommemaskineprogrammeringer lyder sært charmerende i nutidige ører og giver pladen et maskinelt præg, der føles som et rart alternativ til nutidens laptop-lyd, der – grundet den hurtige brugerflade og muligheden for at skabe komplekse programmeringer på ganske få minutter – ofte kommer til at udstråle en billig aura af fravær og letkøbthed. Seefeels sammenblanding af menneske og maskine, syntetisk og organisk, mekanisk og udsvævende, er stadig mere interessant end langt det meste elektroniske musik, der bliver spyttet ud i dag.

Deres musikalske højdepunkt er til stadighed den shoegazede ”Plainsong”, der tydeligvis har præget senere bands som Bowery Electric, og det ambiente afslutningsnummer ”Signals”, der leder tankerne hen på nyere navne som Tim Hecker og Fennesz. Seefeel nåede at udgive endnu en fuldlængde-lp og en række ep’er, men Quique er utvivlsomt den essentielle samling numre i deres diskografi.

Tape: Milieu, 2004
Den svenske trio Tape skaber en underfundig, afdæmpet musik, der blander organiske, til tider næsten folkemusik-agtige klange med field recordings og elektroniske lyde, der er skabt ved hjælp af moderne software og diverse støjkilder. Ja, det lyder jo som en beskrivelse af alt mulig andet ligegyldig muzak i grænselandet mellem electronica, indie, ambient og folk, der er kommet de sidste 10 år. Havde nogen forsøgt at sælge mig et album med ovenstående beskrivelse, ville jeg sandsynligvis have udsagt klagende lyde og stillet et stort spørgsmålstegn ved, om det virkelig skulle være nødvendigt med endnu et múm, Tunng eller Efterklang? Men frygt ej, Tape lyder heldigvis ikke det mindste som nogen af ovenstående – der er ikke så meget som en snert af islandsk-præget indieæstetik eller så meget som antydningen af et opklippet, klikkende beat, eller *host* ‘nyskabende’ glitch-manipulationer – dvs. sådan noget, som egentlig var kliché allerede i starten af sidste årti, men som stadig kan få de fleste, især danske, musikanmeldere helt ud i de højere luftlag.

Tape tager derimod arven videre fra 1960’ernes og 1970’ernes eksperimenterende folkmusik – tænk Sandy Bull og John Fahey – samt Talk Talks to sidste albums og især Jim O’Rourkes hedengangne Gastr Del Sol. Og de gør det på en yderst raffineret og original måde. Det er tyst musik, der lugter langt væk af svensk gran og leder tankerne hen på store øde naturlandskaber på trods af, at en stor del af lydbilledet udgøres af elektronik. Deres let melankolske, semi-improviserede stykker glider fremad uden hverken at bygge sig op eller stræbe i en bestemt retning, men der er samtidig heller ikke tale om ambientmusikkens simple repetition. Tapes musik står ikke stille på trods af, at den ikke har travlt med at nå et bestemt sted hen: Musikalske elementer og melodiske figurer dukker frem og forsvinder på en måde, der tilsyneladende er tilfældig, men på samme tid forekommer som det mest naturlige i verden – og det er der meget få, der kan.

Tapes strømme af lyd er som landskaber, der er uberørte af mennesker, men gennemstrømmes af organisk aktivitet. Det er meget sanselig musik, der bør opleves i nuet uden kontinuerlig forventning til, hvor de musikalske figurer bevæger sig hen. Deres fire albums er alle fremragende, og nogen ville måske beklage sig over, at de lyder meget ens, men hele formålet med at skabe et personligt og originalt værk er netop ikke hele tiden at ændre sig i takt med tidsånden, men nøjsomt at udforske et område, der er helt sit eget, uden nødvendigvis at virke vanvittigt opsigtsvækkende i sin modernitet eller særprægethed. Den slags bør værdsættes, så giv Tape en chance. Et godt sted at starte er Milieu.

Landing: Sphere, 2004
Landing er et af de mange fremragende amerikanske bands, der er kommet frem det seneste årti, men aldrig har opnået hverken anerkendelse eller mere end åndssvagt lave salgstal. Det er måske forståeligt nok, at der ikke er blevet lagt mærke til dem, for der har ikke ligefrem været mangel på postrock, shoegaze, slowcore, ambient-rock eller andre genrebetegnelser, man nu kunne finde på at påhæfte dem. Forskellen er bare, at Landing, modsat så mange af de andre bands, der har været fremme, leverer gennemført kvalitet.

Sphere blandes slowcore-atmosfæren fra deres tidligere albums med en tydelig inspiration fra krautrocken samt en god portion farverig psychedelia og en lavmælt melodisk atmosfære, der ikke er helt ulig Slowdives mesterlige Pygmalion – et album, der lige så vel kunne have optrådt i denne artikel. Ja, som sagt er der ikke noget specielt nyt ved Landings blanding af alternative genrer fra 1970’erne frem til i dag – det er måden, de gør det på. Det ene øjeblik er lydbilledet nedbarberet til effektbehandlede guitarer og kvindevokal i stil med Windy & Carls bedste passager, det næste bliver man revet med af en pulserende kraut-rytmik og svævende synthesizere. Men fra start til slut hænger albummet sammen som helhed. Der er noget enormt umiddelbart over Landings musik; den forekommer ikke at være totalt gennemarbejdet, og alligevel rammer de gang på gang en balance mellem de musikalske elementer, der er yderst bemærkelsesværdig. Hører man til dem, der kan lide at bruge tiden på at kigge på skyer, er Sphere en uundværlig plade.

Mice Parade: Bem-Vinda Vontade, 2005
Mice Parade er newyorkeren Adam Piercess bandprojekt, der har eksisteret siden sidst i 1990’erne og udgivet en lang række albums med forskellige besætninger. Efter nogle fine instrumentalplader, der gjorde sig bemærket med en interessant instrumentering, som bl.a. inkluderer asiatiske instrumenter og et imponerende sammenspil, blev Mice Parade med Obrigado Saudade fra 2004 udvidet til også at inkludere vokal, både fra Pierce og en række velkendte gæster, og samtidig forekom en klar overskridelse af postrockens simple repetitioner mod en mere kompleks sangskrivning, der besad tydelige referencer til flamenco-musikken. Disse nye tendenser kulminerede året efter på mesterværket Bem-Vinda Vontade, hvor Adam Pierces ikke så få forcer bliver taget til det yderste.

Det er et album, der eksisterer helt i en genre for sig. Nærmeste reference er nok sådan noget som Tortoise, men der er også tydelige spor af shoegaze, tropicalia, progrock, flamenco, electronica mm. Ved første lyt udøver Mice Parade den legesyge og ustyrlige sammenblanding af genrer fra forskellige tidsaldre, der har været så udbredt siden midten af 1990’erne og ofte kommer til at virke påtaget – men det forunderlige er, at Mice Parade formår at få alle de mangeartede ingredienser til at spille sammen som det mest naturlige i verden. Sagt på en anden måde kommer ingen af de mange forskelligartede musikalske elementer til at fremstå som intellektuelle referencer, men udelukkende som effektive virkemidler – og det er en sjældenhed.

Det særegne er, at Pierce aldrig lader selve den unikke sammenblanding af lyde stå som det essentielle, men at der er en yderst gennemarbejdet og kompleks sangskrivning i kernen af projektet. Pierce kan sige mere med én akkord, end andre formår med hele albums. Et projekt som Four Tet (som vel egentlig er et godt billede på tidsånden) bliver f.eks. i mine ører aldrig rigtig interessant på trods af, at der rent lydmæssigt foregår spændende ting – fordi de tilgrundliggende strukturer og tonale byggesten aldrig overskrider det banale.

Jeg bliver aldrig fortaler for musikalsk skoling eller teknisk ekvilibrisme som et kunstnerisk kriterium i sig selv, men det, som Mice Parade er et så strålende eksempel på, er, at visse ting kun kan udtrykkes ved hjælp af virtuositet. Med andre ord er den høje tekniske kunnen hos bandets medlemmer et medium for følelse og musikalsk overflod – den er aldrig målet i sig selv. Numre som ”Nights Wave” og ”The Days Before Fiction” er med deres komplekse guitarrundgange og Doug Scharins mangefacetterede trommespil teknisk imponerende, men der er hele tiden et formål med de omskiftelige strukturer: De komplekse rytmer skaber et unikt og uhyggeligt medrivende flow, og det harmoniske indhold når uhørte højder i en blanding af ekstatisk opløftelse og let melankoli. Det kunne indvendes, at de kvindelige gæstevokalister ikke bidrager med noget specielt interessant til pladen – det gælder især Kristín Anna Valtýsdóttirs (múm) lettere enerverende alfesang – men i kraft af, at vokalen aldrig bliver andet end ét musikalsk element blandt andre, har den trods alt sin plads i den formidable helhed.

2 kommentarer

Deltag i debat