Plader

Menfolk: Beast One/Man Nil

Menfolk dyrker stadig den hårdtslående mathrock på opfølgeren til deres fem år gamle debut. En afart af genren, som Play/Rec kæmper for at holde i live.

Mathrock i dag er blevet synonym med endeløs guitartapping i en sådan grad, at 80’ernes guitarguder falder ned fra deres tinder. En stor del af årsagen hertil er Don Caballeros Ian Williams, der gav bandet deres signaturlyd. En lyd, han nu videreudvikler i Battles, mens horder af mathrock-grupper genfortolker Don Caballeros stil i forskellige retninger, men altid med guitartapping som et centralt element i deres lyd.

Oprindeligt var mathrock dog noget mere alsidig i sin lyd, og genrebetegnelsen refererede i langt højere grad til de skæve taktarter som 7/8 eller 13/8, de involverede bands spillede, frem for et mylder af guitartoner. Blandet med råbevokaler og skærende, tørre guitarriff var det den stil, der opstod i Chicago gennem bands som Bastro og Cheer-Accident og hurtigt blev fanget i Louisville, først af Slint, som videreinspirerede og bidrog til bands som Rodan, June of 44 og Shipping News. Ofte var det Steve Albini, der stod bag pulten til optagelserne, og hans band Shellac bliver da også almindeligvis regnet for at være en del af scenen.

På bas i Shellac finder vi Bob Weston, som også arbejder som lydmand i Albinis Electrical Audio-studie, og det er åbenlyst, hvorfor Menfolk har valgt ham til at masterere deres andet album, Beast One/Man Nil. Opfølgeren til bandets fem år gamle debut fortsætter nemlig i akkurat samme spor med en tør og aggressiv mathrock, der i høj grad bygger videre på både Shellacs og Louisville-scenens lyd.

Og det er en solid plade, den sammenspillede kvartet har skubbet sammen. Den er kompromisløs, aggressiv og fyldt med en negativ sky af ord, der bliver skubbet ud i korte råb, der understreger deres fokus på verdens trøstesløse sindstilstande. Her er ingen afvæbnende sarkasme som hos Shellac.

Menfolks helt store force er deres evne til at gå fra knudrede rytmer og tunge basriff, der ligger ved siden af metallisk guitarflænsen, til at samles som en enhed, der helt simpelt rocker et groove. Sådan veksler ”Leather Pants and Ponytail” eksempelvis mellem de fælles passager, hvor bandet rykker musikken fremad i samlet flok, og pludselige ophold med sporadiske slag på skindet og arytmiske guitaranslag. Også i det mest oplagte single-udspil, ”Matador”, er det skiftet fra de modarbejdende smældende rytmer og buldrende basgange til den sammensmeltede forening, som virkelig rykker og har en eleverende effekt, der nærmest minder om et crescendo, selvom det sker på et splitsekund.

Play/Rec har siden selskabets begyndelse været eksponent for denne afart af mathrock, især kendetegnet ved nu opløste Lack og Barra Head, og det er et validt udtryk, der er værd at holde i spil. Hvor den mest udbredte variant af mathrock er en slags power-ekvilibrisme, der som en ildspydende drage trækker lytteren op i luften, så slår man sig på Menfolks variant. Den er brysk og afvisende, nedbarberet og minimalistisk – og formår dermed at formidle tilværelsens mest kuldslåede stemninger.

★★★★☆☆

1 kommentar

Deltag i debat