Koncerter

Roskilde ’10: Ghost Society, 29.06.10, Pavilion Junior

Skrevet af Mikkel Arre

Danske Ghost Society knoklede for sagen, men forsøget på at forløse bandets fine blanding af støjrock og drømmepop nåede ikke helt i mål. En noget ujævn lyd hjalp ikke kvintetten.

Ghost Society forsvandt lidt bag et vindue af støj og dårlig lyd.

Jeg har ingen erfaring som lydmand, men jeg kan forestille mig, at dét at skulle lave livelyd for et støjpopband med et forfinet udtryk må være lidt af en udfordring. Manden bag pulten var så sandelig også på lidt af en opgave, da danske Ghost Society afrundede tirsdagens program på Pavilion-scenen. På plade balancerer bandet på ferm vis mellem et sart, drømmende udtryk og mere flossede støjende passager. Sidstnævnte fik noget mere plads og styrke – og det gik både godt og skidt.

Eller rettere fungerede de mere hårdtslående stykker ganske godt i sig selv. Det dunkle instrumentale indledningsnummer med sin skærende, flaksende guitarfeedback indgik f.eks. i en fin symbiose med de mørke skyer og skabte en fortættet, intens stemning. På lignende vis løftede en brusende støjfinale den i forvejen flotte udgave af “Under the Sun”.

Problemerne for Ghost Society – og for lydmanden – opstod imidlertid i faserne inden de manende klimakser. Især de første 20 minutter var Lasse Herbsts trommer mixet så højt, at Tobias Wilners i forvejen lidt spage vokal var lidt svær at høre. Endnu mere ærgerligt var det, at bassist Sara Saverys ellers så kønne stemme var offer for en noget ujævn lyd.

Midtvejs indvarslede “Twisted Mind” dog heldigvis, at lydniveauerne var ved at have fundet hinanden. Vokalharmonierne blev klarere, og de sidste 20 minutter gav et noget bedre indtryk af, hvor godt bandets lydbillede er skruet sammen. Delikate lyse synthlinjer bøjede sig rundt om de blidt knasende støjflader, mens rytmebunden sørgede for fremdrift. Ikke mindst i den fine, lettere modfaldne “Love Love” forløste kvintetten de melodiske kvaliteter, som bandets to udgivelser har ført bevis for. Saverys vokal kom også bedre på plads, og hun fik givet et par eksempler på, hvor rørende hendes luftige sopran kan være.

Helt op at ringe kom koncerten dog aldrig. En ting var, at københavnerne på bedste shoegazermanér var temmelig indadvendte på scenen. Noget andet og endnu vigtigere var, at bandets støjpopudtryk var så konsekvent, at det blev en kende ensformigt – måske fordi støjen vejede tungere end poppen.

★★★½☆☆

Deltag i debat